Læsetid: 4 min.

Europas store grimrian fylder 50

Den tyske Bild Zeitung fornærmer anstændige menneskers intelligens, alligevel er den Europas mest solgte avis – og selv kansler Schröder læser den frivilligt
21. juni 2002

(2. sektion)

Den tyske Bild Zeitung fornærmer anstændige menneskers intelligens,
alligevel er den Europas mest solgte avis – og selv kansler Schröder læser den frivilligt

Jubilæum
Nationen er i oprør: Et smudsblad har netop afsløret, hvordan en landsholdsspiller som barn mistede sine forældre.
I Danmark udløste beskrivelsen af tragedien en boykot blandt forhandlerne og bortvisning af chefredaktøren – i andre lande er det bladenes forbandede pligt at frembringe sensationer hver eneste dag.
Mord, hor og ildebrand. Politiske rævestreger, grønne afgifter, landsholdets seneste bedrifter... om nødvendigt må sommervejret holde for, eller kærlighedsstrålerne fra det ydre rum. Og så skal der naturligvis være nogle nøgne damer.
Alt, hvad der kan interessere ’den lille mand’, interesserer også et boulevardblad. Næste uge kan genrens mester fejre jubilæum – Europas største avis, Bild Zeitung, runder de 50 år.

’Tysklands tykkeste død:
Familie køber to gravsteder’

Avisudgiveren, Axel Springer, fra Hamborg blev i starten af 1950’erne klar over, at de fleste læsere hellere ville se billeder.
Fjernsynet var endnu i sin vorden og gik bogstavelig talt i sort, når det bragte nyheder; de blev læst op uden nogen distraherende billeder. Bild Zeitung skulle bringe billederne med korte, ledsagende tekster, besluttede Axel Springer.
Sådan startede det evige kapløb mellem avisen og fjernsynet. Og sådan startede en nådesløs kamp om oplag og indflydelse.
Axel Springer ville ikke alene udgive aviser, han ville præge samfundet og opstillede i 1967 fire grundregler for sine udgivelser: arbejdet for tysk genforening, forsoningen mellem tyskere og jøder, afvisningen af alle totalitære samfund og forsvaret af den sociale liberalisme.
Ungdomsoprøret så han som en trussel mod demokratiet og lod Bild tordne mod samfundsomstyrterne – med så stor kraft, at en læser i 1968 følte sig kaldet til at skyde studenterlederen Rudi Dutschke.
»Vi ønskede ingen døde. Vi frygtede et rødt kup. Vi var bekymrede for friheden, som vi var stolte af,« forklarede chefredaktøren i 60’erne, Peter Boenisch, sidste år.
Han uddrog sin egen lære af perioden: »Vi havde ingen sønner og døtre i den rigtige alder – og hvis vi havde, talte vi ikke med dem, fordi de boede på kollegium eller blev forsørget af en eller anden fraskilt kvinde. Vi mærkede for sent, hvad der var i gang på universiteterne.«
De kritiske ord kostede efterfølgende Boenisch jobbet som seniormedarbejder på avisen.

’Sygeplejer kvalte
bedstemor med kålroulade’

I løbet af 1970’erne eskalerede kampen mod venstrefløjen, og Bilds virkelighedsopfattelse tog skade. I stedet for at beskrive virkeligheden skulle journalisterne selv finde på den, som man kan læse i journalisten Günter Wallraffs bog om avisen fra 1977.
Sandheden kom frem: »Bild lyver!«
Wallraff havde under falsk identitet arbejdet på regional-redaktionen i Hannover og kunne dokumentere de opdigtede nyheder i det syge mediehus. Nu kunne alle læse, hvordan avisen koldsindigt forfulgte mennesker, latterliggjorde dem, udleverede dem, drev dem til desperation – og i flere tilfælde også til selvmord.
»Günter Wallraff var næsten som et nakkeskud... Når man mister troværdighed i så massivt et omfang og bliver mistænkt for at forvanske sandheden – nej, hvad er sandheden? jeg vil hellere sige ’virkeligheden’ - så er det dødeligt,« har avisens medredaktør i 1990’erne, Paul C. Martin, sagt.
»Bild var – og er – en politisk instans, som ofte giver et vrangbillede af virkeligheden,« fastholder Wallraff i dag.
Bild reddede sig gennem krisen ved hjælp af bingospil, men i længden hjalp det ikke. I 1980’erne kom kommercielt tv til Tyskland, og den første chef for stationen RTL, Helmut Thoma, vidste, at »man ikke kan drukne i overfladen«. Tv kopierede Bild, og Bild måtte opfinde sig selv på ny.

’Øko-løgn: Hvad kan
vi overhovedet spise?’

Fornyelsen er mærkbar – selv om det ikke umiddelbart kan ses på layoutet. Avisen er stadig en spraglet lykkepose med sensationer, sladder og masser af sport. Hver enkelt artikel forsøger med selvstændige virkemidler at erobre opmærksomhed, men Bild præsenterer også en mere seriøs side – side 2 – med politik og baggrund – alt sammen grundigt illustreret.
»Læseren læser aldrig overskriften først. Han kigger på billederne og går videre til billedteksterne. Artiklerne er jo ikke andet end grå sovs. Vi sælger grå sovs – mørkegrå bogstaver på lysegråt papir – og det er ikke særlig appetitligt for kunden. Derfor skal han være med fra første afsnit – overraskes, ophidses eller genkende sig selv,« forklarer Paul C. Martin om Bilds kortfattede journalistik.
I flere omgange har konkurrerende bladhuse forsøgt at komme ind på Bilds marked, men de har alle måttet give op eller affundet sig med lokale nicher. Ingen andre evner at eftergøre den svære kunst at skrive en artikel på 30 linjer, der både kan oplyse og røre.
Oplaget er 4,4 millioner – og svagt faldende– mere end 11 millioner daglige læsere følger med, blandt dem forbundskansler Gerhard Schröder.
»Alt, hvad jeg har brug for, for at regere, er Bild, Bild am Sonntag og tossekassen,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu