Læsetid: 4 min.

Åbenbaringen udeblev

En lidt lunken start på Roskilde, hvor trækplastre dundrede hult og de på papiret små, gode kort skuffede
29. juni 2002

Roskilde-Festival
Efter en uimodsigeligt forbilledlig åbningskoncert med Superheroes på Canopy-scenen – med solen i udbrud – var det så som så med de store musikalske oplevelser resten af åbningsdagen på Roskilde. De mindre spændende navne var, ja, mindre spændende, og de lovende skuffende.
Det på papiret stærke kort Bollywood Brass Band fik således overtegnede (rc., red.) til at skrive noter som »fodboldkamp« og »indisk for begyndere« på sin blok. I hvert fald var det med nogenlunde den finesse, at det 11 mand høje, engelske band gik til Indiens bryllupssange, filmhits og et par numre fra pakistanske Nusrat Fateh Ali Khan. Ikke at der ikke var charme i trombonernes og trompeternes kurtiseren, sopransaxens æggen og trommernes insisteren på sex – sjovt nok med træk til fælles med både balkans, arabisk og jødisk musik. Men storbandets rytmefornemmelse nærmede sig elefantmarchen, og efter at begejstringen over den eksotiske oplevelse efter et par numre aftog, så overtog fornemmelsen af at høre et band for musikturister. Og det er selvfølgelig også, hvad vi alle er her på Roskilde, men derfor kan man vel godt forlange autenticitet eller finesse.
Finesse var også en mangelvare, da festivalen lod en række rockfunderede bands slippe drifterne løs på hver deres måde. Først Andrew WK, denne amerikanske snothvalp, som man ikke kan frakende en vis charme, når han manisk insisterer på at hylde den evige fest på sit debutalbum I Get Wet. Med dunkende partypunk, glam, metal og øllet fællessang spiller han op til druk og lir og messer »party till you puke«, hvilket fik sat gang i ølaberne. Vi så bort fra det lettere infantile, mens vi kastede øl i håret, nikkede hinanden skaller for sjov og trak bukserne ned foran tøserne. Det var totalt idiotisk, og vi gjorde det naturligvis kun, fordi vi stod på en pløjemark midt på Sjælland og intet andet havde at lave.
Skal man ned og kysse laveste fællesnævner, er der altid en amerikansk klovn, der kan trækkes ind i manegen, så længe der er penge i lortet. Et mere gennemført show bød tyske Rammstein imidlertid på, men selv om deres knivskarpe industrial bød på masser af provokerende optrin, ildspåsættelse og fascistoid sarkasme, blev det i længden for monotont.

Unge rebeller
Så er det mere alvorligt, når californiske Black Rebel Motorcycle Club stiller det ofte gentagne spørgsmål: »Whatever happened to my rock’n’roll«.
Mere end noget andet kulturfænomen er rocken igennem de sidste 50 år dømt ude og inde i et underbuksskiftende tempo. Og således er BRMC, som de forkortes, en lille åbenbaring, der på deres ubetitlede debut-cd bringer håbet tilbage til gamle rockvrag.
Bandet sammenlignes ofte med Jesus And Mary Chain og resten af 80’ernes mørke britiske støjrock, men hvor Jesus And Mary Chain lægger lag på 60’er-poppen er der mere rock’n’roll over
BRMC. Melodierne er både dyster-smukke ballader og mørk tempofyldt rock, der ved hvert gennemlyt afslører nye klangfigurer.
Penetrerer man BRMC’s grandiose støjmur, må man erkende, at de ikke har fremtryllet en ny genre, men alligevel med vibrerende guitarer og skæbnesvangre basgange suverænt formår at blande nyt med gammelt.

Rutineproblemer
Gul Scene emmede derfor af forventning, da de tre læderbalsamerede Black Rebel MC’er i modlys gik på scenen. Desværre blev opgaven kun delvist løst, da trioen, der spiller uden bas, i starten havde en del lydproblemer og generelt ikke formåede at få skubbet debutpladens velproducerede skæringer ud over scenekanten.
De fik sig spillet op, men da var koncerten uheldigvis ved vejs ende! Inden da indtraf dog enkelte højdepunkter, især når der blev improviseret over de kendte numre, og således fik »Red Eyes And Tears« en ekstra frydefuld forlængelse, mens sidste halvdel af den smukke ballade »Salvation« fik en over nakken. Men det kunne ikke overskygge det indtryk, at BRMC er et talentfuldt band, som bør have en ny chance, thi koncerten lugtede for meget af mangel på rutine.

Forstenet teknokrati
Den britiske, strengt elektroniske duo Chemical Brothers var anderledes effektive, men også uengagerende under deres effektjagende show. Ikke at masserne blev ladt upåvirkede – tværtimod – men det var en stammedans som kunne have været eksekveret til en bred vifte af elektroniske navne – Chemical Brothers var blot aftenens udvalgte. Deres storskærms-big beat var indstillet på maksimal og meget selvbevidst party- og distanceblænde uden videre overraskelser, og flere steder nærmede showet sig rene skoleeksempler i elektronisk masseforførelse: træk den søde pine inden klimaks ud i et basløst spændingsfelt tilsat en hidsende lilletromme, og bank så klimaks fast med en stortromme tung som tiden selv. Men tiden er løbet fra Chemical Brothers. De har ikke formået at videreudvikle deres kompositioner med tilstrækkelig substans siden deres tidlige eksplosivt rockende big beat-cocktails, der i midt-90’erne gjorde dem til stjerner. De er blevet mere regulært poppede, men har ikke formået at vokse musikalsk, og deres koncert fik overtegnede (rc., red.) til at spørge sig selv, hvad der egentlig berettiger elektronisk musik som live-disciplin? Overrumplingskraft, en minimal fornemmelse af et nu, hvori musikken orkestreres i maskinparken. Eller i det mindste en musik hjernen vil gå på opdagelse i eller kroppen kun kan sige ja til – fordi der ikke tales ned til den. Ja. Men ingen af delene fik man meget af fra Tom Rowlands og Ed Simmons, der fremstod som et manipulerende teknokrati forstenet i retorik og paroler fra en allerede svunden tid.

*Bollywood Brass Band, Ballroom, Andrew WK og Black Rebel Motorcycle Club, Gul Scene, Rammstein, Orange Scene, Chemical Brothers, Grøn Scene, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her