Læsetid: 5 min.

I den døde vinkel

Fabelagtig tysk dokumentarfilm om den venlige ondskab – et portræt af Hitlers privatsekretær
6. juni 2002

Dokumentarfilm
Den tyske teolog Helmut Thielicke skriver et sted, at ondskaben aldrig byder sig til som ondskab. Den vil altid føre sig frem, som om den er godhed, beskyttelse, selvforsvar eller så meget andet af samme skuffe – men som ondskab præsenterer den sig aldrig.
Thielickes udtalelse kunne være brugt som kommentar til en ny dokumentarfilm, Im toten Winkel, som har vakt stor opmærksomhed i Tyskland. Et 90 minutters interview med den 81-årige Traudl Junge, Hitlers privatsekretær fra 1942 til hans selvmord. Filmen blev vist første gang ved Berlinalen i februar, hvor den fik Panorama-Publikumspreis, og i begyndelsen af maj havde den biografpremiere i Tyskland og Østrig.

Fortælleren
Adskillige mediefolk prøvede ved filmens tilblivelse at overtale de to tilrettelæggere, André Heller og Othmar Schmiderer, til at indlægge ’underholdende’ klip fra optagelser fra dengang; Hitler med Eva Braun, attentatforsøget mod Hitler i 44, russiske tanks eller førerbunkeren i Berlin. Men lykkeligvis fastholdt de to, at filmen skulle give Junge mulighed for at fortælle uden at tilsætte noget yderligere stof. Og det var godt valgt, for Traudl Junge er (eller rettere var, for hun døde samme dag, filmen fik premiere) en enestående fortæller. Det enestående er ikke hendes evne til at levendegøre eller dramatisere.
Det særlige er hendes saglige vilje til at skildre tingene, som de foregik uden at undskylde eller bortforklare. Hun er en reflekterende og begavet iagttager, som sætter tingene i perspektiv, og hun er hudløst ærlig uden at falde for fristelsen til at ’åbne sig’ og komme med grådkvalte bekendelser. Hun prøver ganske enkelt at forstå, hvorfor hun dengang ikke opdagede ondskaben, som den kom til udtryk hos den »gemytlige ældre mand med den blide stemme«, som hun blev præsenteret for, da hun i 1942 som 22-årig skulle til prøve for at komme i betragtning som en af Hitlers private sekretærer. Hun havde ikke ventet sig, at Føreren også havde en blidhedens karisma, men den mødte hun dengang ansigt til ansigt.
Hvis man vil vide noget om livet bag kulisserne i førerhovedkvarteret, ikke mindst som det gik for sig i de sidste dage i Det tredje Rige, er der derfor næppe nogen bedre kilde end Traudl Junge. Det var kutyme, fortæller hun i filmen, at Hitler spiste til frokost og middag i selskab med sine sekretærer, for i det mindste under spisningen af få fred fra de mange beslutninger, hans stab hele tiden krævede af ham. Og i krigens sidste dage var Junge en af de ganske få, der opholdt sig i bunkeren i Berlin sammen med Hitler, Eva Braun, Goebbels-familien og enkelte andre nazispidser.

Offerets brutalitet
Men det er ikke kun via et levende indtryk fra privatgemakkerne, at filmen er spændende. Forståelsen af ondskaben er et af de forhold, som optager Traudl Junge. Spørgsmålet om, hvordan det hele kunne ske, og hvorledes ondskaben fik så gunstige udfoldelsesmuligheder.
Engang spurgte en af de andre sekretærer en besøgende kz-kommandant om, hvordan han dog kunne udsætte andre for den brutalitet, han udøvede (lidet anede den spørgende, hvor omfattende og dæmonisk brutaliteten i virkelighed var, for derom blev der aldrig talt). Og kommandanten svarede, at han selvfølgelig følte medlidenhed med fangerne af og til, »men arbejdet skal gøres – det er et offer, vi alle må bringe«. Og Junge kommenterer: »På en eller anden sindssyg måde lykkedes det for Hitler at overbevise så mange af os om, at jødeforfølgelserne var et offer. Og Hitler betonede altid (også med tanke på andet end jødeforfølgelserne): ’I skal ikke bekymre jer, I skal blot gøre, som jeg befaler jer. Ansvaret tager jeg på mine skuldre.’ Som om man kan overtage et andet menneskes samvittighed.«

Forskånet
Det var ikke kun ondskaben, der blev camoufleret. Virkeligheden kommer langt væk, når man sidder i et førerhovedkvarter langt fra fronten eller i en førerbunker med metertykke betonmure over sig.
Og Hitler blev hele tiden forskånet for indtrykkene af død og ødelæggelse. Når hans tog kørte gennem Tyskland, rulledes persiennerne ned, når man passerede ødelagte områder, og Hitlers chauffør kørte altid omveje for at undgå, at Føreren skulle se for mange ødelagte bygninger i Berlin. »Jeg troede, jeg skulle være ved kilden til det hele, men i virkeligheden befandt jeg mig i den døde vinkel,« siger Junge malende om situationen set fra førerhovedkvarteret.
Stærkest i filmen står et 25 minutter langt klip, hvor Junge uden afbrydelser beretter om den mentale sygelighed, som prægede den sidste tid i bunkeren. Det ene øjeblik talte de få tilbageblevne om, hvilken form for selvmord der ville være den mest effektive, det andet prøvede man enten med galgenhumor eller spontane fester at glemme det hele og holde modet oppe, eller man vovede sig op blandt ruinerne på gaden ovenfor, hvor syrentræerne blomstrede midt mellem ruindyngerne, og hvor man søgte at glemme krigen et kort øjeblik.
Efter krigen blev Traudl Junge bragt i kortvarigt forhør hos amerikanerne, men hurtigt løsladt. Hun blev efter tre uger erklæret for ’afnazifiseret’ uden nogensinde at have været medlem af NSDAP. I 1947 nedskrev hun sin beretning, som forblev urørt og glemt, eller måske snarere fortrængt af hende selv, men ved hjælp af en journalist er den nu samlet til en bog, der udkom i februar i år. Bogen har siden udgivelsen ligget på bestsellerlisten i Tyskland. Filmen er ikke en filmatisering af bogen, men er som bogen opbygget kronologisk. Når den virker så stærkt, som den gør, og jeg vil ikke tøve med at kalde den en af de mest bevægende dokumentarberetninger om Hitlertiden, skyldes det ikke mindst Junges evne til at skildre ondskabens udfoldelser i de rammer, som slet ikke udelukkende var den åbenlyse ondskabs rammer. Junge kommer næppe med et skønmaleri, når hun taler om den venlige hr. Hitler.
Filosoffen Hannah Arendts kloge ord om ondskabens banalitet får aktualitet også i denne film. »Det er jo i virkeligheden så banalt, det, jeg fortæller,« afbryder Junge ind imellem undskyldende sig selv. Men det banale er slet ikke uinteressant. Det er i nogle tilfælde ondskabens og dæmoniens udfoldelsesramme.

*Bis zur letzten Stunde. Hitlers Sekretärin erzählt ihr Leben. Claassen Verlag. München.
*’Blind Spot’, som en eller anden dansk importør simpelthen skal tage hjem til Danmark, er af André Heller og Othmar Schmiderer. Materiale om filmen kan ses på www.im-toten-winkel.de

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her