Læsetid: 2 min.

Arkitekter tilbageviser kritik af Rigsarkiv-udgifter

Det tyske firma bag Rigsarkivet i Ørestaden afviser beskyldninger om budgetoverskridelser
18. juni 2002

Det er ikke sandt, når Kulturministeriet siger, at Rigsarkivet i Ørestaden blev for dyrt og umoderne. Det siger nu både Benisch & Benisch, det tyske firma, der stod for byggeriet, og deres danske samarbejdspartner.
Tværtimod har man holdt sig inden for de budgetter, der blev dikteret af bygherren, Slots- og ejendomsstyrelsen.
»Problemet er, at Rigsrevisionen har opereret med en overskridelsesmargin på 5 procent, men vores bygherre har givet os en margin på ti procent. Og den har vi holdt os under,« siger projektets danske konsulent, arkitekt Niels Fuglsang til Information. Baggrunden er en endnu ikke offentligtgjort pressemeddelelse fra det tyske firma, der har fået Kulturministeriet til at gå i offensiven.
Kulturministeriet mener således ikke, det er korrekt, når firmaet hævder at have holdt sig inden for budgettet. Tværtimod mener man, at prisen er blevet forhøjet ad to omgange, selv om projektet er blevet beskåret løbende.
Men entrepenørerne hævder altså, at de har fået frie hænder til at bruge et større beløb end de fem procent, der normalt lægges oven på byggerier.
Kulturministeriet mener også, at den teknologiske udvikling er løbet fra det tyske projekt. Derfor har man i planerne for et nyt arkiv lagt byggeriet an på et nyt arkiverings- og lagringssystem, de såkaldte højlagre.

Fundamentale ændringer
Men det er aldeles ikke nyt, siger den danske arkitekt. Det var også inde i overvejelserne for Ørestadsbyggeriet.
»Men det er jo bygherren, der har sagt, hvad vi skulle bygge. Og højlagrene har vi også diskuteret, men det ville gå ud over tilgængeligheden, vurderede man.«
Niels Fuglsang er utilfreds med, at de to projekter vurderes ud fra forskellige vilkår.
»Vi opererede blandt andet med brandsikkerhedsceller på 150 m2 og i det nye projekt kan man bruge 2000 m2,« forklarer han, og mener dermed, at vilkårerne for byggeriet er ændret »fundamentalt«.
Kulturministeriets tredje kritikpunkt for Ørestadsløsningen er de ikke-it-baserede registrerings- og fremfindingsprogrammer.

Overhalet af udviklingen
I sin pressemeddelelse skrev ministeriet i går:
»... den stigende anvendelse af internettet har gjort det nødvendigt at genoverveje det oprindelige projekt. Projektet fra Benisch & Benisch er altså også her blevet overhalet af udviklingen.
Men de systemer, man nu lægger an til at basere arkivet i Odense på, er de samme som dem, man overvejede til Ørestaden. Men efter grundige granskninger af programmerne og deres muligheder vurderede man dengang, at det ikke kunne betale sig.
»Det har de selv skudt i sænk mange gange,« siger Niels Fuglsang med henvisning til byggeriets ejere, Slots- og ejendomsstyrelsen.
»Den slags bliver hurtigt forældet og man vurderede, at der så skulle skiftes medier hvert syvende år,« siger Niels Fuglsang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her