Læsetid: 4 min.

Amerikansk soccermania

Useedede USA er i kvartfinalen og må betragtes som en af VM’s største sensationer – men i USA er landsholdet som regel på udebane
18. juni 2002

VM 2002
BOSTON – Denne storby er kendt som hjemsted for en indflydelsesrig vælgergruppe, der blev døbt »soccermoms« af Clinton-demokraterne under præsidentvalget i 1996. Oversat til dansk: Fodboldmødre. Altså alle de husmødre i Boston-området, der en gang om ugen kører datteren i store benzinslugende
jeeps (sports utility vehicles) til fodboldbanen og hepper på skoleholdet.
Blandt hvide amerikanere er verdenssporten fodbold primært populært blandt kvinder – og man forstår hvorfor. Hvem kan forestille sig unge piger spille det fysisk krævende amerikansk fodbold? Det kvindelige køn spiller ikke engang baseball – de dyrker en blødere version, som går under navnet softball.
Nej, virkelige amerikanske mænd spiller ikke pigefoldbold. Disse VM-dage har faktisk også været domineret af basketball, baseball og senest US Open i golf. VM bliver transmitteret af sportskanalen ESPN om natten og den årle morgen. Tv-selskabet ABC sender kun i weekenden – og så er det genudsendelse midt om eftermiddagen.
Ikke så besynderligt, at ingen bostonianer styrtede ud på gaden og viftede med Stars & Stripes eller susede rundt i byens gader i dyttende biler, da USA overraskende slog Portugal 3-2 for halvanden uge siden. Kun udlændinge sad vågen midt om natten.
Den næste morgen var det næsten ikke til at opstøve en begejstret bostonianer. »Ja, jeg så det nævnt på min sportskanal,« sagde forsikringsagent Kevin Pierce. »Min søn spiller fodbold, men jeg er mere interesseret i hockey.«

Vi holder med Portugal
Skatterevisor Jim Morin havde hørt om sejren. »Ja, ja – jeg ved det godt,« sagde han og skiftede straks emne. »Men kan du fortælle mig en ting? Hvorfor fa’n har de lagt VM ovre i Korea og Japan! De kan jo ikke engang sælge nok billetter.«
De eneste, jeg kunne tale fodbold med den dag, var fiskehandleren i et bykvarter beboet af brasilianske og portugisiske indvandrere. De tre brødre Al, Eddy og Joe er født på Azorerne og kom til USA, da de var nogle unge knægte. I deres fiskebutik har de hængt et tv-apparat op over en skranke fyldt med kammuslinger, rejer og hummere – og følger de kampe, man kan se, når det bliver dagslys i det østlige USA.
Jeg spurgte, hvem de holdt med: Landet, de har sværget loyalitet til eller den gamle kolonimagt Portugal. »Jamen, Portugal,« grinte Eddy. Selvfølgelig. I USA holder næsten ingen med Bruce Arenas landshold. Folk, der kender noget til fodbold, er for det meste indvandrere. Selv om de stolt erklærer sig for amerikanere, holder de stadig med fædrelandet i VM.
Spørg blot 3,5 millioner mexicanske indvandrere i Californien. Mange af dem sad oppe sent i forgårs nat i håb om at se Mexico banke USA. Da Jared Borgettis talentfulde hold tabte til de fysisk stærke og næsten totalt ukendte amerikanske fodboldsspillere med 2-0, kan man godt regne med, at flere amerikanere sørgede end fejrede. Næsten alle amerikanere af sydamerikansk afstamning heppede for det mexicanske hold.
Hver gang USA spiller mod Mexico på et stadion i USA, føler spillerne, de er i Mexico. »På Aztec Stadium i Mexico City er man omgivet af et hav af rødt, grønt og hvidt og en utrolig larm,« sagde den amerikanske landsholdsstjerne Claudio Reyna forleden. »For at være helt ærlig er det det samme i Amerika.«

Gæster i eget land
Under kvalifikationskampene spillede USA to gange mod Mexico. Kampen på amerikansk grund kunne have tiltrukket 90.000 tilskuere og gode indtægter for U.S. Soccer Federation, hvis man altså havde afviklet den på Rose Bowl Stadium i Los Angeles. Der var blot et problem. Næsten ingen pro-amerikanske tilskuere ville have købt billetter. Det mexicanske hold ville kunne være blevet båret frem til en sejr af en flodbølge af mexicansk-amerikanske tilhængere.
Så matchen blev flyttet til et lille stadion i Columbus Ohio, skønt det var frysende koldt i februar. USA vandt. »Landholdet føler sig som gæster i deres eget land,« bemærker fodboldjournalist Jere Longman fra New York Times.
At USA er i kvartfinale i VM, er en sensation. Næppe så overraskende er det, at Mexico tabte. De to hold kender hinanden så godt som dansken og svensken, og rivaliseringen når op på samme intense niveau. USA har vundet fire ud af de sidste fem kampe. Presset på det mexicanske hold må have været ulideligt i betragtning af, at Mexico i et og alt føler sig den store nabo i nord underlegen og derfor drømmer om at besejre ’los gringos’ i mindst en disciplin.
De mexicanske spillere var så lamslåede og formentlig så bitre, at de forsvandt fra banen, inden Reyna & co. kunne nå at tilbyde dem at bytte trøjer. Hjemme i Mexico gik man i sort, mens nyheden her i USA blot blev registreret på tv, radio og avisernes hjemmesider – men så heller ikke mere. USA har jo ikke vundet VM. De er bare i kvartfinalen...
Soccermania kommer først til Amerika, når guldet er vundet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu