Læsetid: 5 min.

En drøm om...

I en kunstverden uden centrum og periferi skal der hæges om det lokale særpræg, men ved at dyrke det, er man med til at gøre det internationalt
26. juni 2002

Udstillinger
I ulvetider må vi holde sammen. Og det forsøger de syv danske Kunsthaller – for første gang. Tanken blev undfanget under ledernes fælles besøg på en Kunstbiennale i Havanna i efteråret 2000, efterfulgt af et seminar på Cuba om globalisering med deltagelse af kunstnere fra Latinamerika, Afrika og Asien. Resultatet er blevet, at kunsthallerne under titlen »Ny Internationalisme« har inviteret 11 kunstnere til at udstille rundt om i Danmark.
Begreberne centrum og periferi har været standardoverskrift for den internationale kunstdebat i sidste halvdel af det 20 årh., da den gamle akse Berlin, Paris, London, New York endnu definerede nyskabelse og kvalitet. I dag er aksen uden betydning og de enkelte kunstnernes personlige valg af midler og mål gangbar mønt overalt, samtidig med at den lokalt farvede kunst bliver korrumperet og kommercialiseret, medmindre den næres af et stærkt politisk engagement. Tænk på det australske urmaleris
deroute.

Fokus på Latinamerika
Udstillingernes navle er Brandts Klædefabrik i Odense, som viser fem engagerede kunstnere. Mònica Goncáles fra Paraguy har indrettet en skolestue for småbørn med otte pulte, hvor af kunde fire er i brug. Søde, glade pigestemmer synger »Mester Jacob« og »Jens Hansens Bondegård« på spansk og guarani, et gammelt, indiansk sprog, som tales af 90 procent af Paraguays befolkning. Og, nota bene, erfaringen har vist, at det er afgørende for børnenes uddannelse, at de begynder med at lære deres oprindelige sprog før det spansk fællessprog.
Det er samme Goncáles som har stået for et poetiske indslag ved Gl. Holtegård. Indgrebet er næsten usynligt, anes på afstand kun som en grå skygge i plænen, og består af utallige halvfyldte vandglas, der danner en bugtet strøm mellem mælkebøtterne i græsset. I glimt reflekterer de lyset, men mest ligner det spindelvæv i skovbunden en septembermorgen. En fin stilfærdig oplevelse af bevægelse, luft, lys, vand og frodig jord, helt uden referencer til andet end sit sted.
Ligeså global, men politisk, er Priscilla Monge fra Costa Ricas kvindekunst. I tre erotiske videoer, Lektioner, går hun så tæt sine modeller, at læber, munde, brystvorter og hænder fylder hele billedet. I et indslag tværer en mand med pegefingeren brutalt farve ud over en kvindes læber og sminker hendes ene øje blåt, i et andet, som køres baglæns, klæder en nøgen kvinde sig på/af, og i en tredje kæler hun med sin mund for sit eget spejlbillede i uforløst narcissistisk kærlighed, hvis forløsning er selvmord.
Farverig, men mindre interessant er hendes landsmand, Joaquin Rodriguez del Paso, som lader kunstige, sydamerikanske pragtblomster slå ring om et centrum, hvor levende dansk flora illustrerer sin dødelighed.

En anden verden
Bemærkelsesværdig er den sydafrikanske William Kentridges skyggespil. Håndførte silhuetfigurer – af pap – strider sig frem over det tomme lærred akkompagneret af gademusik på harmonika, militærsange eller danserytmer. Der er arbejdere med skovle, invalider med træben, en hængt mand i en galge og flygtninge, som slæber alverdens gods, bl.a. fragmenter af det hjemlige landskab. Der er kaffedyrkningens kaffekander, som slås indbyrdes, en sort kat og en dansende Kong Ubu med narrehat, samt, i et glimt, et nærbillede af et øje (Guds blinde øje?). Alt er levende, relevant, humoristisk og sort på hvidt, og af en hvid kunstner, som har påtaget sig rollen som sort, og som levet på negernes præmisser.
Pyntede og farlige er nicaraguanske Patricia Belli’s udstoppede dukker broderet med pailletter, perler og et stort sortiment af knapper. De dingler fra et kompliceret system af snore og det ligner voodoo, som den dyrkes på Haiti – uden prædikatet kunst – og jeg mindes en fantastisk udstilling af billeder fra Haiti på Brandts Klædefabrik i 1999.
Fra samme kulturkreds kommer Sila Chanto, Costa Rica, som viser sin kunst på Sophienholm. Under titlen La Bestia (dyret) knæler en nøgen kvinde foran en række form- og farveløse voodoo-figurer, som set fra kvindens ydmygende frøperspektiv mangler hoveder. I voodoo-magien ligger formentlig også en forklaring på den hånd, som bryder frem fra kvindens lænd. Fremstillingen gentages med små variationer på fire, transparente stofbaner, og virkningen er stærk og fremmedartet: men skam få Sophienholm, som har hængt to transparenter foran loftets bjælkeværket, så kompositionen bliver domineret af træværkets korsmotiv. Det leder til en fejltolkning, hvis man ikke opdager bedraget.

Også vores verden
På Nikolaj Plads i København viser den kreolske kunstner Chris Cozier fra Trinidad politisk kunst med lige stor relevans overalt i den civiliserede verden: Nemlig et indhegnet, beskyttet/forsvaret område med en bænk, hvor de der tiltvinger sig adgang vil blive retsforfulgt ifølge diverse paragraffer. Kun få og udvalgte får nøglen og bliver »OwnerMan«. For andre udvalgte står en sejrsskammel med plads til nr. 1, 2 og 3 bag et ligeledes låst hegn, som bærer den desillusionerede tekst: ... and think that you had me believing that all this time...(og tænk, at du så længe fik mig til at tro på det, red.). Kontant og globalt relevant, men baseret på kunstnerens erfaringer som kreol, dvs. nationalitetsløs.
I Kunstforeningen på Gl. Strand gælder det kineserne Chen Shaohing og Qiu Zhijie og her er ikke tusind blomster, men et forsøg på en kompromis. To lange bannere hænger på væggen i gården, det ene med ordene »Let’s dream a dream of Globalism at night! Let’s dream a dream of Localism by daylight!« det andet med et fotografi af en nøgen ung mand med det kinesiske ord for »Nej« skrevet hen over brystet, så han reduceres til ’væg’. Enkelt, generelt og lidt tomt.
Derfor var jeg så glad for, at kunstnerne også havde udstillet to parasoller, som gav rige muligheder for associationer både til ceremoniel brug af parasollen i det gamle Kina og til Christos famøse parasolparade i Østen. Her var noget at hægte sig på! Men desværre ikke, viste det sig, for parasollerne er Kunstforeningens og anskaffet i et forsøg på at inddrage gårdrummet! Svært med den installations- og interventions- kunst! Og endnu sværere at skelne mellem internationalismens plus og minus.

*Who is talking? Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Odense. Ti.-sø. 10-17, også mandage i juli og august. Til 26. aug.
*Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte. Ti. 11-20, on.-fr. 11-16, lø.-sø. 11-17. Til 1. aug.
*Sophienholm, Nybrovej 401. Ti.- sø. 11-17, to. 11-20. Til 21. jul.
*Kunstforeningen, Gl. Strand. Ti.- sø. 11-17. Til 30. jun.
*Terra Stories, Nikolaj Udstillingsbygning, Nikolaj Plads 10. Alle dage 12-17. Til 21. jul.
*Med i initiativet er også Brænderigården i Viborg med Graciela Sacco fra Argentina og Kunsthallen Silkeborg Bad med »Garden of Words II« af Willem Boshoff fra Sydafrika

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her