Læsetid: 5 min.

Vinderkandidat søges

Forudsigelighed præger årets filmfestival i Cannes, som tirsdag nåede midtvejsmærket
22. maj 2002

Filmfestival
Cannes – Det er ganske sigende, at Mike Leighs All or Nothing stadig, midtvejs i festivalen, er den film, som anmelderne bedst har kunnet lide (min personlige favorit er dog Michael Moores Bowling for Columbine). Ikke nok med at filmen spiller i mol indtil sidste femtedel, hvor den pludselig, uovervejet og urimeligt, vender på en tallerken – det er også en af den engelske instruktørs mindst inspirerede film, som ikke fortæller noget, Leigh ikke har fortalt tidligere.
Det er muligt, at Ken Loach med anden del af sin skotske trilogi, Sweet Sixteen, som tirsdag morgen blev modtaget med et solidt bifald, vil rykke i spidsen.

Fandenivoldsk gavtyv
Selvom der heller ikke er det store på spil med hans nye film, så er den i det mindste både stemningsmæssigt og dramaturgisk mere nuanceret og sammenhængende end Leighs All or Nothing.
Sweet Sixteen handler om 15-årige Liam, der gør, hvad han kan for at skaffe penge til at købe sin fængslede mor, søster og lille nevø et sted at bo. Liam håber på at kunne begynde på en frisk med et almindeligt familieliv, når moren dagen før hans 16 års fødselsdag kommer ud fra fængslet.
Men som Loach viste os i første del af den skotske trilogi, den intense My Name Is Joe, så er den sociale arv svær, om ikke umulig at undslippe. Der er ingen nemme løsninger i Loachs verden, og når Liam for at nå sine mål tyer til narkohandel for byens brutale narkoboss, er det ikke svært at forestille sig, hvor det bærer hen.
Sweet Sixteen er skrevet af manden bag My Name Is Joe, Paul Laverty, og er en charmerende og humoristisk, men også barsk realistisk og usentimental skildring af et menneske, som mod alle odds prøver at gøre en forskel. Som sædvanlig har Loach fundet sig en troværdig hovedperson i amatøren Martin Compston, som spiller Liam med lige del fandenivoldsk følsomhed og gavtyvecharme, og som får publikum til at grine med sine kvikke, flabede kommentarer.
Det er rart at se, at Ken Loach er tilbage, hvor han kommer fra, efter et par udflugter til bl.a. illegale indvandrere i Los Angeles. Omvendt fortæller Sweet Sixteen en for instruktøren kun alt for velkendt historie, og fra første minut håber man som Liam på, at tingene lykkes for ham, men ved samtidig godt, at sådan kommer det nok ikke til at gå.

Forudsigeligt
Leigh og Loach er langtfra de eneste, som undlader at udfordre deres talent: Festivalveteraner, favoritter og first timers har skuffet med film, som i bedste fald er vellavede, men forudsigelige gentagelser af tidligere tiders succeser – i værste fald uengagerende eller rodede forsøg på at prøve noget nyt.
Den canadiske instruktør Atom Egoyan, der rakte en hånd ud til alverden med sit fremragende sorgarbejde i The Sweet Hereafter, er tilbage i Cannes med en, ifølge ham selv, mere personlig film. Egoyan, der er halvt armenier, halvt egypter og opvokset i Canada, tager i Ararat fat i tyrkernes folkemord på de kristne armenere i 1915 og bruger det som afsæt til en fortælling om identitet og historie og villigheden til at se sandheden i øjnene.
Ararat er ikke med i hovedkonkurrencen, fordi Egoyan mente, det ville være for provokerende at deltage med en film om det folkemord, som tyrkerne officielt benægter fandt sted og derfor ikke vil undskylde for. Egoyan undlader da heller ikke at drage den tydelige parallel mellem tyrkernes udslettelse af det armenske folk og nazisternes af det jødiske. Det skal blive interessant at se, om der kommer reaktioner på filmen fra Tyrkiet.
I Ararat portrætterer Egoyan to familier i Toronto, som drages ind i og påvirkes af begivenhederne omkring en film om folkedrabet, som instruktøren Edward Saroyan (Charles Aznavour, der også er af armensk afstamning) er ved at lave.
Filmen i filmen er Ararats store svaghed, og mange af de scener, som bringer tiden omkring folkedrabet til live, er faretruende tæt på at blive ufrivilligt komiske. Men når Egoyan koncentrerer sig om det nære og personlige, hvor filmens personer konfronteres med deres tragiske historie, så rører Ararat ved noget, som de fleste mennesker kan relatere til, og som lige nu er meget aktuelt.
I de scener kommer Mychael Dannas smukke musik og Egoyans poetiske billedsans til deres ret, og man bliver draget ind i et følelsesmæssigt suggestivt univers, hvor man tidligere har befundet sig godt i selskab med instruktøren.

Hjernespind
Festivalens anden canadier, David Cronenberg, havde jeg store forventninger til, men jeg forlod biografen som en skuffet mand.
Spider (baseret på en bog af Patrick McGrath, der også har skrevet manuskriptet) er en af Cronenbergs mest afdæmpede og uspektakulære film, et dystert psykologisk drama med Ralph Fiennes i hovedrollen som en mand, der plages af mareridtsagtige erindringer fra en ulykkelig barndom. Efter noget, der må have været et langvarigt ophold på en psykiatrisk anstalt, bliver den skizofrene og meget lidt udadvendte Mr. Cleg (Fiennes) anbragt på et udslusningshjem i Londons East End, der kun minder ham sin barndom, hvor han var jaloux på sin uvenlige fars intime forhold til Clegs engleagtige mor.
Et fortællemæssigt kunstgreb placerer publikum og Cleg midt i den barndom, og sammen oplever vi, hvorledes faren slår moren ihjel og erstatter hende med sin dullede elskerinde. Eller gør han? Cronenberg leger med vores virkelighedsopfattelse, og ligesom Cleg er vi aldrig sikker på, hvad der sandt eller et produkt af Clegs syge sind.
Spider har fået sin titel fra det kælenavn, som moren giver sin edderkoppefascinerede søn, og symbolværdien er stor, som f.eks. når Cleg dekorerer sit værelse i udslusningshuset med et edderkoppespind af snore på kryds og tværs. Han er fanget i sin egen opfattelse af fortiden og har spundet et net af fantasi og vrangforestilling – måske fordi han ikke vil huske, hvad der egentlig skete dengang.
Jeg skal ikke afsløre filmens slutning, kun pointere, at Miranda Richardson gør en god figur som både Clegs mor og farens elskerinde, mens Fiennes yder en bemærkelsesværdig og fint underspillet præstation som Cleg.
Alle disse fortræffeligheder til trods fungerer filmen ikke optimalt, primært fordi man aldrig får sympati for Cleg. Man kan sagtens sætte pris på Cronenbergs anstrengelser for intellektuelt at overraske og fastholde sit publikum, men den vigtige indlevelse mangler. Spider er en konsekvent, stilsikker film fra en instruktør, der normalt tør bevæge sig, hvor ingen andre tør, men filmen har i den sammenhæng ikke nok at byde på.
Festivalen mangler en oplagt prisvinder, som kalder på de store følelser og udfordrer sig selv og sit publikum. Mange forventninger knytter sig nu til bl.a. Aki Kaurismäkis The Man Without a Past og Roman Polanskis The Pianist.

*Mere Cannes på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu