Læsetid: 4 min.

Fjernt fra Legoland

Verdensdansen kommer til Danmark. På lørdag indledes ’Dancin’ World’-festivalen, der forener kunstnere i tidens mest dynamiske og kulturelt interaktive kunstart, performance
12. juni 2002

Dancin’ World
Åbningsforestillingen i Dancin’ World hedder På den gamle vej, men den er højst karakteristisk for den nye vej dansen glider, springer og drejer sig henad i dag. Grænser findes ikke længere i den store kulturgryde, hvor enhver respekteres for den kropskundskab og den dansekultur, hun eller han har med i bagagen. Gumarang Sakti Dance Company udgår fra indonesiske traditioner, endda inden for en matriarkalsk kultur, men såvel musikere som dansere kommer fra vidt forskellige dele af Asien.
Bag kompagniet står en stor dreng på 36 år, Boi Sakti, med et broget levnedsløb og en betydelig veneration for sin mor, der døde sidste år. Det var hende, der kodificerede den dansekultur fra Minang-området i Vest-Sumatra, der sammen med asiatisk ’martial arts’ udgør fundamentet i sønnens dansesprog. Men det er ånden i kampsportens bevægelsessprog, Boi Sakti vil udtrykke, så man skal ikke forvente sig kvindekrigerisk ramasjang med sværd som i filmen Tiger/Drage eller Shaoling-munkene. Kropskontrollen er derimod ekstrem, og udtryksfuldheden i fingre og styrken i hælene fejler ikke noget hos de dansere, Boi Sakti har udlært i sit system.
Boi Sakti kom først som 17-årig til dansen, hvilket han forklarer ved at fortælle at han var »a bad boy«, der først måtte et års tid i indonesisk fængsel. Han voksede op med en fraskilt mor, som han har dediceret sit seneste værk til. Historien i Di Jalan Tua (På den gamle vej) handler om mennesker i et eksistentielt dilemma, i kamp med den åndelige og reelle tørke, der symboliseres af ørkensandet, der som silketæpper siler ned fra himlen. Dansen er behersket, de spinkle men stærke og udsøgt smukke kroppe bevæger sig oftest ganske stilfærdigt, men ind imellem spændes de til hurtige udbrud af spring og fald, som udløser den tæmmede kraft. Der er en sørgmodig skønhed over forestillingen, som fortættes i poetiske billeder, hvor de næsten todimensionale kroppe danner relieffer. Tilslut falder den livgivende regn som diamanter i projektørernes lys.

Berlinske workshops
Festivalen In transit i Berlin havde det som et meget vigtigt programpunkt, at enhver der var blevet interesseret i kompagniernes danse- og musiktraditioner gratis kunne overvære formiddagsseancer, hvor disse kunstformer blev demonstreret og forklaret. I modsætning til tidligere har KIT ikke sådanne workshops på programmet i år, så man må håbe at de danske performere intuitivt vil fornemme, hvilke forestillinger der kan bringe dem et par skridt videre fra den noget tilsandede og indeklemte danske performance-scene.

Verdensmusik
Musikken til Boi Saktis forestilling, den eneste i MusikTeatret i Albertslund, blander frit traditionen fra hans egen Minang-kultur med lyd-verdener fra Java og Tibet og forestillingen spiller 15. og 16. juni.
Under Dancin’ World vil man under resten af festivalen i Kanonhallen kunne være med til mange møder mellem musik fra Øst og Vest og Syd og Nord. Hvorledes man blander traditionerne med et udgangspunkt i Danmark vil forestillingerne Sommerfuglen (27. til 30. juni kl. 20) og Oriental Wave 2002 (27.-28. juni kl. 22) give et fingerpeg om. I den første performance står jazz-musikeren Niels Lan Doky bag danssren Line Larsen-Ledet, i den anden har Oriental Mood og Outlandish dansegæster fra Ægypten og Tyrkiet og en dansk break-dancer på besøg.
Med spændt forventning imødeser jeg det oplevelsespotente mix, man formodentlig får at se og høre i en kendt japaners version af forbryderpoeten Jean Genets Stuepigerne. (21. og 22. juni). Yoshi Oida, der har en uddannelse i Noh-teater og træning i Kabuki som sit udgangspunkt, er en af veteranerne i Peter Brooks verdensteater. I Danmark har man kunnet se ham under det vidunderlige Mahabharata-gæstespil i 1988. Senere har Oida spillet l’Homme qui.../ The Man Who... (man skal tilføje ’mistook his wife for a hat’, efter titlen på Oliver
Sachs bog om hjerneskader), i Brooks Hamlet og skrevet en manual for skuespillere med titlen The Invisible Actor (1997).
Egentlig var det tanken, at Oida skulle skabe en forestilling over Becketts Vi venter på Godot, men forfatteren har skrevet et superrestriktivt testamente og dette skuespil må kun spilles på én facon. Med Genet er der ingen forbud, og Oida er gået ud fra den oprindelige intention, som var at stuepigerne spilles af mænd og blandet elementer fra Les Negres og Un chant d’amour som er Genets fængselsfilm ind i sin performance. Spillerne er Ismael Ivo (brasilianer bosat i Tyskland), Koffi Kôkô (afrikaner i Paris) og akrobaten og dervishdanseren Ziya Azazi, som pendler mellem Wien og Istanbul. Sammen med musikeren Joao de Bruco fra Brasilien vil de fremføre stuepigernes spil om dominans og underkastelse som en blanding af afrikanske ritualer og brasiliansk karneval med tekster reciteret på Benin-sproget, portugisisk og tyrkisk. Oh, sweet performance...

Afrika i dag
Dancin’ World vil også vise, hvad afrikansk dans står for i dag, hvor ældre og helt nye kompagnier forlængst har lagt folkloren bag sig. Kongo Ba Teria (Burkina Faso) og Tchétché (Elfenbenkysten) optræder den 20. juni, mens Rary og Inzalo (fra henholdsvis Madagaskar og Sydafrika) er på scenen den 1. juli. Afslutningsforestillingen leverer den japanske koreograf Kim Itoh med sin gruppe The Glorious Future spiller I Want to Hold You søndag 7. juli.

*Program for festivalen Dancin’ World fås igennem KIT, Vestergade 5, 1456 Kbh. K. Tel. 33158681. E-mail info@kit.dk.
Yderligere oplysninger www.kit.dk.
Der er store rabatter på køb til minimum tre forestillinger – herom kontaktes Kanonhallens billetkontor tlf. 35432021

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu