Læsetid: 6 min.

En afghaner vender hjem

Efter 20 år i eksil er Soraya Sobhrang vendt hjem for at hjælpe med genopbygningen af Afghanistan
19. juni 2002

Gensynet
KABUL – Så snart Soraya Sobhrang slipper grebet om flytrappens gelænder, bryder hun sammen. I flere minutter
sidder hun som en sammenkrøbet bylt på jorden. Da hun langsomt rejser sig, går hun som i trance mod den ventende lufthavnsbus uden at ænse de mange mennesker omkring hende.
Det er 20 år siden Soraya Sobhrang sidst satte sine fødder på afghansk jord. Dengang var hun en ung nyuddannet læge med speciale i gynækologi. Nu er hun 45 år og har to næsten voksne sønner, der begge bor i Iran, samt en lejlighed i Tyskland, hvor hendes mand fortsat opholder sig.
»Det er som en helt anden by, jeg kan slet ikke genkende det,« siger Soraya chokeret.
I takt med at burkaklædte tiggere, udbombede ruiner og flittige renoveringsarbejdere dukker op i bybilledet, mens IOM-bilen bevæger sig i retning af organisationens gæstehus i den nordlige ende af Kabul, skifter hendes ansigtsudtryk mellem lys og mørke. Da hun 20 minutter senere befinder sig i et værelse, hvis eneste inventar består af en seng, bliver hun stående rådvild midt i rummet uden at slippe sin kuffert.
»Lyset virker nok i aften,« konstaterer Ahmed Dizdarevic efter forgæves at have afprøvet rummets eneste stikkontakt.
Den lokale medarbejder i Den Internationale Organisation for Migration (IOM) har været med i lufthavnen for at tage imod Soraya og de 11 øvrige afghanere, der denne dag er vendt tilbage som et led i organisationens Return of Qualified Afghans-program (RQA).
Programmet bidrager med at etablere kontakt mellem uddannede afghanere i udlandet og ministerier og NGO’er, der har behov for kvalificeret arbejdskraft.

Ingen familie i byen
Først efter et par minutter går det op for Soraya, hvad der blev sagt.
»Er der ingen strøm,« gentager hun med usikker
stemme.
Ahmed rækker hende sin mobiltelefon, og da hun får forbindelse, skifter hendes ansigt karakter, mens ordene næsten snubler over hinanden.
»Jeg kan bo hos ministeren, indtil jeg finder en bolig,«
siger Soraya lettet.
Beslutsomt hanker hun op i sin kuffert og går tilbage til bilen. I modsætning til langt de fleste af de afghanere, der i disse måneder vender tilbage i stort antal for i kortere eller længere tid at bidrage med genopbygningen af landet, har Soraya ingen familie i Kabul.
Hun er født og opvokset i byen Herat i det sydvestlige Afghanistan, men de mange års krig har spredt hendes familie til alle dele af verden.
Hendes eneste kontakt i hovedstaden er derfor Sima Samar, der er minister for kvindeanliggender i den FN-støttede overgangsregering. De to kender hinanden fra et hospital i den pakistanske grænseby Quetta, hvor de
arbejdede sammen, før Soraya i 1994 fik mulighed for at rejse til Tyskland. Efter i flere måneder at have eftersøgt hende, har ministeren opfordret Soraya til at komme tilbage for at blive hendes rådgiver i arbejdet med at opbygge ministeriet.
»Da jeg flygtede fra Afghanistan iklædt en burka, græd jeg. Lige siden har jeg ventet på, at forholdene ville ændre sig, så jeg kunne komme tilbage,« fortæller Soraya, da hun et par dage senere tager imod i sit nye store og endnu meget tomme kontor.
»Sima Samar ved, at jeg er god til at skabe en positiv kontakt til kvinder. Selvom situationen i landet er
ændret, mener 99 procent af mændene stadig, at kvinder ikke kan klare sig uden dem. Derfor var jeg ikke i tvivl, da ministeren spurgte om jeg ville arbejde for hende. For det er vigtigt, at vi, der er uddannede, står sammen og viser vejen,« fortsætter hun.
Overalt i kvindeministeriet lugter der af frisk maling. Som det er tilfældet i alle
dele af den afghanske hovedstad, bliver der arbejdet hektisk på at rette op på skaderne efter Talebanstyret og de mange års krigsødelæggelser.
»På den ene side er det godt at se alt det, der sker. På den anden side bliver jeg utroligt trist over, at jeg slet ikke genkender Kabul på grund af alt det, der er brændt og ødelagt,« siger Soraya.
»Men det er ikke det værste,« fortsætter hun. »Det værste er alle de mennesker, der har brug for hjælp og ikke noget sted at bo. Det er jo børn helt ned til tre-fire år, der står på gaden og tigger. Og selv om jeg giver dem lidt, ved jeg jo godt, at det ikke hjælper.«
Soraya har hurtigt konstateret, at boligmanglen er blandt de allerstørste problemer i den afghanske hovedstad.
»Jeg har set på en lille toværelses lejlighed, men den koster 800 dollar om måneden, hvilket er fuldstændig urealistisk,« sukker hun.
I de seks måneder Soraya foreløbigt er ansat i kvindeministeriet, får hun udbetalt 200 dollar månedligt.
Allerede efter få dage i Kabul er hun dog blevet klar over, at det kan blive nødvendigt at rekvirere flere penge fra sin mand i Tyskland. Og det til trods for, at de lokale medarbejdere i ministeriet blot modtager 30 dollar i løn.
»Måske vil det langsomt ændre sig, når man har boet her længe. Men lige nu kan jeg overhovedet ikke se, hvordan det skulle kunne
lade sig gøre, at leve for 30 dollar om måneden,« siger hun.

Ligner en 60-årig
Økonomien er dog langt fra det eneste problem,
Soraya Sobhrang skal forholde sig til, når hun i løbet af
de kommende måneder skal beslutte, om hun vil vende permanent tilbage til sit land.
Selv om hun ikke er i tvivl om, at det vil lykkes hende at blive accepteret blandt de øvrige kvinder, er hun klar over, at det er hende selv, der skal bane vejen for at opnå deres forståelse og accept.
»Selvfølgelig vil der være misundelse over, at jeg kommer fra Tyskland og får et stort kontor. Derfor er det f.eks utroligt vigtigt, at jeg ikke viser mit fine tøj og mine dyre sko frem. Og så skal jeg sørge for, at jeg behandler
alle lige,« siger hun eftertænksomt.
»Mange tænker, at det er en kæmpe mulighed at kunne bo i vesten, og at jeg nu blot smider den fra mig. På den ene side glæder de sig over, at jeg har efterladt alt i Tyskland for at komme til-
bage. Men de siger også, at det ville de ikke selv gøre, hvis de havde chancen,« fortæller Soraya.
Hun holder en pause og retter på sit tørklæde og sin lange sorte nederdel.
»Se på mig, jeg ligner jo en 60-årig,« griner hun. I Tyskland har Soraya vænnet sig til at gå med t-shirt og uden tildækket hår.
»Men alt det er ligegyldigt. Jeg ved, at jeg vil miste noget, men så får jeg til gengæld noget andet.«

FAKTA
Return of Qualified Afghans
*Return of Qualified Afghans (RQA) er et program, der formidler kontakt mellem uddannede afghanere i hele verden og afghanske myndigheder og NGO’er, der mangler kvalificerede medarbejdere.

*Frem til år 2004 forventes i alt 1.500 uddannede afghanere at vende tilbage via programmet. Den Internationale Organisation for Migration, der administrerer RQA, betaler en returrejse samt den ansattes løn i en periode på mellem tre måneder og et år. Lønnen udgør mellem 150 og 200 dollar månedligt. Herudover modtager den enkelte et engangsbeløb til etablering.

*Foreløbig er 227 afghanere fra 14 forskellige lande vendt tilbage via RQA for at bidrage med genopbygningen af landets. De er nu ansat i 15 forskellige ministerier og 31 NGO’er fortrinsvis i Kabul. Yderligere 12 danske afghanere er aktuelt tilmeldt IOM’s liste over de ialt 5.375 afghanere, der ønsker at vende tilbage.

*Udover RQA-programmet er en lignende formidling af job til afghanere, under etablering i Tyskland og Finland.

*Oplysninger om RQA kan findes på: www.iom-rqa.org/portal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her