Læsetid: 4 min.

Fabrikationen af en fjende

Det, som vil forsvinde med Arafat, er intet mindre end håbet om en gensidigt respekteret tostatsløsning
29. juni 2002

Terror
Et i propagandasammenhæng effektivt dyrket motiv for at Israel modarbejder det palæstinensiske selvstyre, og for at det genbesætter Vestbredden, er, at palæstinenserne alligevel før eller siden igen vil modarbejde Israel – at palæstinenserne i selve udgangspunktet aldrig har accepteret Israels eksistens – at de inderst inde altid har haft som mål at kaste jøderne i havet.
Ifølge dette forsvar for nødvendigheden af at føre krig og opretholde sin besættelse i det uendelige skrev Yasser Arafat ikke under på Osloaftalen, fordi han ønskede en palæstinensisk stat side om side og i fred med Israel, men fordi han så sig tvunget til at skifte krigstaktik.
Denne version af begivenhederne søges stadigt mere åbent udbredt af den tidligere israelske ministerpræsident, Ehud Barak. I et par artikler i det amerikanske tidsskrift The New York Review of Books (den 13. og 27. juni 2002) påstår Barak nu, at Arafat brugte Osloaftalen som et rent dække for terrorisme, at han aldrig accepterede Israels eksistens, men arbejdede for dets undergang, og tilmed at Arafat og palæstinenserne »er produkter af en kultur, hvor løgn… ikke skaber mislyde. De ligger ikke under for den løgnens problematik, som findes i den jødisk-kristne kultur. Sandhed er for dem en irrelevant kategori.«
Dette fremføres altså af samme mand, som var en drivende kraft bag topmødet i Camp David i juli 2000 med argumentet om, at tiden var moden til på højeste lederniveau »at få afsluttet konflikten«. Enten løj han for sig selv dengang (om Arafat), eller også lyver han for omverdenen nu.
Jeg frygter det sidstnævnte.

Det sande ansigt
Dette er intet forsvar for Yasser Arafat. Politiske ledere må kunne forsvare sig selv. Dette er kun ment som et forsøg på at forstå, hvordan Yasser Arafat inden for 18 måneder kunne forvandle sig fra en »partner for fred« til en fredløs »terrorist«, som Israel kunne tillade sig at stille for enden af en kanonmunding, stemple som løgner og falskspiller og med USA’s udtalte støtte sætte ud af spillet som politisk leder.
Israels forklaring – og efterhånden også USA’s – er, at Arafats beseglede sin skæbne, da han viste sit »sande ansigt« og takkede nej til Baraks »generøse« tilbud i Camp David.
Hvorfor Arafat skulle acceptere et sådant tilbud, når han alligevel bare betragtede hele forhandlingsforløbet som en skinmanøvre i kampen for Israels udslettelse, forklarer denne forklaring ikke. Det gør den ikke, fordi den ikke blot er fejlagtig, men også forsætligt misvisende, et fabrikeret fjendebillede, hvis bevidste formål synes at være at miskreditere Arafat som leder, berøve den palæstinensiske myndighed dens legitimitet og udradere de sidste spor af Osloprocessen. Jeg frygter, at den igangværende underminering af Arafat i mindre grad er et resultat af, at Arafat viste sit sande ansigt, end at den israelske ledelse – og den amerikanske nu viser deres sande ansigt.
Hvad man end kan sige om Yasser Arafats måde at lede det palæstinensiske selvstyre på efter 1993 – og der findes meget at sige – så skrev han personligt under på Osloaftalen, anerkendte Israels ret til 78 procent af Israel-Palæstina og satsede sit politiske liv på oprettelsen af en palæstinensisk stat i de resterende 22 procent.
Efter at hans medunderskriver, Yitzhak Rabin, blev myrdet af en jødisk ekstremist i november 1995, fik han som sin modpart på den israelske side først en svoren modstander af Osloaftalen (Benjamin Netanyahu), siden en dokumenteret skeptiker (Ehud Barak, som modsatte sig Oslo I og vægrede sig imod at stemme for Oslo II) og endelig en dødsfjende (Ariel Sharon).

Halsbrækkende
At anklage Arafat for på denne baggrund at have spillet falsk om Oslo-aftalen,
lyder unægtelig noget halsbrækkende. Arafats position blev ikke lettere af, at Israel under hele denne periode etablerede stadigt flere nye jødiske bosættelser på den tiltænkte palæstinensiske stats jord (bare under Baraks 18 måneder ved magten øgedes antallet af jødiske bosættere med 12 procent).
Det blev den heller ikke af, at de aftalte mellemfaser mod øget palæstinensisk selvstyre, som var tiltænkt at styrke tilliden mellem parterne og bane vej for endelige forhandlinger, til stadig blev forhalet og udhulet (Barak indledte sin embedsperiode med at gøre netop dette.)
Og heller ikke af, at den eneste rolle, som Arafat fik Israels udelte støtte til, var rollen som terroristbekæmper. Uanset hvor vigtig denne rolle var for Israel, så var det ikke en rolle som fremmede åbenhed og retssikkerhed i det fremvoksende palæstinensiske selvstyre.
Hvad Arafat i første række fik ordre til at bygge, var ikke et samfund, men et sikkerhedsapparat. Når de politiske og sociale fremskridt, med hvilke Arafat kunne have håbet at modvirke ekstremistbevægelserne, udeblev, og når disse bevægelser tværtimod fik held til at udnytte fredsprocessens tilbageslag til at øge deres indflydelse, blev balancegangen mellem politimæssig repression og politisk legitimitet stadigt mere prekær. Og de dobbelttydige budskaber desto flere.
Problemet er ikke Arafats påståede umulige person. Problemet er Arafats umulige position mellem et stadigt mere overmægtigt Israel og et stadig mere afmægtigt palæstinensisk folk. Det er ikke en position, som forsvinder med Arafat. Hver eneste palæstinensiske leder af navn og gavn vil havne i den.
Det, som forsvinder med Arafat, er formodentlig den eneste (og måske sidste) palæstinensiske leder, der har tilstrækkelig autoritet og legitimitet til i hele den palæstinensiske nations navn at gennemføre et historisk kompromis med staten Israel. Det, som i uoverskuelig tid fremover vil forsvinde med Arafat, er intet mindre end håbet om en gensidigt fremforhandlet og gensidigt respekteret tostatsløsning.
Deraf den hårdt trængte israelske fredsbevægelses stadigt mere desperate nødråb: »Det er Arafat, som ikke har nogen fredspartner!«
Siden præsident Bush nu har erklæret palæstinensernes valgte leder for fredløs (og i praksis givet Sharon carte blanche til at fjerne ham, er jeg parat til at istemme.

*Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator i Dagens Nyheter og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her