Analyse
Læsetid: 5 min.

EU-udvidelsen tjener sig ind

Overordnet set vil EU tjene lidt på østudvidelsen, mens det politiske og økonomiske tab ved at udskyde den vil være markant
6. juni 2002

EU’s tyske kommissær for udvidelsen, Günter Verheugen, følte sig i går kaldet til at gå ud med et svar på det, han kaldte et skift i det politiske klima i EU: Frygten for immigration og globalisering og modviljen over for integration af østlandene. »EU-udvidelsen skaber ikke flere problemer, men vil tværtimod bidrage til en løsning på dem,« sagde han og påpegede, at en ny fattigdomsmur mellem vest- og østeuropa ikke kan gøre andet end at skabe flere illegale immigranter.
Det er ikke første gang, kommissæren må forsøge at sælge udvidelsen. Det arbejde, der hidtil er gjort fra både Kommissionen og medlemsstaternes side, har ikke været imponerende. De lejlighedsvise kvæk, der refererer højtideligt til den historiske forpligtelse til at genforene Europa og give en chance til fattigfætrene i øst, der i årtier var lukket inde bag jerntæppet, lyder pænt. Men de sælger ikke rigtig billetter i en tid med højreskred, hvor frygten for de fremmede for længst har sneget sig ind i mange mainstream-politikeres retorik.
Den diskussion om udvidelsen, der har domineret overskrifterne i den politiske dagsorden, har snarere handlet om penge og frygten for konsekvenserne af arbejdskraftens fri bevægelighed. Lande som Tyskland og Østrig har forlangt overgangsordninger, der udskyder datoen for, hvornår polakker, tjekker, ungarere og andre nye EU-borgere frit kan komme ind og søge arbejde i EU.

Diskussionen om landbrugsbudgettet, hvor EU-Kommissionen foreslår, at de ny EU-lande til at starte med kun skal have 25 procent af de udbetalinger, som de gamle EU-lande får, kan let efterlade indtrykket af et spil, hvor østeuropæerne blot vil kræve ind, og at det derfor gælder om at holde fast i tegnebøgerne. Og det er, hvad både Tyskland, Holland og Østrig og Sverige gør. De er blandt de EU-lande, der i dag betaler mere til EU-kassen, end de får tilbage, og de vil absolut ikke betale mere til budgettet i fremtiden, faktisk vil de give mindre.
For dem er Kommissionens 25 procent-udspil allerede for gavmildt. Det siger sig selv, at østeuropæerne har svært ved at forstå, at de skal underkastes fuld konkurrence fra EU’s potente moderne landbrug, der har levet fedt på EU-støtte i årtier, mens de kun får 25 procent fra indtræden i EU. De mere nuancerede argumenter om, at EU er på trapperne med en reform, der vil gøre op med landbrugsstøtte-systemet, der derfor ikke skal indføres og skabe dårlige vaner i Østeuropa umoderne landbrug, kan let gå tabt. Tilbage står det indtryk, at EU da gerne vil have Østeuropa ind i klubben, men helst ikke betale andet end småpenge for gildet. Og diskussionerne om landbrugsbudgettet, der vil gå ind i slutfasen de næste seks måneder under de danske EU-formandskab, vil blot bestyrke dette indtryk.

EU satser på en discount-udvidelse. Den politiske vilje til andet er ganske enkelt ikke til stede i EU’s kassemesterlande med Tyskland i spidsen. Og selv om Claus Larsen-Jensen, Socialdemokratiets formand for Europa-udvalget, i går i Information udtrykte fuld støtte til, at Danmark efter mange år som nyder i EU nu må være med til at betale, så bliver det aldrig Danmark, der kommer til at bære den tunge del af regningen for udvidelsen.
Den enorme politiske følsomhed, der omgiver de EU-finansielle diskussioner, illustreres ved, at ingen i Bruxelles venter større fremskridt i forhandlingerne om udvidelsen og landbrugspolitikken før efter de franske og tyske valg. På trods af ambitionen om at have udvidelsen forhandlet på plads til København-topmødet i december, kommer der således næppe afgørende fremskridt før efter 22. september, når tyskerne har stemt. Det vil sætte de danske forhandlere, der som formandskabsland skal lede slutfasen, under et voldsomt tidspres, at kansler Schröder ikke politisk kan holde til nogen form for finansiel largesse, der ville give den konservative opposition ekstra ammunition.
En beregning foretaget af den britiske tænketank CER, Centre for European Reform, i rapporten Profiting from Enlargement, viser imidlertid, at udvidelsen er småpenge i forhold til, hvad det har kostet at genforene de to tysklande. Over syv år vil EU betale 67 mia. euro til de 10 kandidatlande i øst, mens Tyskland i perioden 1990-99 lagde 600 mia. euro til de nye tyske länder. Til yderligere sammenligning kan det understreges, at det beløb, EU vil bruge pr. indbygger i udvidelseslandene, vil toppe i 2006 med 225 euro pr. person, mens EU’s dårligst stillede lande, Grækenland og Portugal, i samme år får 400 euro i EU-støtte pr. borger via EU’s strukturfonde. Således er kun 10 procent af EU-budgettet øremærket til at betale for udvidelsen.
Det er svært at lave præcise vurderinger, men meget tyder på, som også det danske udenrigsministeriums undersøgelse The challenge of enlargement siger, at der på sigt vil være penge i udvidelsen. Det britiske Centre for European Policy Research vurderer forsigtigt, at de 15 EU-lande på lang sigt vil tjene 10 mia. euro.
Kalkulen bygger på, at handelssamkvemmet bliver udvidet. Der bliver ganske enkelt en tredjedel flere forbrugere på det indre marked, eller en halv mia. flere personer: »EU’s virksomheder vil kunne træffe beslutninger med en højere grad af sikkerhed, fordi de fælles EU-regler sikrer fælles standarder og lige vilkår for op mod 27 lande. Et fælles miljø med åbne grænser i et marked på den størrelse giver enorme fordele til erhvervslivet,« hedder det i CER-rapporten.

Men rapporten understreger også, at den videre integration vil afhænge af, om de nye lande kan håndhæve EU’s regelsæt effektivt: Korruption og ringe retshåndhævelse er måske nok udbredt i centraleuropa, »men faktisk er disse problemer i omfang tættere på Vesteuropa end på Rusland og Ukraine. Ifølge Transparency Internationals undersøgelser er Estland, Ungarn og Slovenien mindre korrupte end Grækenland og Italien,« noterer CER-rapporten. Og med den administrative kapacitet til at håndhæve EU-reglerne går det også støt og roligt fremad, siger kommissær Verheugen.
Den gennemgående holdning i EU-regeringskredse er præget af, at optagelsen af nye lande bliver en stor og politisk besværlig mundfuld, men at alternativet er værre. Ikke alene ville EU miste enorm politisk prestige, hvis man ikke overholdt løftet om at optage en stor gruppe lande i 2004. Chancen vil måske ikke komme igen, for EU-begejstringen i kandidatlandene er allerede kølnet på grund af den benhårde budgetrealisme, EU fører sig frem med.
Samtidig ville EU risikere, at viljen til at gennemføre økomomisk smertelige reformer i øst vil kølnes yderligere. Og ikke mindst vil nationalistiske og EU-skeptiske partier i kandidatlandene få ny vind i sejlene, hvis EU svigter og trækker udvidelsen i langdrag. Sådanne partier vil ikke være den bedste garant for et stabilt Østeuropa med økonomisk fremgang, der kan aftage EU’s produkter.
Der kommer en regning fra Østeuropa, uanset om EU skynder sig eller falder hen i fedtspilleri, og den risikerer at bliver endnu større, hvis EU venter. Denne erkendelse synes at præge alle de ledende EU-lande, der derfor kører på med udvidelsesplanerne. Den eneste reelle hindring synes at være risikoen for et nyt nej til Nice-traktaten fra Irland, der stemte nej i fjor. 10 år efter det danske nej til Maastricht- traktaten er Nice blevet den næste politiske gyser, men med endnu større politiske implikationer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her