Læsetid: 4 min.

Film i tv

21. juni 2002

(2. sektion)

*Henry James – den litterært forfinede mester i psykologisk hårkløveri – udsættes her for en mildest talt bramfri bearbejdelse af sit engelske værk fra 1997. Ikke mange af James’ replikker går igen. Og åbenheden i det erotiske står for instruktøren Iain Softleys egen regning. Alligevel overlever noget meget Henry Jamesk – kuldegyset af råddenskab og moralsk fald bag den dannede pletfrihed. Et permanent ekkorum af fordægtig nedrig sammensværgelse med tilhørende tragisk uskyldstab.
Hovedtemaerne er penge og kærlighed – materialismens fordrejning af følelseslivet. Tiden er 1910, stedet London, og Helena Bonham-Carter er den fattige, men charmerende Kate Crow, der er forelsket i den næsten lige så fattige journalist Merton Densher. Altså ikke et parti for hende, hvis det bedre selskabs datidige sociale ambitioner skal tilfredsstilles, og dem agter Kate ikke at se bort fra, selv om hun koketterer med det. Maskebal og gondolsejlads ender med at danne baggrund for et spil, der på én gang er forræderi, løgn og reel forelskelse. Spillet af Helen Bonham-Carter bliver Kate både meget menneskelig i sin smerte og urovækkende i sin udspekulerethed, og Liam Roache (fra Priest) skaber en intens Merton. Også Charlotte Rampling ses som en næsten dæmonisk giftekniv. – Titlen er inspireret af to salmer i ’Salmernes Bog‘ fra Det Gamle Testamente. Fra salme 55 citeres direkte: »Frygt og angst falder på mig, gru er over mig. Jeg siger: Ak, havde jeg vinger som duen, da fløj jeg i ly.« Men i salme 68 står der: »Duens vinger dækkes af sølv, dens fjer af gulgrønt guld.«
The Wings of the Dove. Sverige 2, lørdag kl. 21.15-23.00

*Bo Widerberg der døde i 1997, udsendte Elvira Madigan i den legendariske sommer 1967 og ramte den sværmeriske tidsånd i plet. Der er ikke meget konventionelt drama i den ellers særdeles drastiske historie om den svenske greve og officer Sixten Sparre og linedanserinden Elvira Madigan, der forelsker sig så heftigt i hinanden, at de bryder op fra alt og alle og flygter til Danmark for kun at leve for deres kærlighed. De tilbringer en idyllisk sommer på de sydfynske øer, men den store lykke har en grum bagside. Det er den lyrisk-sanselige skildring af parrets ekstase og tragedie, der bærer filmen, malet i solsitrende gennemlyste og overjordisk sommersmukke billeder. Stilens stærke æstetiseren blev dengang opfattet mere naivt – med nutidens teknisk-fotografiske hjælpemidler kan horder af skønhedsdyrkende fotografer skabe billeder, der minder om Widerbergs og fotografen Jörgen Perssons. Men Bo Widerbergs sanselige portræt af de to hovedpersoner skaber en rent menneskelig dimension, der – alt skønvirke til trods – f.eks. giver en flaske spildt rødvin på en hvid dug et nærværende tragisk skær. »Jeg tror, at et græsstrå kan være verden,« siger Sixten Sparre i samklang med datidens blomsterbørn og Tom Kristensen. Og Widerberg udnytter Mozarts 21. klaverkoncert så godt, at den siden fik betegnelsen Elvira Madigan-koncerten. Den 17-årige Pia Degermark og Thommy Berggren spiller hovedrollerne.
Elvira Madigan. Sverige 1, søndag kl. 13.30-15.00

*Robert Altman drager til Sydstaterne i denne komedie, der undtagelsesvis for instruktøren gennemtrænges af mere lune end syrlighed. Vi er i Holly Springs, Mississippi – en søvnig, solfyldt lilleby, hvor alle kender alle, lystfiskeri skaber hverdagens dramatik, og bluesmusik, ren som kildevand og styrkende som Southern Comfort, lyder sjælehelbredende fra den lokale bodega. Med herlig vidende ironi og bunden varme folder Altman mageligt et miljø og dets mennesker ud for os i denne hans mildeste film nogensinde. Da den ekcentriske gamle matrone Cookie begår selvmord i sit soveværelse fyldt af minder, og fjerene fra den hovedpude, hun skyder igennem, daler som sne gennem luften, kommer hendes sorte hjælper og støtte til det sidste, den whiskyglade tyksak Willis i klemme. Han bliver mord-mistænkt, da Cookies geskæftige niece (Glenn Close) som den første opdager selvmordet og – tro mod sin forvredne fastholdelse af familiestoltheden – prøver at få det til at ligne et drab. Men som Ned Beattys politimand siger: »Jeg har været på fisketur med ham,« hvilket er begrundelse nok for, at Willis ikke kan have begået mordet, for i Holly Springs kender man sine venner. Med stille humor skildrer Altman uoverensstemmelsen mellem retshåndhævelsens bogstav og virkelighedens mangfoldighed i, hvad der reelt kun er en anekdote. Men på sin uforligneligt henkastede manér skaber Altman (på grundlag af et debutmanuskript af sydstatseksperten Anne Rapp) en hel freske af spillevende personer omkring den uheldige Willis.
Den digre Charles S. Dutton spiller ham med sindige, tunge bevægelser og lader hans menneskelighed og klogskab sive langsomt frem fra klichéen: den tunge gemytlige altmuligmand. Altman forstår at lade os opdage, hvad andre instruktører ville haste med at slå fast. Liv Tyler og Glenn Close er fremragende i de to større kvinderoller. Filmen er fra 1999.
Cookie’s Fortune. DR2, søndag 20.50-23.00

*Alfred Hitchcock fik et comeback, da han i 1972 vendte tilbage til sin fødeby London for at optage sin første engelske film i 22 år. Frenzy blev en succes på Cannes-festivalen og viste, at den aldrende gysermester ikke havde mistet grebet. Det er en typisk Hitchcock-historie om en mand med ryggen mod muren, uskyldigt mistænkt for de ’slipsemord’, der hærger London. Så han må flygte fra politiet og samtidig jage den rigtige morder. Filmen har ikke den seriøse vægt, instruktøren lagde i mange af sine Hollywoodfilm – til gengæld er den ofte kvikkere fortalt, rummer en del humor samt en ret kvalmende stranguleringsscene. Se, hvad Hitchcock kan få ud en scene med et lig i en sæk kartofler, og opdag (hvis det stadig skulle være nødvendigt), at manden ikke bare er spændingsmester, men også surrealist.
Frenzy. TV3+, mandag 22.45-00.55

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her