Læsetid: 2 min.

Flere Arrivatog til jyderne

Arrivas andet udkast til togkøreplan tilgodeser kun myldretidstrafikken nær de større jyske byer – ude vestpå er der ingen forbedringer
5. juni 2002

Trafikselskabet Arrivas nye udkast til togkøreplaner for Midt- og Vestjylland får en blandet modtagelse af pendlerrepræsentanter og de amtslige trafikselskaber.
»Det ser nydeligt ud, og det er meget glædeligt for den kollektive trafik,« lyder det fra Ole Christiansen, pendlerrepræsentant for strækningen Århus-Silkeborg, der fra januar 2003 vil få bedre togbetjening end den, DSB tilbyder i dag.
Fra Thybanen mellem Thisted og Struer er meldingen anderledes: Her er der udsigt til en gennemsnitligt ventetid på 45 minutter i Struer, når man rejser mod Skjern, fortæller Bjarne Nielsen, der selv bor i regionen.
»I forvejen er forholdene ikke de allerbedste heroppe, men så slemt er det trods alt ikke i dag med DSB,« siger han, der har en fortid som køreplanlægger i DSB.
Da Arriva i februar udsendte sit første udkast til køreplaner efter at have vundet togudbuddet i Midt- og Vestjylland, rejste der sig en storm af protester fra pendlerne, borgmestre og amtsborgmestre.

Myldretidskørsel
I stedet for et løft til de jyske togpassagerer betød Arrivas første køreplan mærkbare forringelser i den daglige togbetjening. Et løft var ellers, hvad daværende trafikministrer Jacob Buksti lovede jyderne, da Midt- og Vestjylland blev udpeget som det første udbudsområde for togtrafik.
Efter tre måneder førte kritikken til en tillægsaftale, hvor trafikminister Flemming Hansen (K) med et bredt folketingsflertal i ryggen for to uger siden gav ekstra penge og dermed flere tog til Arriva.
Det har gavnet myldretidskørslen nær de større byer i det udbudte område, mens der øjensynligt ikke har været råd til forbedringer i udkanterne, viser Arrivas nye køreplan.
Kontorleder i Ribe amts trafikselskab Jørgen Præst mener dog, at den nye køreplan løser mange af de problemer, som amtet har påpeget. Alt i alt bliver niveauet næste år næsten som nu.
»Men der er stadig nogle problemer tilbage mellem Esbjerg og Varde, hvor det ikke bliver på højde med, hvor meget DSB kører i dag,« siger Jørgen Præst, der derfor ikke vil karakterisere Arrivas køreplan som et løft til området.
Grethe Hassing, trafikchef i Viborg amts trafikselskab, afviser kategorisk, at Arrivas nye køreplan bliver et løft: «Ikke her i Viborg amt,« som hun siger til Information.

Planlagt kollission
På Thybanen bliver forholdene væsentligt dårligere end i dag, når Arriva tager over næste år, mens det kun bliver lidt dårligere på strækningen Århus-Langå-Struer, fortæller hun og tilføjer, at der også mangler nogle af de ekstratog til den store virksomhed Grundfoss i Bjerringbro, som amtet for fem år siden fik forhandlet på plads med DSB.
»I køreplanen kan vi ikke se, hvor mange togvogne, Arriva vil køre med. Det kan også gøre os lidt bekymrede, hvis der ikke er kapacitet nok,« siger hun.
Pendlere og amter kan frem til den 17. juni komme med kommentarer til køreplanen. Og Bjarne Nielsen har i hvert fald én kommentar til Arriva: Ifølge den nye køreplan vil der hver aften kl. 22.56 ske et togsammenstød på den enkeltsporede bane mellem stationerne Hurup og Ydby. I dag fungerer Hurup som krydspunkt; det vil sige, at togene venter på hinanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her