RUMMU Klask. Klask. Klask. Tyk, gul grøntsagssuppe rammer bunden af en skraldespand. Frokosten er netop overstået i Rummu Fængsel Estlands, og Europas, største lukkede fængsel og nu glider alluminiumsskålene med supperester effektivt gennem hænderne på de to kronragede fanger, der står for opvasken.
Selv om det er lørdag, skal der arbejdes. I Rummu Fængsel er arbejde nemlig en form for disciplinering.
»Det er noget af det, vi skal vænne os til i overgangen fra et Sovjet-system til et europæisk system,« fortæller Olavi Iisrael Rummu Fængsels unge og velklædte direktør, som kun har siddet på posten i en måned.
»I de nordiske lande er ideen om straf anderledes end i det tidligere Sovjetunionen. I lande som Sverige og Finland er den højeste straf for forbrydelse at blive isoleret at være alene. I Sovjets tankeverden har det altid været arbejde.«
Olavi Iisrael har store planer for sit fængsel. Der er meget, som vil blive lavet om i den nærmeste fremtid. For hvis Estland vil være med i EU-klubben, skal landet forbedre sine fængsler betragteligt.
Det har længe været budskabet fra EU som et led i de optagelseskriterier, der blev formuleret for østlandene i København i 1993.
For Rummu Fængsel betyder det først og fremmest en massiv forbedring af fangernes levevilkår. Estland skal vise EU, at man tager menneskerettighederne alvorligt også når det gælder kriminelle. Dét er problematisk lige nu i Rummu Fængsel, fordi fængslet er overfyldt. Der er plads til 800 fanger. Men der bor 1.800. Og i foråret nåede tallet en overgang op over 2.000.
»For fangernes psykiske tilstand er det ikke særligt godt,« siger Olavi Iisrael.
»Vi har sovesale, hvor 270 fanger bor sammen de har 2,6 kvadratmeter hver.«
For fangernes fysiske tilstand er overbefolkningen også et problem. For alle Estlands ni fængsler gælder det, at tuberkulose og hiv spredes hyppigere og hurtigere end i resten af befolkningen.
Fængselsceller, som man kender dem i Norden, findes i det hele taget ikke i Rummu Fængsel, hvor normen er overfyldte sovesale og en medfølgende mangel på privatliv.
Det gælder også i fængslets Blok 3, hvor røde rygge med hvide tal løber henover tv-skærmen i en af fællescellerne.
»Der står stadig 0-0,« siger estiske Juri og nikker mod skærmen, hvor Jon
Dahl Tomasson dribler forbi en modstander i Danmarks VM-kamp mod Uruguay.
Fangerne i den aflange syv-mandscelle i blok 3 har slukket for lyden. I stedet leverer CD-afspilleren techno-toner som baggrundslyd til kampen.
Juri er 25 år. Håret er barberet helt ned til rødderne. Fra panden nedover de smalle blå øjne løber et dybt ar helt ned til hagen.
Juri afsoner seks års fængsel for tyveri og er dermed et klassisk eksempel på en indsat i Estland, hvor størstedelen af de fængslede sidder inde for overfald og tyveri.
»Det havde ikke noget med stoffer at gøre,« siger Juri om sit tyveri, men vil ikke komme nærmere ind på, hvorfor han er endt i den nederste køjeseng ved vinduet i højre side af cellen.
Til gengæld vil han gerne snakke om dagligdagen.
»Den er normal,« siger han.
»Jeg dyrker sport fodbold, brydning, bodybuilding,« remser han op.
»Og boksning,« tilføjer han, griner og peger på en plakat på væggen.
Dér hænger Mike Tyson med brun, bar overkrop i selskab med et støvet billede af Jomfru Maria, som ser blidt ned på sit lille Jesus-barn.
Der er også andre billeder i den lille celle, hvor sollyset kæmper for at slippe igennem et kniplet undergardin.
Fra en skuffe trækker Juri forsigtigt et af disse billeder op. I genskæret fra celleloftets plastik-lysekrone smiler hans mor for evigt til fotografen fra en brun læderhjørnesofa og et veldækket kaffebord.
Juri er, ligesom resten af de cirka 200 fanger i blok 3, en almindelig indsat. Det vil sige, at han hverken er hiv-smittet eller begår seksuelle overgreb mod andre af de mandlige fanger i fængslet og derfor ikke afsoner sin straf i specielle blokke med minimum kontakt til de andre af fængslets indsatte.
Ud af de 1.800 indsatte i fængslet er 150 smittet med hiv, og 250 er blevet identificeret som seksuelle krænkere enten ved decideret voldtægt på deres medfanger eller ved køb af seksuelle ydelser for cigaretter.
I hiv-blokkens pigtråds-omhegnede gård er der denne dag mennesketomt, selv om solen brænder.
I sexmisbrugs-blokkens pigtrådsbur hænger masser af mænd derimod ud på bænke med bare maver eller står med fingrene begravet i hønsetrådshegnet og kigger ud ad hullerne.
Og i Juris gård ved blok 3 spiller mændene bold, dyrker bodybuilding eller vader rastløst ind og ud af blokken og mellem hinanden.
Hvordan det ellers ser ud i Rummu Fængsel f.eks. i isolationscellerne, i sovesalene med 270 fanger eller i de celler, hvor begrebet livstidsfanger skal tages bogstaveligt, fordi fangerne først kan forlade fængslet, når de ligger i en kiste får Information ikke at se.
»Vi har overskredet tiden allerede,« svarer Olavi Iisrael på forespørgslen.
Fængslets gymnastiksal har han dog ingen problemer med at vise frem. Her har nogen har malet et mørkeblåt trægulv over med Nike og Adidas-reklamer.
»For at give den helt rigtige sportsstemning,« som fængselsdirektøren siger.
»Det betyder utroligt meget, hvem der leder et fængsel.« Olavi Iisrael læner kroppen ind over skrivebordet i sit lyse, luftige kontor med dets umiskendelige duft af forgænger.
Han nikker ud ad vinduet i retning af Rummus andet lukkede, men mindre fængsel.
»Det andet fængsel derovre har haft en estisk direktør længe, men her har vi haft en russisk direktør. Han blev fyret, fordi han ikke kunne kontrollere narkostrømmen i fængslet.«
Olavi Iisrael sætter dermed fingeren på et ømt, estisk punkt: Russere, der har en fortid i KGB, og som endnu ikke er vågnet op af Sovjet-søvnen, selv om det er næsten 11 år siden, Estland blev selvstændigt.
I stedet for at indrette sig på en ny verden har disse ledende russere i fængselsvæsenet kørt deres respektive fængsler med hård, umenneskelig KGB-hånd hvilket bl.a. indbefatter nedskydning af flygtende fanger og grove forhørsmetoder. Men mest af alt har de korrumperet systemet ved at samarbejde med mafiaen og lade sig bestikke.
»I sidste uge fyrede jeg fire russiske medarbejdere, fordi de smuglede ting ind i fængslet til en 10-12 fanger,« siger Olavi Iisrael og ryster på hovedet.
Fra sin russiske forgænger overtog han kontoret på 2. sal, hvor trægulvet knirker under skoene, hvor skinnende sølvpokaler står diskret pralende i reolsystemet, og hvor håndlavede gaver til forgængeren fra fingernemme Rummu-fanger er udstillet på kaminhylden: Et sværd, en wild-west pistol i tilhørende æske og en træudskæring med fængslets legendariske løve-våbenskjold og ordene Rummu Fængsel, 50 år.
Olavi Iisrael er blevet valgt som manden, der skal sørge for at udviske KGBs skygge og stoppe korruptionen i Rummu Fængsel, så Estland kan blive EU-standarderne for fængselsvæsen værdig.
Noget af problemet er forsøgt løst med nye love om ansættelse i fængselsvæsenet, da Estland blev selvstændigt. Ifølge disse love kan man kun arbejde for staten, hvis man taler estisk og har estisk statsborgerskab og derfor er der røget en del russere allerede fra de estiske fængsler.
»Der er dog et problem,« siger Iisrael.
»Mange af vores fanger er russere. Og der skal være nogen, der kan tale med de russere, der ikke taler estisk.«
Trods de nye tider er ordet KGB ikke helt bandlyst i det store fængsel.
»EU kan også lære noget af os,« siger Iisrael.
»Vi kan kontrollere banderne i fængslet via vores såkaldte KGB-metode, hvor vi har meddelere blandt fangerne og indsamler og analyserer efterretninger, så vi undgår ballade. Det kunne f.eks. det finske politi lære meget af de er nemlig begyndt at få mange russiske fanger ind, som organiserer sig.«
Når det gælder fangernes levevilkår vil noget af dette problem blive løst, når Estland får bygget et nyt super-fængsel færdig i byen Tartu. Med en samlet pris på 423 millioner estiske kroner (cirka 210 millioner danske kroner, red.) bliver fængslet i Tartu et af Estlands dyreste bygninger nogensinde. Det vil blive et toptunet moderne fængsel med høj sikkerhed og enkelt eller to-mandsceller til fangerne.
For Rummu Fængsel betyder det, at en del af fængslets nuværende fanger, vil flytte til Tartu, så de resterende fanger i Rummu får bedre pladsforhold.
Men Iisrael vil også forbedre Rummus sikkerhed næste år vil de geværklædte vagter, som patruljerer i vagttårne over pigtråd og betonmur, blive erstattet af moderne kameraer.
Og så skal personalet på kursus i f.eks. hiv og aids og have besked på at holde fingrene langt væk fra korruption og KGB-metoder.
Rummu Fængsels unge direktør har med andre ord store visioner for fængslets fremtid. Visioner, der i bedste Farum-stil inkluderer en omfattende udlicitering af fængslet fra de store bygninger over fange-aktivering til den lille, krogede og hvidkitlede dame i fængselskantinen, der lægger kræfterne i de store gryder med mad.
Kogte asparges splatter rundt i gul væske på suppeskeen, denne lille dame holder op.
»Prøv!« lyder det som om, hun opfordrende siger på estisk efter at have gravet dybt ned i gryden, der skal to Rummu-fanger til at bære imellem sig, når dagens madration skal langes over disken bag en fedtet glasrude.
Det tager 14 timers køkkenarbejde dagligt at holde Rummu Fængsel med mad. Fra klokken seks morgen starter madlavningen på vakkelvorne stålkomfurer og i brummende maskiner, der skal holde maden varm.
Det stinker i det brune køkken. Klinkegulvet sprækker og hælder. Snavset vand hober sig op om fødderne de steder, hvor klinkerne pludselig holder op.
Men snart vil køkkenet i fængslet få nye dufte. For Olavi Iisrael har besluttet, at kantinen skal udliciteres til et privat catering-selskab. Private penge i statslig virksomhedsdrift er godt, mener han i lighed med sin øverste chef, justitsministeren.
Ikke bare når det gælder køkkendrift, men også når det handler om at beskæftige fanger. De fabrikker og værksteder, som ligger strøet ud over fængselsområdet som et levn fra Sovjet-tiden, har Rummu Fængsel allerede udliciteret til private, estiske virksomheder.
De lejer så de gamle faldefærdige fængselstræbygninger for en slik og får billig arbejdskraft med i købet.
»Fangerne tjener omkring 900 skattefri kroner om måneden (cirka 450 kroner, red.) på arbejdet,« fortæller Iisrael.
»Det er frivilligt for fangerne, om de vil arbejde for virksomhederne eller hellere vil arbejde for fængslet. Det sidste er obligatorisk, og hvis de nægter, koster det 20 dage i isolation,« siger han.
Godt nok får fangerne ingen penge, hvis de er syge. Og fængslet må også holde de private firmaer i ørerne.
»De ville jo gerne, hvis der kunne blive arbejdet 24 timer i døgnet,« indrømmer Iisrael. Men, understreger han, fangerne betales efter uddannelse. Desto højere teknisk kompetence desto større løn.
Derfor vader flokke af fanger i kondisko denne lørdag over sandet til fabrikkerne i de rustne og hullede træbygninger. Her venter bl.a. containere på at blive svejset og hamret sammen indenfor i lokalerne. Intet er holdt vedlige i fabriksområdet.
»Hiroshima,« som Rummu Fængsels sikkerhedschef, Egon Einberg, pludselig udbryder ved synet af ligene af to Sovjet-tids-lastbiler, som knæler med panden mod jorden.
»Hiroshima,« sukker han lidt efter igen. Med udliciteringen af fængslet og private estiske kroner i lommerne håber fængselsledelsen nu på, at Rummus Hiroshima-tilstande kan vendes til mere EU-agtige forhold.
Om Rummu Fængsel ligner Hiroshima eller EU-standarderne, er også noget, der optager den estiske befolkning. Det hedder sig nemlig, at estiske fanger i forvejen har det alt for godt og det passer sig ikke for mennesker, der er kriminelle.
»Hvis man sammenligner fangernes livsbetingelser med virkeligheden uden for murene f.eks. i Rummu by er der noget om snakken,« siger Olavi Iisrael.
I Rummu by, der er bygget af fanger, så personalet i Rummu Fængsel kunne få deres egen by at bo i, leves livet i dag for omkring 400 estiske bistands-kroner om måneden (200 danske kroner, red.) dvs. mindre end halvdelen af det, Rummu-fangerne får for en måneds fabriksarbejde.
I lejlighedskomplekserne, der huser omkring 800 beboere, flyder alkohol stærkt gennem blodet, og kommunen tvangsfjerner cirka to børn per måned.
Beboerne har opgivet at betale husleje og må finde på kreative løsninger for at få elektricitet.
»De skylder lige nu samlet fem millioner estiske kroner (2,5 mio. danske kroner, red.) til kommunen,« fortæller Signe Krönström-Hanchmidt, der er vice-direktør i Vasalemma Kommune, hvorunder Rummu hører.
Fra at have været en kommune uden arbejdsløshed i Sovjet-tiden, fordi der blev sørget for job til alle, ligger arbejdsløshedsprocenten i Rummu nu på 50 procent, fortæller hun.
Det skyldes ikke mindst udrensningen af russisk personale i Rummu Fængsel.
Situationen i Rummu bliver heller ikke bedre af, at ingen private virksomheder vil investere og skabe arbejdspladser i byen, fordi fængslet har givet byen et dårligt ry hvorimod nogle estiske virksomheder allerede har set fidusen i at købe arbejdskraft inden for murene i fængslet.
»Man kan ikke fortænke folk i at synes, at de kriminelle har det for godt, når man ikke selv har mad, elektricitet eller rindende vand,« konkluderer Signe Krönström-Hanchmidt.
At livet inden for i Rummu Fængsel kan virke attraktivt i kølvandet på de seneste 11 års begivenheder i Estland, der har forandret alt, har nogle fanger allerede konstateret.
»Forleden løslod vi en mand, der havde siddet her i over 15 år altså fra før Estland løsrev sig,« fortæller Olavi Iisrael.
»Han kom tilbage og sagde: Jeg kan ikke leve udenfor! Alting har forandret sig. Folk, livet ja, selv pengesedlerne.«
Dét kan nye EU-standarder for livet inden for murerne næppe gøre noget ved.q
