Læsetid: 4 min.

Film i tv

28. juni 2002

(2. sektion)

*Karl Stegger er i forrygende form som filmens skurk, en pengestærk industrimand, der har onde planer om at forvandle den terminsplagede herregård Liljenborg til sildekogeri og fiskemelsfabrik. Figurens bramfrie,
usnobbede ærlighed vinder tilskuerens sympati, for omkring ham trives den ferske fornemhed. Stegger har opkøbt prioriteter i ejendommen, og hans kønne unge datter (Hanne Borchsenius) rejser til Liljenborg, så hun kan tage herlighederne nærmere i øjesyn. Grev Ditlev, der intet aner om hendes skumle planer, forelsker sig i hende. I 1960’erne var herregårdsfilmen en populær genre, og her er et typisk eksempel, med Henning Moritzen som den unge konkurstruede grev Ditlev, der har sin hushovmester til at vise turisterne rundt for en betaling, der ikke rigtig batter. Den stilfulde herre spilles af Henrik Bentzon, en af dansk teaters store navne, i lighed med Clara Pontoppidan som Ditlevs faster. Produktionsselskabet Sagas faste støtte, når det gjaldt folkomedier, Annelise Reenberg, har instrueret uden den store gnist efter et manuskript af veteranen Arvid Müller. Filmen er også kendt under titlen Alt for kvinden.
Greven fra Liljenborg. DR1, lørdag kl. 21.00-22.00

*Pål Sletaune vandt i 1997 en eftertragtet kritikerpris ved Cannes-festivalen for sin spillefilmsdebut, Junk Mail. En fortættet, velfortalt norsk krimi, som samtidig er et karakterportræt. Hovedpersonen er et ungt postbud, der er så ensom, at han diverterer sig selv med at læse de breve, han bærer ud – en rigtig luskebuks eller »fej kakerlak«, som instruktøren selv har kaldt ham. Som spillet af Robert Skjærstad er han hverken konventionelt følsom eller elskelig, men kommer alligevel til at inkarnere pjokket i os alle og bliver dermed på sæt og vis sympatisk eller i hvert fald forståelig. Han udspionerer en ung pige, får kopieret nøglen til hendes lejlighed og vikles ind i et krimiplot, der udspiller sig i et Oslo-slum uden særlige kendetegn. Som pigen er Andrine Sæther en endnu mere fortabt eksistens, men filmen er ofte galgenhumoristisk munter i tonefaldet, og Pål Sletaune indvæver fingerfærdigt en mængde snurrige detaljer, mens han følger postbudet på gale veje. Som instruktør er han tydeligvis mere internationalt end norsk orienteret, men filmen virker hverken upersonlig eller eftersnakkende.
Junk Mail. Sverige 2, lørdag kl. 21.15-22.35

*James Bridges er med sin jordbundne ægthed blandt amerikansk films mest tiltalende hovedrolleskuespillere. Han falder let ind i rollen som regulære fine fyre, men måske netop derfor vælger han ofte at fremstille mere problematiske naturer som f.eks. faderen i det dystre drama American Heart fra 1992, som han selv har været med til at producere. Her er han den tidligere fængselsindsatte Jack Kelson, der efter løsladelsen prøver at holde sig fri af kriminalitet for at spare sammen til en ny tilværelse i Alaska. Men det volder vanskeligheder, ikke mindst fordi han han skal tage sig af en 15-årig søn, som har hårdt brug for en far at læne sig op ad. Kelson er en barsk fyr, der ikke bruger de blidere opdragelsesmetoder, og udstyret med hestehale og tatoveringer spiller Bridges ham uden mange forsonende momenter. Som sønnen ses en purung Edward Furlong.
For instruktionen står Mar-tin Bell, der brød igennem i 1984 med dokumentarfilmen Streetwise om gadebørn i Seattle.
American Heart. TV 2 Zulu, søndag kl. 16.00-17.55

*Martin Scorsese lavede i 1985 denne seværdige fortsættelse af Robert Rossens succes med Paul Newman, Hajen. Newman er nu ikke længere den unge hedspore og hustler omkring billardbordet, men den kloge veteran, hvis overblik hjælper et nyt talent på vej, Tom Cruises ambitiøse pool-lærling.
Mary Elizabeth Mastrantonio er den unge kvinde, der kommer imellem dem i det solide, veliscenesatte drama om generationsmodsætninger, skrøbeligt mandefællesskab og den ædle billard-kappestrids kommercialisering.
The Color of Money/Det handler om penge. TV 3, mandag kl.22.50-00.10

*Hitchcock i luksusudgave – det er Menneskejagt fra 1958, der fra starten var lagt an af mesteren og hans skattede manusforfatter Ernest Lehman som ultimativ Hitchcock entertainment i farver og Vista Vision. Og den smågeniale komponist Bernard Herrmann overgår da også sig selv med en symfonisk underlægningsmusik med skiftevis uimodståeligt pulserende rytmer og romantisk schwung. Det er her, man ser Gary Grant i den berømte scene, hvor han sættes af en bus ude i et totalt øde landskab under sol og høj himmel, hvorefter Hitchcock demonstrerer, hvordan man kan skabe spænding og uhygge med ganske få, udsøgte hjælpemidler – en blændende virtuost orkestreret sekvens. Grant spiller en fortravlet reklamemand, der kastes ud i en parodi på sin dagligdag, da han forveksles med en agent og derefter bliver udnyttet som lokkedue af det amerikanske efterretningsvæsen. Pludselig er han omgivet af fjender fra alle sider: Han mistænkes for et mord begået i FN-bygningen og involveres med en mystisk blondine af køligt sexet aftapning, spillet af Eva Marie Saint. Plottet skal dog ikke tages alt for alvorligt, filmen som helhed heller ikke – man behøver ikke tro alt for fast på sandsynligheden af, hvad der sker, og med denne legende holdning til de handlingsbevægede, fysisk dynamiske spændings-elementer foregreb filmen James-Bond-serien, der indledtes få år efter. James Mason spiller den slebne skurk, og Jessie Royce Landis er Cary Grant-figurens flagrende mor, der har sin mest berømte replik i denne film: »You gentlemen are not really trying to murder my son, are you?« Samme Landis var i øvrigt mindre end et år ældre end Grant, der da også ser omkring 20 år yngre ud end sin alder.
North By Northwest/Menneskejagt. DR2, onsdag kl. 19.55-22.05

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her