Læsetid: 4 min.

Film i tv

14. juni 2002

(2. sektion)

*Johan Jacobsen lavede fire veloplagte, rappe sagfører-komedier under Besættelsen – velkomne opkvikkere for det danske biografpublikum i de fem mørke år. Mens Sagføreren sover er den sidste i serien. Gunnar Lauring og Beatrice Bonnesen står i centrum med deres kvikke, sofistikerede spil som sagfører-ægteparret Erik og Else Jessen – kompagnoner og kærlige konkurrenter i en advokatvirksomhed, hvor usædvanlige ting hænder. Som da Erik Jessen opsøges af fire dansk-amerikanere, der angiveligt vil have hjælp til at købe nogle byggegrunde. I virkeligheden er de ude på at skaffe sig et alibi, mens de røver kronjuvelerne fra Rosenborg Slot – mindre kan ikke gøre det. En slumrende Erik Jessen spiller en ikke alt for flatterende rolle i denne affære, og det er ikke første gang, at han må satse på, at hans kvikke kone, Else raver kastanjerne ud af ilden. Men han får også hjælp af Christian Arhoffs rapkæftede Magnus Stripp, der bejler ihærdigt til Gerda Neumanns blonde tomatkonge-sekretær, Lilian Berner. Poul Reichhardt leder gruppen på de fire dansk-amerikanske gangstere, og Christian Arhoff er i hopla som kuponklipperen Stripp, en adræt dummepeter. Det er en ungdommelig og ofte komisk inspireret Arhoff, man ser her, meget forskellig fra den ældre rutinetrætte Arhoff. Filmen rummer også morsomme birollepræstationer af Knud Heglund som den italienske artist Tardini – og af en dæmonisk udseende Sam Besekow, der spiller en atletisk kinesisk tjener, som ikke har rent mel i posen. Manuskriptet er skrevet af Arvid Müller, og problemerne med at skaffe politimedvirken og skydevåben gjorde, at optagelserne trak i langdrag og strakte sig over Besættelsestidens to sidste år. Til gengæld kunne man så holde premiere i befrielsessommeren, 1945.
Mens sagføreren sover. DR2, fredag kl. 20.50-22.25

*Coen-brødrene har senest brilleret med noir-pastichen The Man Who Wasn’t There, der stadig kan ses i biograferne. Det er en af deres kulsorte historier. Når brødrene laver mere komediebetonede film, kan deres illusionsløse menneskesyn godt rumme en lettere ucharmerende monotoni. Men The Big Lebowski fra 1998 holdes oppe af sin farverige, velramte hovedfigur, 1970’er-levningen Jeff ’The Dude‘ Lebowski, der spilles dybt indforstået af Jeff Bridges. Langhåret, gråskægget og lettere ølvommet fremtræder Bridges som en overvintret, luddoven hippie med en fortid som politisk aktivist, rent til grin nu til dags. Så meget mere som hans kostume ofte består af teltblafrende strandshorts og skjorter, der synes hentet fra fortidens fjerneste tøjskab. Lebowski indblandes i en speget affære med en forsvunden ung kone, en falsk kidnapning og stjålne løsepenge. Han terroriseres af perverse gorillaer, efterstræbes af en aparte modernistisk kunstnerinde og danner gangsterpar med bowlingmakkeren Sobchak i et uigennemtænkt forsøg på at opnå hurtig rigdom. Sobchak spilles af tykke John Goodman som en Vietnam-veteran med en hel håndfuld skruer løse (Coen-brødrene elsker at gøre den joviale Goodman rigtig psykopatisk), og i det hele taget samler der sig en sælsom fauna omkring Lebowski. Julianne Moores benhårde avantgardekunstner, Peter Stormares tyske techno-rocker og Steve Buscemis super-nørd er udsøgte eksemplarer fra raritetskabinettet, og de overgås endda af John Turturros, når han slår sig løs i bowlinghallen. Filmen viser Coen-brødrene fra deres mest uprætentiøse, om end stadig sardoniske side og er ikke et lille mesterværk som Fargo. Blot djævelsk god underholdning.
The Big Lebowski. Sverige 1, fredag 21.00-22-55

*Steve Martin har en særlig evne til at fremstille den belejrede amerikanske familiefar i al sin galgenhumoristiske desperation. »Man får en baby, som på alle måder er så perfekt. Og så kommer han til at ligne én selv!,« er et typisk udbrud fra den overbebyrdede Martin i denne generationskomedie, der har adskillige pudsige og ganske skarpe indblik i forældregenerationens stressede hverdag. Der er f.eks. høj komik i afsnittet, hvor Martin genopvækker sit indre legebarn og giver den som cowboy ved en børnefødselsdag. Han gør alt for at være en god far – også fordi han selv følte sig negligeret som barn. Og tilsvarende har den altid velspillende Dianne Wiest sit hyr med sine to børn og må lade sin teenagedatters unge bøvede fyr tage sig af sønnens seksualopdragelse. Det går godt – mod forventning og som bevis på, at instruktøren Ron Howards familie-signalementer ikke altid følger den snævre og slagne Hollywood-vej. Howard er bl.a. manden bag den meget Oscar-betænkte Et smukt sind.
Parenthood/Hele den pukkelryggede familie. TV3, lørdag kl. 20.00-22.20

*Lasse Åberg har en egen doven måde at være morsom på. Ladheden er en charme i sig selv, når den svenske komiker og instruktør på afslappet vis fremviser sine hverdagssvenskere på slap line i det fremmede, mens de hengiver sig til charterferiens glæder og sorger. Og Åbergs egen figur, lagerarbejderen Stig Helmer Olsen, er et ranglet flegmatisk uskyldsvæsen, der står som det beskedne, men afvæbnende centrum i det kollektive portræt af skandinaver på organiseret ferie. Først troede man i Danmark, at Åberg var en svensk specialitet – » Den kan umuligt blive en succes herhjemme,« skrev en anmelder om den første Selskabsrejse-film, selv om slægtskabet med en herhjemme elsket komiker som Jacques Tati skulle synes indlysende. Det viste sig da også, at et stort publikum værdsætter Lasse Åbergs stille, folkelige lune, når han – som her – med mild ironi og underdrejede pointer udmaler sine svenskere på ferie på De Kanariske Øer. Lasse Åberg står selv for manuskript og instruktion.
Selskabsrejsen. DR 2, lørdag kl. 20.10-22.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu