Læsetid: 4 min.

Dansk musik er en smal niche

Den tid, hvor dansksproget rock kunne sælges i hundredetusindvis, er definitivt ovre, siger pladebutikkerne. Nu er det musik for feinschmeckere – og anmeldere
28. juni 2002

(2. sektion)

Butikkerne
Ny dansk musik vil i højere grad være domineret af bands, der laver deres egen plade, og i det hele taget går uden om den etablerede musikbranche. Nogle vil slå igennem til det brede publikum – de fleste må affinde sig med at blive anmelderrost og forbigået af køberne. Det siger tre mænd med fingeren på det danske beat som indkøbere til forskellige pladebutikker i København.
Indehaveren og grundlæggeren af GUF-kæden, Bjørn Jacobsen, sidder og glæder sig i kælderen i pladebutikken på Nørrebrogade i København.
Der hersker en spændt, forventningsfyldt atmosfære i den rodede kælder, hvor man er ved at gøre klar til årets Roskildefestival, hvor de har fået en stand. Cd-kasser og computerskærme står tilsyneladende hulter til bulter, mens de ansatte glider stedkendte rundt og griber kasse efter kasse med cd’er og flytter dem fra et bord til det næste. Han nyder at komme ud til det kræsne musikpublikum med en lille eksklusiv stabel cd’er af de bands, der står på festivalprogrammet.
Stadig flere af cd’erne har grupperne selv produceret og distribueret.
»Hvad skal de gøre?« spørger Bjørn Jacobsen.
»Når selskaberne kun satser på 10 – 12 dyre produktioner om året, får de skæve bands ikke lov. Og så må de gøre det selv«
Og at det bliver fremtiden for dansk – og især dansksproget – musik, er pladechefen hos FONA 2000 på Strøget, René Pedersen ikke i tvivl om.
»Dansk musik bliver en smal niche, hvor bandene må affinde sig med små salgstal. Men jeg er da fuld af fortrøstning over for branchen som helhed. Der er utroligt mange navne for tiden, og det store udbud gør også, at det er blevet sjovere at være pladekøber,« siger den 26-årige pladechef.
Men hvordan kan det være, at netop de selvsamme bands, der får den ene stjernebestrøede avisanmeldelse efter den anden, stort set ikke sælger til andre end venner og bekendte og danskstuderende med hang til rocklyrik?
René Pedersen mener, det skyldes, at man i Danmark ikke har en musikkultur, som man har det i Sverige. Man er simpelthen ikke vant til, at dansk musik er noget specielt.
»Og så bliver anmeldelserne ikke læst, tror jeg. Vi kan ikke mærke det, hvis en plade har fået gode anmeldelser.«
At komme i tv er derimod blevet den altafgørende faktor for salg i Danmark, siger han.
»Men mange af de nye bands er også så selvsikre, at de hellere vil nøjes med at sælge 2.000 plader til ’de rigtige’ end komme i tv-reklamer eller spille i morgen-tv,« siger han og understreger, at det derfor er en sjældenhed, at et band som det dansksprogede Love Shop kan sælge 10-15.000 uden tv-annoncering.

I en af de små specialbutikker i den københavnske ’pisserende’, Baden Baden, satser man på den smalle, skæve musik. Både rock og elektronisk.
»Det er her, man kommer, hvis man følger et eller andet specielt århusiansk støjrockband,« som den rockansvarlige medarbejder, Ole Schrøder, siger. Han kan ikke genkende de negative tendenser for dansk musik, som de to øvrige tegner.
»Vi har ikke solgt så meget dansk, som vi har gjort inden for det seneste halve år. Der sælges måske ikke så mange af hver plade, men der er så mange titler, at jeg synes, det er en markant bølge,« siger han, og det mener han netop skyldes, at det er blevet ’smal’ musik.
»Det skyldes nok, at der laves mere musik inden for vores niche. Før var dansk musik mest pop og ’røvballerock’, og det har vi aldrig rørt.«
Et andet bud på, hvorfor de små, nye, anmelderroste bands sjældent slår igennem kommercielt, skal ses i forskellen på provins og storby, mener de tre.
»Vi har solgt 130 stk. af Superjegs plade. Hvis andre butikker havde gjort det samme, ville det være et velhavende band, men den slags kommer bare aldrig uden for Valby Bakke,« siger Bjørn Jacobsen.
René Pedersen giver et tilsvarende eksempel med et udenlandsk band: »Engelske Tindersticks kan holde udsolgte koncerter to aftener i træk i Store Vega (københavnsk spillested, red.), men jeg tror ikke, de har solgt mere end et par tusinde plader i Danmark. Der er bare noget, der er storbymusik«
De tre repræsentanter for pladebutikkerne ville alle gerne gøre mere for at fremme den alternative musik, men som de alle samstemmende siger: »Vi er jo også købmænd, der skal leve af det.«
Men alligevel er det et område, hvor de alle ser et vækstpotentiale for markedet som helhed. René Pedersen fra FONA har en mission.
»Det handler om, at folk skal genfinde kærligheden til musikken. Alle ved, at de kan finde top 10 her, og de sælger så at sige sig selv. Så det er i den musik, de ikke kender, mulighederne ligger. Vi skal også give nogle skæve oplevelser indimellem,« siger han og nævner, at de havde pladedebutanterne Junior Senior i butikken for at signere plader.
Både René Pedersen og Bjørn Jacobsen nævner de dansevenlige ungersvende fra Superheroes som et band, der har fået en slags folkelig appel uden at miste deres undergrunds-credibility.
Kun i Baden Baden vedkender man sig en vis idealisme.
»Pladebutikkerne har en pligt til at have de nye danske ting, der kommer. Det er ikke så mange, og de har ikke millioner i ryggen til markedsføring. Men når vi går ud og promoverer independent rock, så er det jo også for at komme ud i miljøet, hvor vi henter vores kunder,« indrømmer Ole Schrøder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu