Læsetid: 4 min.

Bizarre benægtere

Kvalificeret gennemgang af Holocaust-afvisningens kvalme repertoire
27. juni 2002

Ny bog
Frederik Dessau formulerede engang de forløsende ord i en radioudsendelse, da han refererede til neonazisterne og andres fornægtelse af ofrenes uhyrlige tal i Holocaust. Seks millioner var jo helt vildt, lød indvendingen, højst et par hundredetusinde omkom i Auschwitz, der i øvrigt ikke var en dødslejr, men en feriekoloni. Hvor tog de så hen bagefter, spurgte Dessau?
Det fordrer selvsagt særlig psyke og baggrund at etablere en historisk fornægtelse af denne art. Kildekritisk er forehavendet forrykt. De forsvundne mennesker fra Europas besatte lande, Tyskland og Østrig skulle jf. Dessau være tilstrækkeligt belæg. Dertil kommer mange og uigendrivelige vidneudsagn om udryddelseslejrene og nazisternes fremfærd mod jøder og for den sags skyld andre, de ikke brød sig om.

Præmisserne
Mangler i den kildekritiske beviskæde er rent fysiske vidnesbyrd i form af arkæologiske levninger. Nazisterne bortsprængte systematisk gaskamre og krematorier, således at anlæggene i deres fulde monstrøsitet ikke mere var at se. Og dog. Størrelsen af Auschwitz, topografien osv. peger temmelig entydigt på funktionen. De skriftlige vidnesbyrd, aktstykker, togplaner, o.m.a. understreger anlæggets karakter. Siden har vedholdende benægtere fremført, at døde mennesker i den hævdede mængde ikke kan brænde uden enorme tilførelser af kul, at der ingen huller er fundet i betontagene, hvilket betyder, at Cyklon-B- gassen ikke kunne hældes ned i gaskamrene, at gaskamrene slet ikke var gaskamre, men brusekabiner, som SS-folkene så rigtigt sagde osv. osv.
Man skal med andre ord tage en meget dyb indånding for ikke at skrige længe og højt, når nogen med så slet skjulte motiver stiller spørgsmålstegn ved kendsgerninger i en fortid, der desværre ikke står til at ændre.

Aktørerne
Ikke desto mindre har en ikke ubetydelig mængde af personer i årenes løb altså slået sig op på Holocaust-benægtelsen. Mest kendt er formentlig den britiske pseudo-historiker David Irving, for hvem det er lykkedes at skabe en solid, omend berygtet levevej.
Heroverfor står en række faghistoriske skribenter, der har taget kampen op i bøger og artikler. Sidste skud på stammen er vore hjemlige Jacques Blum og Eva Bøggild. Med ildhu kaster de to sig ud i opgaven og leverer en udmærket bog, der tilbyder overblik over dette bizarre fænomen.
Forfatterne gør opmærksom på én ting, som man paradoksalt nok er tilbøjelig til at overse i almindelig forfærdelse over den menneskelige stupiditet bag benægtelsen, nemlig at nazisterne selv var de første Holocaust-benægtere. De gjorde alt for at skjule forbrydelsens omfang ved at kalde udryddelsen noget andet, myrdede konsekvent vidner og destruerede omhyggeligt nagelfaste beviser. Deres efterfølgere udi benægtelsens kunst kan således siges at ligge under for denne nazistiske propaganda og håndfaste teknik til at sløre fortiden.
Udgangspunktet for nazister og benægtere er med andre ord, at det var forkert at dræbe i dette omfang, hvis det var tilfældet, at det var foregået, men at det ikke er forkert, hvis det kan lykkes at drage tilfældet i tvivl. Og fordi drabene benægtes ved hjælp af forskruede beviser vendt på hovedet, er der intet sket, som hævdet, fordi man med disse forskruede beviser godtgør, at jødernes motiv til at hævde, at drabene fandt sted, var et andet. Sådan må man formode, logikken forløber.
I stort som i småt gælder det for benægterne om at så tvivl, således at det endelige resultat: mordet på seks millioner jøder og mange andre ikke oppebærer denne dimension, men minimaliseres til en bagatel i historien og et påskud for at skabe sig selv en platform i medierne.

Danske benægtere
Også Danmark kan opvise sin lille flok af benægtere – uden Irvings karisma og gennemslagskraft, men alligevel. En dansk kritiker, den højreradikale antisemit Harald Nielsen, satte således spørgsmålstegn ved ægtheden af Anne Franks dagbog. Motivet var ifølge Blum og Bøggild, der fint redegør for dagbogens vitterlige, men overkommelige kildekritiske problemer, Harald Nielsens betagelse af germansk kultur og Det Tredje Rige. I hvert fald gik Nielsens øvelse tilsyneladende ud på at betvivle ægtheden af dagbogen, hvorved resten af historien om jødernes forfølgelse og udryddelse også kunne drages tvivl.
Andre motiver til at ønske Holocaust manipuleret kan – som hos en Bent Jensen – være antikommunistisk forargelse over, at Stalins mord på millioner af uskyldige ikke har fået samme status i debatten som Hitlers ugerninger. Denne i og for sig forståelige indvending mod en anden form for glemsel retfærdiggør jo, som Blum og Bøggild anfører, på ingen måde Holocausts nedtoning.
I bogens litteraturliste findes stort set alt, hvad der er værd at nævne i forbindelse med denne diskussion. Alle, siger og skriver alle, indvendinger imod omfanget af Holocaust er for længst i denne omfangsrige litteratur tilbagevist. Benægterne hænger sig for eksempel fortsat i antallet af myrdede i Auschwitz, om hvilket der har været delte meninger også blandt fagfolk. Tallet har således varieret fra fire til to til halvanden million myrdede. Men denne usikkerhed har forskningen ikke lagt skjul på. Og samtidig understreget, idet udryddelseslejrene skal ses som et koordineret projekt, at det endelige tal, mellem 5,8 og 6,2 millioner jødiske ofre, ikke nævneværdig lader sig rokke. Man kan altså tragisk nok ikke, fordi drabstallet i Auschwitz forskningsmæssigt nedreguleres, trække dette tal fra det samlede antal ofre.
Blums og Bøggilds bog er værd at læse. Behageligt er det ikke. Allermindst, skulle man tro, for de bizarre benægtere.

*Jacques Blum og Eva Bøggild: Løgnens veje. Om benægtelsen af Holocaust. 262 s. ill., 269 kr. Lindhardt & Ringhof. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her