Læsetid: 5 min.

Velfærdslitteratur

Fremragende antologi med nordiske kunstnertekster rejser spørgsmålet, om den nordiske kunst har særlige betingelser – og problematiserer forholdet til velfærdsstaten
17. maj 2002

(2. sektion)

Antologi
Intet mindre end »det nordiske mirakel« blev med pep proklameret, da nordiske kunstnere som Michael Elmgren og Ingar Dragsted, Matts Leidserstam og Olafur Eliason omkring 90’ernes midte begyndte at begå sig på den internationale kunstarena. Sådan set var forudsætningen for succeshistorien, at kunstnerne havde kappet de geografiske og kunsthistoriske bånd til Norden. Så hvor nordisk var miraklet egentlig? Og kan man tale om en decideret nordisk nytradition i samtidskunsten?
Sidste nyt fra nordfronten, We are All Normal (and we want our freedom), forholder sig kritisk og nuanceret til bl.a. det spørgsmål. Redaktørerne er kunstner Katya Sander og kritiker og kurator Simon Sheik, og de har samlet ikke færre end 53 tekster af nordiske kunstnere, opdelt dem i otte kapitler og indrammet dem med skarpe, velturnerede introduktioner. Via et engelsk forlag sendes den telefonbogstykke antologi nu i handlen i USA, Europa og Australien. Den globale satsning er helt på sin plads. For We are All Normal hører til i den internationale liga.

Politisk frontlinje
Der diskes op med et væld af positioner, projekter og problematikker i den nye nordiske antologi. Nogle tekster har tidligere været trykt i aviser, kataloger og tidsskrifter, mens andre er forfattet til lejligheden. Nogle rapporterer om konkrete aktioner og værker, andre har kulturkritisk vid og bid.
Redaktørerne kommer ikke nærmere ind på deres udvælgelsesprincipper. Et par bemærkninger i den retning ville ellers have været ønskværdigt. Mest af principielle årsager, men også fordi det ikke er helt konsekvent, om de baltiske lande hører med til Norden eller ej. Men lad nu det ligge. Den mindre geografiske forbistring fraset, fremstår redigeringen klar nok.
Formelt og tematisk bindes teksterne sammen af en vis ensartethed i indfaldsvinkel og sprogbrug, der nok nærmest må betegnes som diskursanalytisk. Foucault er stadig en sællert og ikke et ondt ord om det. Den kritiske teori er integreret i kunsten, og bidragyderne læner sig op ad de sidste 30 års kulturkritik, når de sætter spørgsmålstegn ved de store konstruktioner, vores samfund er bygget op på såsom historieskrivning og national identitet.
Ideologisk er den fælles grund kunstnernes politiske kampform. Den er i top, og det er en af antologiens virkelige fortjenester at trække en politisk frontlinje på tværs af Skandinavien, hvorfra der med programerklæringer og æstetiske strategier stilles skarpt og skævt på kunst og samfund. F.eks. Gunnar Krantz’ artikel »The Political Artist«, hvor han argumenterer for, at den politisk engagerede kunstner ikke sætter noget personligt på spil som i 60’erne.
Eller Beate C. Rønnings protest over at skulle udstille under overskriften »Unge damer« og Pia Rönicke, der sammenligner kolonihavekulturen med nationalstaten. Eksemplerne lurer her og der og alle vegne.

En nordisk position?
I forlængelse af det såkaldte »nordiske mirakel« rejser antologien spørgsmålet, om den nordiske kunst har særlige betingelser. Det har den faktisk, mener mange af bidragyderne. Den socialdemokratiske velfærdsmodel sætter en anden ramme for kunsten end f.eks. i USA og Tyskland, selv om kunstproduktionen og -diskursen i netop de lande har haft stor indflydelse på den nordlige periferi.
Med det dominerende post-konceptuelle udtryk minder værkerne fra nordiske kunstnere jævnt hen om deres globale kollegers. Alligevel kan man godt tale om en skandinavisk position i samtidskunsten for så vidt, at meget nordisk kunst har et mellemværende med den velnærede velfærdsstat og andre lokale spørgsmål. Det giver bogen mange eksempler på.
Tag nu den svenske kunstner Måns Wranges raffinerede projekt, »The Average Citizen«, gennemsnitsborgeren. Ideen om gennemsnitsborgeren, der statistisk kan repræsentere en større gruppe, har været en indflydelsesrig idé i velfærdsstaten. Især i Sverige, der er verdens mest statistisk gennemresearchede land. Wrange beregnede gennemsnitsborgerens data og fandt frem til hende gennem en efterlysning i medierne: kvinde, 40 år, single med en årsindkomst på 248.300 skr. og bosat i en 2-værelses lejlighed. Han interviewede hende bl.a. om, hvordan hun mente, Sverige kunne blive et bedre land at leve i, og demonstrerede det absurde teater, statistikkens menneskesyn kan kamme over i.

Kunstnerens rolle
We are All Normal perspektiverer og problematiserer også kunstnerens rolle i den nordiske velfærdsstat. Som Sander og Sheikh bemærker, er kunstneren ikke en outsider i Norden, selv om mangen en kunstner nok ser sig selv som sådan. Tværtimod virker myten om den frit skabende kunstner som et forbillede, fordi den bekræfter velfærdsstatens idealer om det sociale sikkerhedsnet som garant for fri, personlig udfoldelse. Derfor ramler kunstneren ind i det ’damned if you do, damned if you don’t’-dilemma, at jo mere han eller hun vender velfærdsstaten ryggen, des mere bliver billedet af kunstnerens fri subjektivitet bekræftet.
Det Fri Universitet ved Henriette Heise og Jacob Jacobsen protesterer mod denne dyrkelse af kunstneren i manifestet »Al magt til Det Fri Universitet«. De mener, forbilledet kan virke misledende eller direkte undertrykkende på lønmodtageren i videnssamfundet. Traditionelt lægger kunstneren sin sjæl i arbejdet, står uden for fagforening og har ringe solidaritet med sine kolleger. Et forbillede altså, der passer ind i arbejdsgiverens kram. Det Fri Universitet maner til, at kunstneren tager det ansvar på sig.

Antologi til anbefaling
Qua sin overordentligt generøse samling af tekster fungerer We are All Normal som en tilbundsgående undersøgelse af nordiske kunstneres udsigelsesposition i teori og praksis. Selv om begrebsapparatet et langt stykke hen ad vejen er det samme som på humaniora, skal man ikke forledes til at tro, at teksterne blot er akademisk ræsonnement i en kaloriefattig udgave. Potentialet viser sig til fulde for kritisk refleksion over kunst og samfund fra kunstnerens standpunkt, hvor den æstetiske dimension hele tiden tænkes med.
Hvad så med miraklet, det nordiske? Selv om den hype og håbefuldhed, der udgår fra både kunstens kendere og købmænd, vel er bogens anledning, forholder den sig køligt, analytisk til skandinavisk samtidskunst. We are All Normal opsummerer mange af de hidtidige debatter – den kommer også omkring populærkultur, forestillingen om at have »ens eget rum«, den nordiske landskabstradition og så videre. Men hvad der er nok så vigtigt, er, at antologien skaber et repos, fremtidige diskussioner kan tage afsæt fra. Herfra er bare tilbage at sige: Køb den før din kulturminister!

*Simon Sheikh & Katay Sander (red): We Are All Normal (and we want our freedom). A collection of contemporary nordic artists writings, Black Dog Publishing Limited, 415 s. Kan købes i velassorterede boghandler og direkte fra redaktørerne på oe@cultur.com for 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu