Læsetid: 2 min.

web.hvad.hvor

24. maj 2002

(2. sektion)

Sex og internet
*Jeg er stadig af den mening, at internettet er stærkt overvurderet, og at det næppe er kommet for at blive – i modsætning til sex.« Det siger direktøren for forlaget Forum, Ole Knudsen, i en artikel i bogbranchens eget blad, Bogmarkedet. Jeg har valgt ikke at bruge ressourcer på en Forum-hjemmeside, da jeg ikke tror på, at salget af bøger forøges ved denne aktivitet. Samme organ kan imidlertid oplyse, at salget af skønlitteratur via såkaldte andre kanaler dvs. supermarkeder og internet fra 2000 til 2001 næsten blev tredoblet. Derudover er der masser af fascinerende nyheder fra mahognikontorerne inderst inde i branchens labyrinter, hvor direktører kommer og går.
www.bogmarkedet.dk

Søges: DRIL-instructor?
*Mere end 2.000 minutter fylder de samlede video- og lydindslag efter sigende på DR’s trimediale undervisningstilbud Danske Digtere. Og det er sandelig da en fin ting, at de vældige arkiver, man forestiller sig det tidligere så skamløst elitære monopolforetagende må ligge inde med, bliver gjort sådan rigtigt offentligt tilgængelige. Et øjeblik forestiller jeg mig en slags utopi, hvor DR bliver de elektroniske mediers svar på det Kongelige Bibliotek, hvor alt kan hentes og genses (eller høres), når som helst man har lyst til det. Efter således et øjeblik at have drømt om en fjern fremtid, hvor radio- og tv-folks copyright betyder lige så lidt som forfatternes, vender jeg tilbage til virkeligheden og må konstatere, at DR har valgt at bruge sit helt eget tekniske grej, en såkaldt DRIL-player, meget omhyggeligt navngivet, eftersom den er behæftet med den uheldige fejl, at den ikke virker. Hvad der så er tilbage er en stor mængde velmenende formidling – undervisningsmateriale til folkeskolens ældste klasser, manuskripterne til Liv Thomsens tv-udgave, et minileksikon, nogle løsrevne citater.
www.dr.dk/danskedigtere

Blomsten af Danmarks ungdom
*Jeg kunne godt tænke mig at få at vide, hvad de bruger tiden på at læse ude på de danske gymnasier - og det ved jeg nu, for Dansklærerforeningen har lavet en opgørelse over de værker og de forfattere, som er blevet opgivet til eksamen. Den er godt nok fem år gammel, men når man ser på navnene, er det let at forestille sig, at det stadig er de samme, der topper. Jeg er lidt overrasket. Ikke over at Holberg er en klar nr. 1 (tre fjerdedele af alle opgiver ham), men over at Leif Panduro skulle være den næste? At Amalie Skram er på listen og Johannes V. Jensen ikke er det? At blomsten af Danmarks ungdom stadig bliver stopfodret med H. C. Branner og Henrik Pontoppidan?
www.da.gymfag.dk/forfatte.htm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her