Læsetid: 4 min.

’Vindver og Døre aabnes’

En litterær begivenhed: Thomas Pynchons ’Mason & Dixon’ oversat til dansk – som Jens Baggesen skrev det
30. maj 2002

Litteratur
De fleste oversættere af skønlitteratur deler deres arbejde i to. Der er rugbrødsbøgerne: vellønnede pligtoversættelser af populære, udenlandske bøger. Så er der de rigtige, de gode bøger, og det er en anden snak. Her kæles for detaljerne. Manuskriptet får en ekstra gennemskrivning, også hvis det koster flere timer end de, der står på lønningssedlen. Man engagerer sig.
Claus Bechs oversættelse af Thomas Pynchons Mason & Dixon, som udkom i går, er et arbejde af den sidste slags. Det har også været nødvendigt. Pynchon er den største nulevende amerikanske romanforfatter. Han er også én af de mere indviklede.
Mason & Dixon er hans nyeste bog. Man følger astronomen Charles Mason og landmåleren Jeremiah Dixons mærkværdige venskab og kuriøse eventyr som arbejdspartnere i 1700-tallets England, Sydafrika og USA.
Alt sammen skrevet i et sprog, der lader 1700-tallets engelsk møde en meget nutidig fantasi. Ordstilling, talemåder og tonefald, ja, selv det enkelte ords stavemåde er indfarvet i en svunden tid.
Claus Bech genskaber den sproglige patina i et dansk, hvis former ligger tættere på 1700-tallet end det nye årtusind. Resultatet er nærmest magisk, som at være i nutiden og fortiden på én og samme gang – se blot bogens første sætning, optrykt her på siden.
Æres den, der æres bør. Information tog ud for at tale med Claus Bech.
– At oversætte til 1700-tals dansk, det er vel ikke helt let?
»Det var heller ikke mit første valg. Først oversatte jeg Mason & Dixon til vor tids dansk, men da jeg var halvvejs færdig, kunne jeg se, at det ikke gik. Det gengav ikke den sproglige humor, der ligger i blandingen af det gamle og det moderne. Jeg måtte begynde om igen.«
»Nu, hvor jeg er færdig, synes jeg, at den gamle sprogdragt er den eneste mulighed. Undervejs har jeg set på den tyske oversættelse af Mason & Dixon. Dér er den oversat til nutidstysk, og det ser helt forkert ud.«

Labyrinten som forlæg
– Hvordan genskaber man det gamle tonefald?
»Mit sproglige forlæg denne gang var Labyrinten af Jens Baggesen. Den er nogenlunde fra perioden og er en rejseskildring ligesom Mason & Dixon. Det var besværligt, men efterhånden blev det også morsomt. »Öye« for øje, det ser jo helt komisk ud, men er stadigvæk let at forstå.«
– 1700-tallets former er ellers langt væk fra nutidens danske sprog.
»Nu er Pynchons engelsk ikke faktisk 1700-tals engelsk. Det er en pastiche. Han har moret sig med datidens tone og den ret vildtvoksende vilkårlighed, der var i sprogbrugen dengang.«
»Det har også moret mig. Der var jo ikke noget, der hed retskrivning dengang. Men jeg har ikke oversat til faktisk 1700-tals dansk. Det kan man ikke, og i øvrigt er bogen svær nok i forvejen.«
– Hvilken effekt har den sproglige patina?
»Mason & Dixon er ikke en normal historisk roman. Men den giver en mere umiddelbar oplevelse af en anden historisk tid end mange bøger, der bevidst går efter at opmale fortiden. Det gamle sprog
giver en distance til handlingen og samtidig en fornemmelse af at kigge ind i en anden tid.«

Sentimental
Mason & Dixon er selvfølgelig mere end sit sprog. Meget mere endda. Centralt står beretningen om, hvordan Mason og Dixon opmåler grænsen mellem de to amerikanske stater Maryland og Pennsylvania, et projekt, der fører dem gennem det utæmmede amerikanske vildnis – men handlingen lader sig ikke opsummere i få ord.
Som altid hos Pynchon spiller den fabulerende fantasi kispus med læseren. Samtidig blander faktiske, historiske begivenheder sig ind i bogens falbelader. Mason og Dixon er f.eks. historiske personer, der i dag kun kendes for deres amerikanske grænseopmåling. Dén grænse, Mason og Dixon optegnede i de amerikanske vildnis, markerede 100 år senere skillelinjen mellem nord- og sydstater, mellem slaveri og frihed.
– Hvordan vil du karakterisere ’Mason & Dixon’?
»Det er en mærkelig bog, men der er ingen af Pynchons bøger, der er normale. Som historie betragtet er den nærmest én lang stribe af digressioner.«
»Måske kan man sige, at The Mason-Dixon-Line, som de to hovedpersoner opmåler, udgør en akse i bogen. Men den er ikke en fortælleakse. Den er bare en linje. Ligesom Mason og Dixon opmåler en næsten tilfældig øst-vest-vendt linje ud gennem det amerikanske vildnis, så løber The Mason-Dixon-Line gennem vildnisset af episoder og digressioner i Pynchons bog.«
– Den er ikke skarp og kynisk. Det var hans tidligere bøger.
»Det er rigtigt. Bogen er mindre satirisk end Pynchons andre romaner. Han har nogle følelser over for sine personer, som han ikke havde før, hvor de mere var figurer, han bevægede sig omkring. Som molekyler, nærmest.«
»Ser man efter, er der nu også mange temaer, man kan genkende fra Pynchons tidligere bøger. Sydafrika i kolonitiden, interessen for astrologi. Paranoiaen, tanken om en verdensomspændende konspiration. Og de fantastiske, fabulerende elementer. Det er alt sammen med i Mason & Dixon.«
I USA er Mason & Dixon allerede nu udråbt som klassiker. Faktisk kan den kun sammenlignes med én anden bog i nyere amerikansk litteratur. Det er Pynchons andet hovedværk Gravity’s Rainbow.
Gravity’s Rainbow er ikke oversat til dansk, men Claus Bech tumler med planer om at oversætte den. Man kan kun håbe, det bliver til noget.

Bogcitat
Mason & Dixon
»Sneebolde er fløiet i deres Baner, har dannet Stierner baade paa Udhuusenes
Muure og Fætrenes Sidebeen og sendt Hatte op i Delawares friske Blæst, – Slæder bringes i Huus, Meder aftørres og smøres omhyggelig, Skoe stilles paa plads i Baghuuset, og man nærmer sig paa Strømpefødder det store Kiøkken, der siden den aarle Morgen har summet af beslutsom Geskiæftighed, accompagneret af rungende Laag paa Kogekar og Gryder, som udsender Dufte af krydrede
Posteier, skrællede Frugter, Nyrefedt, opvarmet Sucker,- og Børnene, der i Forbifarten, til Lyden af Sleevens rhytmiske Slag i Deigtruuget og Skaalene, har aflokket og tiltusket sig, hvad der var for Haanden, har nu som paa enhver anden Eftermiddag i denne Sneehvide Adventstid trykket sig tilbage til en beqvem Stue bage«

*Første sætning i ’Mason & Dixon’, oversat af Claus Bech

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her