Læsetid: 4 min.

Fænomenal tåhyler

Med et billardstød med fodboldens mest foragtede lem sendte Ronaldo Brasilien i VM-finalen
27. juni 2002

VM 2002
Det kræver en stor mester at score det afgørende mål i en VM-semifinale med en tåhyler. Ikke et af disse ukontrollable los med støvlesnuden, som ofte ses praktiseret på Nørre Fælled, men et kontrolleret delikat stød til ballen med venstretåen udført i fuld fart, som var det et billardstød. Men immervæk var Ronaldos mål, som kvalificerede Brasilien til søndagens finale mod Tyskland, en tåhyler.
Ronaldo fik bolden i medløb langt bagfra, banede sig en tunnel i det tyrkiske straffesparksfelt mellem tre-fire forsvarere og udførte så sit genialt timede stød til bolden, så den i øvrigt fremragende målmand Rüstü kastede sig for sent over i det lange hjørne, hvor Fænomenet havde puffet den hen. Alle afslutningsmuligheder havde målmanden været forberedt på, men ikke på at kunne blive overlistet af denne ekvilibristiske brug af fodboldsportens mest foragtede legemsdel.
Havde det været musik, og det var det jo næsten, havde Rüstü ventet, at Ronaldo ville sparke på beatet, men denne sparkede inden, på offbeatet. Og hvem skulle nu have troet det for et par måneder siden.
At Brasilien vandt, var fortjent. At de ikke vandt større, var de selv ude om i deres ødsle og spektakulære omgang med målchancer. Ronaldos mål faldt allerede i anden halvlegs fjerde minut og små 20 minutter senere blev han skiftet dødtræt og, forhåbentligt lettere, muskelskadet ud med Luizao, der kort efter havde et forsøg, som var symptomatisk: Fri for mål med tid til at tæmme bolden valgte han at kaste sig vandret ud i luften og flugte bolden mod mål med et saksespark – men helkikset, så bolden røg i jorden og derfra himmelhøjt over.

Hævnen, der blev væk
Tyrkerne får ikke den ønskede finale mod Tyskland, der for mange af spillernes vedkommende ikke blot er deres arbejdsplads, men også deres fødeland. Hævnen fra indvandrernes døgnkiosker og grillbarer over herrefolket, som det så utvetydigt er blevet udtryk efter Tyrkiets kvartfinalesejr over Senegal: »Vi vil vise, at vi ikke er de andenrangs mennesker eller spillere, de betragter os som,« sagde Ümit Davalla, der er født i Mannheim. »Det er ulideligt hele tiden at skulle læse på murene: Türken raus!«
Ud kom tyrken så alligevel, men efter et fornemt VM, hvor holdet har vist sig som et af de teknisk og taktisk bedst fungerende med både kollektiv personlighed og interessante individualister, og efter en semifinale, som holdet havde stor ære af. Tyrkerne turde udfordre brasilianerne i driblinger mand–til–mand – desværre oftest ude på banen og ikke fremme foran mål – og de var i omgangen med bolden sydamerikanernes ligemænd.

Rytmisk og kontrolleret
Taktisk lod de efter 20 minutters jævnbyrdig stillingskrig brasilianerne komme til sig for så at slå hurtigt kontra, men den gik selvfølgelig ikke efter Ronaldos mål, og det er betegnende for holdets kvalitet, at det i hele anden halvleg kunne omstille sig og lægge pres på den mere berømte og erfarne modstander. Intenst vedvarende, rytmisk og fortsat kontrolleret. Hakan Sukur – der i årevis har været tyrkisk fodbolds symbolskikkelse, men hvis optræden her har været stærkt anfægtet i hans hjemland – viste pludselig, hvorfor han er med, og hvad han kan. I Brasiliens tidligere kampe, og hele fodboldhistorie, har man set et forsvar, som tog let på det eller lavede fatale fejl – Lucios mod England – og to centrale midtbanespillere, som ikke gav tilstrækkelig støtte til angriberne Rivaldo og Ronaldo.
Fløjene Roberto Carlos og Cafu er mere offensivt end defensivt orienterede, og sådan vil de, og vi, også gerne have, at de spiller. Den lille fantasifulde midtermand Ronaldinho med haretænderne sad udenfor på grund karantæne, men i hans fravær voksede især Kleberson, der i går ikke blot var en stor oprydder foran centerforsvaret, men også støbte kugler til Rivaldo og Ronaldo og til de to fløje. Roberto Carlos og Cafu – der nu skal spille sin tredje VM–finale – var mere end solide bagude, og de var giftige, når bolden skulle føres frem. To af de store brasilianske chancer var faktisk deres på personlige gennembrud.
Det var tyrkernes fortjeneste, at man for første gang i denne turnering fik set et brasiliansk hold med et ukendt organiseret forsvarsspil på repertoiret, og det var en fryd for øjet at se den indskiftede boldtroldmand Denilson – han starter altid på bænken – køre rundt med klatten for på alle utænkelige måder at holde den væk fra tyrken i kampens sidste minutter.

Sær kamp – smuk kamp
På en måde var det en sær kamp. Et af det tyrkiske kollektivs individualister, Bastürk født i Bochum, havde en af de dårlige dage, og så blev det helt uvant en flok brasilianske individualister, der vandt som kollektiv.
En smuk kamp. Midt i diskussionerne om økonomisk råddenskab i FIFA–ledelsen og tvivl om korrekt ledelse af kampene var det som om, at begge hold – med indbygget fjendskab fra indledende runde – havde besluttet sig for at spille fodbold i en ånd fra gamle dage og Nørre Fælled. Den danske dommer Kim Milton Nielsen må have haft en af sine nemmeste på dette plan. I forhold til, hvad der stod på spil, var det en kamp mellem gentlemen.
Med den korrekte afgørelse. Genistregen. Den lille forskel. En tåhyler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her