Læsetid: 2 min.

Dansk ligestilling dumpet

Danmark har alvorlige problemer med ligestillingen – f.eks. diskrimination af indvandrerkvinder – lyder det fra FN’s ekspertkomite, som lige nu har Danmark ved eksamensbordet
14. juni 2002

Danmark er på kant med FN’s kvindekonvention, når det gælder sikring af især udenlandske kvinders rettigheder.
Det er holdningen hos FN’s kvindekomite, som i disse dage har Danmark til eksamen i ligestilling i FN’s hovedkvarter i New York. Her skal 23 eksperter vurdere, om Danmark lever op til kravene om afskaffelse af kønsdiskrimination, der er formuleret i FN’s kvindekonvention, som Danmark underskrev i 1980.
Det gør Danmark ikke, mener eksperterne.
»Det kunne se ud til, at der er to samfund i Danmark – et for landets danske borgere og et for indvandrere, flygtninge og asylansøgere,« lyder det bl.a. fra eksperternes møde.
De peger på, at udenlandske kvinder først kan blive familiesammenført, når de er fyldt 24 år, hvorimod danske kvinder kan gifte sig og bo sammen med deres mand, når de er fyldt 18 år.
De peger også på, at den danske regerings politik er – efter deres mening – for »kønsneutral«.
Og de er utilfredse med, at Danmark ikke tager noget særligt hensyn til kvinder i landets udlændingelovgivning generelt.
»Det forhindrer kvinder i at få en særlig behandling, når de har brug for den,« lyder det.
»Jeg er enig i kritikken,« siger Inge Skjoldager, forkvinde for Kvinderådet, til Information.
»Det kan jo ikke passe, at kvinder med anden etnisk baggrund end dansk skal have ringere rettigheder end danske kvinder,« siger hun.
Kvinderådet har derudover også længe kritiseret Danmark for sin asylpolitik, der ikke opererer med begrebet ’kønsrelateret forfølgelse’ – som f.eks. flugt på grund af æresdrab, omskæring eller voldtægt.
»Nu har vi så fået en over næsen af FN igen – så jeg håber virkelig, at politikerne vil indse, at de bliver nødt til at handle på det,« siger Inge Skjoldager.
Men ifølge FN’s ekspertkomite er den danske handling også mangelfuld. Komiteen påpeger nemlig, at når Danmark selv skal sige, hvordan det går med ligestillingen i landet, så bærer det danske bidrag præg af at »indeholde mere information om, hvad landet har planer om at gøre end om konkrete resultater og handlinger.«
Der var dog også ros til danskerne til FN’s eksamen. Bl.a. roste eksperterne Danmark for sin indsats mod vold mod kvinder og trafficking samt for det høje antal kvindelige politikere i Folketinget.
Den endelige vurdering bliver offentliggjort en af de kommende dage.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra ligestillingsminister Henriette Kjær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu