Læsetid: 3 min.

Og det var Daaaanmark!

De intellektuelle har taget fodbolden til hjertet i opgøret med finkulturen. Men de har ikke rigtigt forstået den
3. juni 2002

Nationalisme
Så er det igen i gang – flere ugers faldende produktivitet, pjækkesyge og tømmermænd, men uden at erhvervslivet begræder den forringede konkurenceevne.
I ét ord – VM (i fodbold, begribeligvis). Fire uger, hvis alt går vel, med Rommedahl, Thomasson og Grønkjær. Fire uger med fællesskabsfølse og hysteri. Og ingen brokker sig!
Sådan har det ikke altid været. Engang i fjernsynstidernes DR-monopolske morgenstund var hele dette cirkus helliget pøblen. De intellektuelle havde hån til overs for boldspil – med nærværende dagblads skrivende boldgeni Knud Lundberg som eneste undtagelse. Soya, PH, og Blixen skrev ikke om fodbold. Der er løbet mange oceaner i stranden siden da. Døllefjeldemusse er ikke længere på tipskuponen, Fremad Amagers stjernespiller Søren Krarup er blevet Ayatollah for det ikke særligt danske Folkeparti, og selv intellektuelle magistre taler om fodbold.
O tempora, o mores – hvilke tider, hvilke skikke – ville lektor Blomme havde sagt. Og måske havde han ret, vor tids intellektuelle (eller dem der kalder sig sådan) læser ikke Vergil, Dante og Goethe, men postulerer en nyfunden kærlighed til et fodbolden og al dens væsen.

Opgør med finkultur
De intellektuelles nyfundne begejstring for en stadig mere kommercialiseret fodboldindustri har – ligesom 1990’ernes Tour de France-feber – noget postmoderne over sig. Begejstringen har så at sige ikke meget med fodbold at gøre, men synes mere at være et opgør med finkulturen. Et forsøg på at vise, at intellektuelle ’heldigvis’ ikke er for fine til at se på folkets idræt.
Måske overdriver jeg. Men det fremmer forståelsen – og holder debatredaktøren beskæftiget.
I tråd med kulturradikalismens vildfarelser, om at alt kan være ligegyldigt, er fodbold blevet vor tids pop art; en videreførelse af Roy Lichtenstein udsat for storskærm og bjæffende kommentatorer. Som pop art er også fodbold som kunstform uden sjæl – i hvert fald i sin nuværende form.
»Der er ting der er så tåbelige, at kun de intellektuelle tror på dem«. Sådan skrev George Orwell engang. (Jeg forudser, at dette citat vil blive brugt imod mig selv!). At fodbolden er blevet salonfähig, stueren og et offer for pludrende magistres dekonstruktioner, er et eksempel på denne tåbelighed. Ikke så meget fordi fodboldreligionens sidste dages hellige har en begrænset følelse for spillets sjæl. Men fordi de nyomvendte sjæle ikke tager fodbolden alvorligt som det sindbillede på nationalismen, den er – og altid har været.

’Ej blot til lyst’
VM er en slagmark. Ikke en underholdningsarena. Fodbolden kan kun tages alvorligt, hvis vi ophøjer den til en manifestation af folkesjælen.
Og det er denne folkesjæl, denne garant for samfundssolidaritetens overlevelse, vi skal genfinde, hvis dette vidunderlige spil igen skal leve op til sin metafysiske eksistensberettigelse. For selv om vor tids post-moderne intelligentsia har misforstået vor nationalsport (ordet er valgt med omhu!), betyder det ikke, at fodbolden er hinsides intellektuel refleksion.
VM i fodbold er – som al anden stor kunst – ’ej blot til lyst’. Platon, for at nævne en af den vestlige filosofis superliga-spillere, skrev måske ikke om fodbold, men han forstod, at sport er det vigtigste middel til folkelig styrke.
Det er blevet moderne at kritisere kulturminister
Brian Mikkelsen for at være mere interesseret i fodbold end i Det Kongelige Teater. Disse velmenende kritikere glemmer, at Platon havde den samme prioritering. For sport skabte sammenhold i en atomiseret tid – og indgød fællesskabsfølelse hvor en sådan ikke eksisterede.
Og Brian Mikkelsen, som eftertiden sikkert vil takke for hans indsats for fodbolden, er ikke den eneste moderne tænker, som har indset sportens samfundsmæssige betydning.

Vigtigere end liv og død
Den store filosof Jean-Jacques Rousseau blev engang (det var i 1771) bedt om at udforme en skitse for et lille lands overlevelse i en brutal verden. Som nationalist var hans svar: Samhørighedsfølelse. Et folk kan ikke leve uden en fælles fortælling og en sammenbindende kraft.
Men som den folkelige filosof, han også var, vidste han, at finkulturen ikke kan skabe sammenhold. Jesper Grønkjær kan noget, som Grundtvig ikke (længere) kan – skabe sammenhold.
»I må skabe store begivenheder,« skrev Rousseau, »se blot til Spanien, hvor intet har styrket folkesjælen så meget som tyrefægtning«. Vores temperament er ikke til tyrefægtning, men også vi har en nationalsport. Fodbold.
En engelsk fodboldtræner sagde engang: »Nogle siger, at fodbold er lige så vigtigt som liv og død. Det er forkert. Fodbold er meget mere vigtigt«.
Nemlig! Præcist! Kunne ikke have sagt det bedre selv!
Fodbold – ikke Niels Ebbesen, Christian den Fjerde., eller Gorm den Gamle – er den nationale gud som Rousseau filosoferede over i Du Contrat Social.
Så Morten Olsen, husk på det når I tørner ud. Det gælder nationen! Kom så Danmark!

*Mads Qvortrup er Dr.Phil

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu