Læsetid: 12 min.

C.V. ville gå forgæves i dag

De fem store multinationale firmaer, der benhårdt styrer pladebranchen i Danmark, satser kun på det sikre, selv om bundlinjen alligevel viser underskud. Mens en underskov af små pladeselskaber blomstrer kunstnerisk ved at satse på originalitet, anderledeshed og vovemod
28. juni 2002

(2. sektion)

Her står vi
På mit skrivebord ligger otte anbefalelsesværdige danske cd-udgivelser fra dette forår, som jeg personligt har haft stor glæde og fornøjelse af. De otte cd’er har groft sagt en ting til fælles – alle artisterne synger eller rapper på dansk. Da det slet ikke er norm i disse internationalt orienterede tider, giver det al mulig grund til applaus, hvis man synes, nutidige sange på modersmålet har nogen relevans – også fordi de med enkelte undtagelser er udsendt af bittesmå pladeselskaber og næppe nogensinde vil opnå hverken den store medieopmærksomhed eller vildt imponerende salgstal. Generelt er der tale om den slags udgivelser, kun anmeldere og en lille udvalgt kreds nu om stunder kan elske – og de har da også fået fine anmeldelser de fleste steder, selv om de tider, hvor en kritikers dom kunne sælge plader eller det modsatte, er helt, helt forbi.
I brølet fra de store pladeselskabers ekstensive udgivelsespolitik, fra lokalradioer og P3, hvinet fra musikfjernsyn med tilhørende reklameblokke i døgndrift samt det sydende og boblende internet, hvorfra musik i et væk downloades og brændes af en ny generation ’musikforbrugere’ – skabt af mediebranchen selv, som har skænket dem værktøjerne til det! – der ikke hænger sig det fjerneste i begreber som ophavsret for slet ikke at tale om en moralsk ditto, høres der nok mere musik end nogensinde før, men hvor meget der egentlig lyttes, er et mere speget spørgsmål. At rockmusikken i sådan snæver forstand efterhånden tangerer en parodi på sig selv, er ikke ensbetydende med, at der ikke laves spændende, givtig og kurant musik inden for dens mange subgenrer, hvad disse otte cd’er er glimrende eksempler på.

Undtagelsen i stakken er C.V. Jørgensens seneste, Fraklip fra det fjerne, som udsendt af den danske afdeling af mediekonglomoratet Sony under stor bevågenhed fra medieside ad åre sikkert vil opnå pæne salgstal, dog uden for alvor at true Britney Spears. Den gamle misantrop og samfundsrevser har over 25 år opbygget sig en trofast fanskare samt et navn som ubestikkelig kunstner, der formår at tage pulsen på vores vibrerende samfund. Der står så meget aura omkring C.V., at den simpelthen forventes at smitte af på den koncern, der udgiver hans plader, og skulle de endelig give underskud, tog man såmænd også det med. Lidt på samme måde som Sonys internationale afdeling lader Bob Dylan passe sig selv, velvidende at sådan cirka hvert tiende år sidder den lige i skabet. Men hvad hvis en ung udgave af C.V. bankede på hos Sony i dag?
Vedkommende ville få et afslag, før han eller hun kunne sige bøh, thi talentudvikling er efterhånden en sjældenhed hos de store mediekonglomorater. De tider, hvor en artist fik lov til at udvikle sig over et par album, er helt helt forbi – de skal give bingo i første ombæring, ellers er det ud af vagten.
Og så er der den bindegale hiphop-trio Malk De Koijn, hvis seneste sprogfornyende og rablende udgivelse, Sneglzilla, udsendtes af dansk BMG til ubetinget fornøjelse hos kritikerne. Da BMG ikke er noget udpræget hiphop-label og Malk de Koijn næppe kan opvise salgstal i Rollo & King-klassen, må trioens tilknytning til koncernen tilskrives, at da dansk hiphop brød gennem lydmuren i midt-90’erne – som resultat af Østkyst Hustlers’ massive succes – gik de store selskaber hver især på jagt efter noget tilsvarende ud fra devicen ’so ein Ding müssen wir auch haben’. På den led er Malk De Koijns skæbne typisk for den stedmoderlige behandling, dansk hiphop – sprogligt set nok det mest nyskabende område inden for musikken lige nu – modtager i den store sammenhæng.
De andre seks cd’er er deres indbyrdes forskelligheder til trods alle udsendt uden forestillinger om salgstal på meget mere end et par tusind. Alle seks produktioner har med garanti ikke kostet en herregård, næppe en toværelses – men en enkelt af dem, Mikael Simpsons fortrinlige og uortodokse Os to + lidt ro, er dog indspillet i en sådan! – men bæres til gengæld igennem af en dybfølt trang til at udtrykke sig selv og deres tid. På dansk. Måske mørkt og mystisk som på Det er mig der holder træerne sammen med det smågeniale århusianske ensemble Under Byen, eller viist og roligt som veteranen Niels Skousen på hans blændende comebackplade, Dobbeltsyn, eller måske studentikost og kosteligt som duoen Superjeg med deres Alt er ego. Eller måske på C.V-niveau om end med en helt egen tone og udsøgt musikalitet som komponisten Mikael K., hvis gruppe Klondyke med albummet Guld har leveret en håndfuld fødte danske klassikere, der burde afsynges højlydt, hvorend to danskere samles, og i den anden ende af klasselokalet det lavmælt mumlende orkester pluto, hvis underspillede forfra måske kun fik til prædikatet lovende, men hvad kan det ikke føre til.
Det er alle plader, de fleste kun med besvær ville kunne få i deres lokale pladebutik, men også plader, der konsekvent bæres igennem af en kunstnerisk vision. Den dansksprogede sangkunst har efterhånden samme placering på scenen, som poesien har inden for litteraturen – et område for folk, der gider gøre sig en anstrengelse. Og det gider de færreste som bekendt, undtagen hvis de kan få noget pekuniært ud af det i den anden ende. Men som i poesien arbejdes der både med erkendelse og eksistentielle spørgsmål, mens der eksperimenteres med såvel sprog som klang.

Kun én ting er stensikkert – omkostningerne til de otte plader overstiger ikke prisen på en tv-reklame, hvad enten den er for Helmut Lottis seneste kollektion af dødfødt schlageraffald eller endnu en Let’s Absolutely Fuck The Customer Vol. 3012. Disse tv-reklamer er blevet branchens store mantra – »vi har ikke råd til at lade være« eller »alle de andre gør det« eller »det er en sikker måde at skabe en sællert på«. Tja, hvis fænomenet er ved at lægge branchen øde, som nogle pladeselskabsfolk påstår, burde en eller anden måske være foregangsmand og sige: »Det gider vi ikke bruge penge på!«
Da de multinationale sjældent evner eller ønsker at varetage sit ansvar over for kvalitetsmusik, burde de støtteordninger, der indtil den nuværende regerings tiltrædelse hjalp unge seriøse musikere med at få fodfæste i en verden domineret af angelsaksisk musik, nærmest ophøjes til lov, således at den gode danske sang ikke om føje år er ren danmarkshistorie. Således at de, der udviser initiativ, evner og kunstnerisk fornemmelse, får mulighed for at navigere i et ellers gennemkommercialiseret farvand, til glæde for os alle på længere sigt.
En investering i vor tids kunstnere er jo en langtidsinvestering, så det batter, thi et folk uden sange er intet folk.
Men det står med den ny regering mere klart end nogensinde – der er kun én mening med livet: at tjene penge. Mange, helst. Tidligere tiders forhåbningsfulde satsning på fællesskabets vel syltes til fordel for en amerikansk inspireret jagt på egen lykke – helst i form af ublu profit på andres bekostning. Kunsten og dermed kunstnerne er de store tabere i det åndsforskrækkede forum, hvis parametre udstikkes af Thor, Anders, Pia, Brian og Bent. Der er ingen forståelse at hente for hverken kunstens nødvendighed, særart eller skrøbelighed hos den siddende kulturmedister – Brian Biedermeier har fra første dag gjort, hvad der var i hans magt for at ramme vækstlagene så hårdt som muligt, idet hans ærinde er alt andet end at støtte kunst, der anfægter eller stiller spørgsmålstegn. I lighed med den siddende regerings bestræbelser handler det om at forvandle kritiske borgere til halvbedøvede forbrugere/stemmekvæg, således at erhvervslivet uhindret kan boltre sig. Til det formål har man større glæde af fordummende underholdning og ligegyldigt lal i radio og tv – helst afbrudt hvert kvarter af reklameblokke – end af anfægtelser, poesi og kunstnerisk prægnans. Kan vi ikke leve af at barbere hinanden, kan vi i det mindste skide på hinanden, lyder kampråbet fra borgerlig side, ivrigt sekunderet af regeringsorganer som Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Weekendavisen.

Warner, BMG, EMI, Universal og Sony hedder de fem multinationale firmaer, som via deres størrelse – tilsammen sidder de på et sted mellem 80 og 90 procent af markedet – og fællesorganisationen IFPI grundlæggende kontrollerer det danske plademarked. Men typisk for den griskhed, der styrer foretagendet, faldt cd-priserne ikke nævneværdigt, da den forhadte ekstramoms på plader blev fjernet efter heftigt lobbyarbejde i starten af 90’erne – hvilket fører os til det grundlæggende problem, at cd’er – ud over at være herregrimme – er alt for dyre.
Ingen af de fem selskaber repræsenterer en bestemt genre, da de grundet deres størrelse udgiver lidt af det hele – fra teenpop til klassisk, hvilket gør helhedsindtrykket flimrende. Her og der i systemet sidder selvfølgelig folk, som virkelig elsker musik – branchen kan reelt ikke klare sig uden denne både spøjse og irriterende type – men grundlæggende kunne de lige så godt sælge sæbe, kaffe eller hårde hvidevarer – og et eller andet sted i deres konstruktion gør de det sikkert også.
Som i ethvert multinationalt foretagende forventer en bestyrelse og nogle aktionærer overskud ved udgangen af hvert regnskabsår. Så stort som muligt. Derfor panikker netop de store i ekstra grad over den megen musik, der vederlagsfrit distribueres via internettet – grundet deres størrelse tilhører en forholdsvis stor del af denne musik dem. Hvorimod de små selskaber trods downloading og brænding langt bedre formår at udnytte nettets muligheder og ikke på samme måde opfatter det som en trussel.
Men da disse fem selskaber stort set styrer markedet, er de både dagsordensættende, styrende og bestemmende, og det ville være rart at kunne påstå, at de bestyrer den position med kunstnerisk fingerspitzgefühl, udsøgt smag, forkantsfornemmelse og forståelse for national egenart. Desværre er det modsatte oftest tilfældet, og de få lødige navne, der findes blandt deres artister, udgør undtagelserne, ikke reglen. For at bestyre musikdelen af disse monstrøse konglomorater skal man være ikke så lidt af en venstremand i hovedet, hvilket i sidste ende kommer forbrugeren til gode i form af fup, fiduser og tv-reklamer ad libitum. Sidstnævnte har mere end noget andet fænomen været med til at dræne selskabernes i forvejen slunkne budgetter.
I dét lys er det næsten mirakuløst, at der udsendes andet end crap. Sidder man som undertegnede og modtager en stor del af det, der udgives, må man medgive, at der er langt mellem snapsene, hvad angår kunstnerisk holdbare udsagn. Tværtimod efterlades man ofte med en fortvivlende fornemmelse af, at er der et sted, hvor originalitet, nytænkning og anderleshed straffes, er det i populærmusikalsk sammenhæng. Medmindre selvfølgelig udtrykket tangerer en succesfuld udenlandsk strømning. Så signes man, som det hedder på branchens særlige version af danglish, og omforandres i processen til ukendelighed. Eller i det mindste til noget i forvejen bekendt. Intet i den forbindelse lyder mere skræmmende end musik, der eksplicit og/eller implicit sætter spørgsmålstegn ved vante forretningsgange. Så hvis den førnævnte unge udgave af en C.V. Jørgensen – i sync med nutidens tonesprog – skulle finde på at banke på døren de steder i dag, vil den næppe åbnes så meget som på klem. Thi inden for murene er man ved at style den sidst signede sangbabe med store nødder, en håndfuld sange lige under gennemsnittet og et fotogent, men helt, helt tomt smil. Og hvorfor skulle man dog have med selvstændigt tænkende og kreative individer at gøre, når man omkostningsfrit og med TV2 i ryggen kan lancere en kaloriebombe som EyeQ?

Nytænkningen, lødigheden og den spørgsmålssættende kunst findes langt væk fra det kredsløb. Uden de store penge i ryggen kan disse alternative producenter selvfølgelig ikke købe sig reklametid på tv eller på anden måde gå ind i de store markedsføringskampagner og har derfor været nødt til at søge andre måder at gøre tingene på. Vi er nu nede i det såkaldte vækstlag, som den nuværende regering simpelt hen ikke kan kneppe hårdt nok – på den ufede måde. Men de små foretagender sætter kun ekstra fokus på de store pladeselskabers hovedproblemer: Fleksibilitet, dynamik og evne til at handle hurtigt.
Hele rockepoken kendetegnes ved, at det konsekvent har været de små pladeselskaber, der har formået at komme forbrugerne i møde på et tidspunkt, hvor et nyt udtryk kun mødtes med undren, hån og håb om snarlig glemsel fra den etablerede del af branchen: rhythm’n’blues, doo-wop, rockabilly, rock’n’roll, garage/psykedelia, punk, new wave, hiphop, støj- og indierock, dødsmetal, house, dance og electronica er alle genrer, hvis primære kanal har været små, såkaldt uafhængige pladeselskaber, som har evnet at betjene et helt nøje afgrænset klientel uden at kompromittere sine kunstnere.
Nu om stunder findes flere små selskaber end nogen sinde, hvilket i cd-æraen hænger sammen med, at man kan nå langt med en smule økonomisk sans og ditto knofedt: Tag f.eks den danske kvartet Mew, som efter en enkelt udgivelse på – aparte nok – ExLibris, Gyldendals pladeselskab, tog sagen i egen hånd og udsendte deres andet album på eget pladeselskab. Med ihærdighed, fodarbejde og en aldrig svigtende fornemmelse for endemålet er kvartetten i dag indehaver af en kontrakt med et stort udenlandsk pladeselskab, Epic under Sony. Vel at mærke uden om den danske afdeling af samme.
En anden succeshistorie på den front er Skive-sekstetten Superheroes, som gennem begavet udlicensering af deres plader til diverse små udenlandske selskaber stille og roligt har opnået global udbredelse, selv om den selvfølgelig ikke er på niveau med Boyzones. Men mindre kan gøre det. Paradoksalt nok ville en kæmpesucces kun kunne varetages af en af de multinationale, da de i skøn samdrægtighed har sat sig tungt på distributionssystemet, og fordi de er gearet til masseproduktion i den størrelsesorden.

Men hvis man som denne signatur mener, at dansk musik først bliver rigtig interessant, når den foregår på modersmålet, ser tingene igen anderledes ud; hvor engelsksproget musik nu om stunder via internet og andre intrikate netværk i teorien har hele verden som marked – men selvfølgelig også altid vil kunne holdes op mod de udenlandske forbilleder – må den dansksprogede ditto i sandhed satse på det indre marked. Og det er som bekendt ikke stort. Samtidig befinder vi os i en tid, hvor dansk som sangsprog på 50. år presses hårdt af engelsk.
Det er dér, en indsats for alvor er påkrævet, og den byrde kan Dansk Folkepartis nye nationalskjald, Richard Ragnvald, næppe bære helt alene på sine maskuline skuldre. Og vi har faktisk en vidunderlig sangtradition, der strækker sig hundreder af år tilbage i tiden og dækker et bredt spekter. Ikke kun de allerede berømmede salmedigtere og fædrelandsbesyngere, men også en stribe verdslige og meget dygtige hverdagsdigtere, der skriver sange på græsrodsplan.
Nu om stunder er der måske ikke så mange om budet som i de blomstrende 70’ere og 80’ere, men folk som Jens Unmack fra Love Shop, Allan Olsen, Under Byens Henriette Sennenvaldt, Jokeren fra Den Gale Pose, makkerparret Voss/Torp, der skriver til Souvenirs, Nikolaj Nørlund, Tobias Trier og flere andre både viderefører og opdaterer arven med respekt for traditionen, men også lyst til at bryde med den. Det samme gør sig i endnu højere grad gældende med de unge og uortodokse navne, der nævntes i indledningen af denne artikel.
Den folkelige og demokratiske tradition, som forvaltningen af den angelsaksiske rock, pop og folk i dansk regi er et udtryk for, er i de bedste tilfælde den eneste logiske og kunstneriske tilfredsstillende videreførelse af den danske sang. Uden den er vi kun halve mennesker. Kan vi leve med det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu