Læsetid: 2 min.

Blå som en jazzakkord

Gribende og inciterende skæbnefortælling i Henrik Juul Jensens romandebut
25. juni 2002

Ny bog
Det flyder med potens, kærlighedslængsel og indestængt liv i Henrik Juul Jensens romandebut Stenhuset. Det er en lille, fortættet og fængende bog på knap 170 sider, der giver nyt liv til den eksistentielle fortælling, om end det sker i et brudt, kalejdoskopisk fortælleforløb.
Hovedpersonen Andreas Benjamin Ask hævder hårdnakket, at han ikke tror på skæbnen, men alligevel synes den vedvarende at have sit tag i ham. Erindringerne om omstyrtende begivenheder strømmer ind over ham i den opklippede bevægelse, som fortællingen udgør. Snart flakses der fra ungdommens indtrængende møde med musikken i Benjamin Brittens War Requiem i katedralen i Nevers til mødet med barnepigernes villige erogene dynelege, som brat får ende ved moderens skingre afsløring.
Der klippes til den første hårdtslående forelskelse i den skønne Helene, en dybfølt samhørighed og kærlighed som knuses af en alt for sen og alt for voldsom illegal abort, en kærlighed der begraves sammen med den lille bylt, et pigebarn, som kunne have været smykket på et sundt og stærkt forhold, men som blev jordet af konventioner.
Kærlighedslængslen og de knuste forventninger til livet er de bitre energier, der driver romanen frem og binder den sammen til en insisterende stærk helhed. Men ellers er det dissonanserne og brudstykkerne, som præger fortællingen, og væver den sammen til et ustyrligt nøgle af uensartede erindringstråde.
Henrik Juul Jensen er en formbevidst skribent, der legende og virtuost forsyner sin tekst med betydningsmættede og sikre sproglige billeder.
Skulle man anholde noget overhovedet ville det være de tilbagevendende skift i fortællesynsvinkel. Der hoppes uafladeligt fra jeg-fortællerens identifikationsskabende stemme til tredjepersonsfortællerens mere distancerede position og tilbage igen – sommetider endda i samme afsnit, i samme sætning. Man kan betragte det som en stilistisk understøttelse af de markante spring i tid, som romanen foretager, men undertiden bryder det flowet og skaber forvirring i læsningen.

Kød og forventning
Den uregerlige livsfortælling i tilbageblik er omkranset af et nutidsplan, hvor hovedpersonen – velvoksen og tilbageskuende – er draget i eksil i et stenhus ved havet. Et hus, der står nøgternt, koldt og goldt som en skærende kontrast til den ungdom og barndom, der fuld af kød og forventning, af musik og erotik, var startskuddet til hovedpersonens livsbane.
Forældrenes stormfulde og helt igennem mislykkede liv og forhold passerer revy i de karakteristiske retrospektive klip, og måske er der en god del selverkendelse i sønnens beskrivelse af faderens livsløb: »(...) han havde langsomt fået vippen til at fjedre, og han var kommet højere og højere op og længere og længere ned, og til sidst havde hans fødder givet slip på vippens rødbrune kokos, som havde kastet ham ud i en høj og flot bue med et klip i zenit, og så var det gået nedad i rasende fart med dobbelt saltomortale og en halv skrue og en afsluttende maveplasker i et bassin uden vand.«
Den nøgterne registrering og en udpræget sans for detaljer er karakteristisk for Juul Jensens pen, og det er blandet op med drømmende, inciterende toner – blå som en jazzakkord – der gør læseren smidig og modtagelig for den gribende fortælling.
Juul Jensen har præsteret en flot romandebut og en moden fortælling, og man kan kun håbe, at denne ordkunstner har mere på lager.

*Henrik Juul Jensen: Stenhuset. 168 s., 198 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her