Læsetid: 6 min.

En fyr fyldt med indre konflikter

Tobey Maguire alias Spider-man fortæller om, hvordan det er at spille superhelt i Hollywood, som han i øvrigt ikke gider kritisere, og hvor han forsøger at finde sin egen niche
28. juni 2002

(2. sektion)

Tobey Maguire alias Spider-man fortæller om, hvordan
det er at spille superhelt i Hollywood, som han i øvrigt ikke gider kritisere, og hvor han forsøger at finde sin egen niche

Interview
Tobey Maguires teint er bleg som julesalat. Han er hverken bemærkelsesværdig flot eller karismatisk, men ligner snarere den typiske flinke boy next door. Men som den vegetariske melankolis prins, der bliver høj på buddhisme og yoga, er han øjeblikkets paradoksale stjerne.
Instruktøren Sam Raimi var aldrig i tvivl om, at Tony Maguire var den rette, selv om han måtte bruge alle sine overtalelsesevner for at overbevise filmselskabet Columbias beslutningstagere, der hellere havde set Jude Law eller Heath Ledger som Spider-man.
Maguire er i en alder af 26 blevet Hollywood hotteste navn takket være den kolossale succes, filmen har opnået. Han blev først opdaget i 1997 i rollen som dysfunktionel teenager i Ang Lees Ice Storm og gjorde siden overbevisende indtryk i seriøse film som Pleasantville og Wonder Boys – sidstnævnte i samspil med Michael Douglas. »Han er den bedste unge skuespiller lige nu,« siger hans medspiller i Spider-man, skuespillerinden Kirsten Dunst – på en gang »uvirkelig og ligetil«, som James Chamus, manuskriptforfatter til Ice Storm, sammenfatter det.

Angstplaget teenager
Tobey Maguire blev født i Santa Monica, Californien. Hans forældre var kun 20 år. Faren var kok, moren sekretær, og det varede ikke længe, før parret blev skilt. Tobey bliver delebarn mellem to hjem og flytter næsten hvert år – Oregon, Washington, Vancouver. Som følge af den omtumlede skolegang bliver han en angstplaget teenager, som kaster op hver morgen, før han går i gymnasiet.
Hans mor betaler nogle timer i dramatik for ham, og han begynder at løbe castingbureauer på dørene, medvirker i reklamer og soapserier. Under en casting møder han en fyr på sin egen alder, Leonardi DiCaprio. De bliver gode venner, men samtidig konkurrenter til de samme roller. En dag bliver DiCaprio udvalgt til at medvirke sammen med De Niro i filmen This Boy’s Life, mens Maguire bliver afvist. 10 år senere ser revanchens stund ud til at være inde. Ved aperitif-tid møder jeg denne unge gådefulde mand, som forsøger at undgå at lade begivenhederne vokse ham over hovedet og
sørger for at holde ild i sin cigar.
– Hvor mange interviews har du givet for at promovere Spider-man i USA og verden?
»Omkring 100.«
– Kan du stadig finde på noget oprigtigt og nyt at sige?
»Jeg er selvfølgelig tilbøjelig til at gentage de samme ting, og jeg vil da ikke bare sige hvad som helst for at variere mine svar. Efter at optagelserne er slut, må filmen leve sit eget liv, men jeg har bevaret den glæde intakt, som jeg havde ved at være med i den og arbejde med Peter Parkers personlighed – først i den forberedende fase med fysisk træning, kampsportsteknikker og koreografi og siden under de fem måneders optagelser.«

Karakterarbejde
– Pubertetsgalskabens rolle i personen Peter Parkes mutationer – var den skrevet ind i manus fra første færd?
»Peter er en helt almindelig fyr – måske uden den helt store charme, lidt klodset, lidt socialt hæmmet, som pludselig vågner op og opdager, at han har enorme evner og fysiske kræfter. Denne forvandling sætter ham først en skræk i livet og gør ham siden fuldkommen euforisk. Hvad er mere oplagt end at bruge sine nyvundne kræfter til at gøre indtryk på piger?«
»Denne mulighed lå selvfølgelig i plottet fra starten af, men da Sam Raimi gik ind for et meget åbent kreativt klima under optagelserne, blev vi ved med at forfine detaljer, ændre replikker i dialogen, understrege bestemte effekter osv. – vi førte løbende diskussioner om karakteren. Sam var ligesom jeg selv meget følsom over for Peter Parkers skrøbelighed og menneskelighed – det var, hvad vi orienterede os imod hele tiden.«

Lidenskab
– Hvorfor beundrer du skuespillere fra 1970’erne?
»Nicholson, Pacino eller De Niro ville mere end bare være filmskuespillere – i samspil med deres medspillere investerede de lidenskabeligt hele deres personlighed, i de projekter de medvirkede i.«
– Er det stadig muligt at arbejde sådan i Hollywood?
»Det er ikke så let som dengang selvfølgelig, men der eksisterer stadig instruktører, som formår at trumfe deres kunstneriske vision gennem de rigide kommercielle rammer. Michal Mann eller Christopher Nolan, som lavede Memento og Insomnia, som jeg lige har set – et stort Warner-udstyrsstykke med stjerner som Al Pacino og Robin Williams. Historien virker måske ikke specielt original, men Nolan er original.«
»Jeg har aldrig været fan af blockbusters og rene actionfilm, der alt for tit er genbrug af genbrug af genbrug... og hvor personernes følelsesregister er ekstremt begrænset. Når jeg sagde ja til Spider-man, var det, fordi hovedpersonen er så fyldt med indre konflikter. Jeg vidste, at Sam Raimi aldrig ville lade sig nøje med en film, hvor special effects skulle være det bærende.«
– Hvad er dit forhold til filmindustriens store selskaber?
»Der investeres enorme summer, og der er enorme penge at tjene i den her branche. Jeg mener ikke, at penge eller berømmelse er de motiver, der driver mig, selv om jeg da heller ikke ligefrem skyr dem! Jeg vil ikke spilde tid eller energi på at kritisere Hollywood-systemet. Jeg prøver bare at finde en slags niche, hvorfra jeg kan forsvare det, jeg tror på, og lave den slags film, jeg kan være stolt af. Resten interesserer mig ikke.«
»Efter Wonder Boys gik der halvandet år, hvor jeg slet ikke lavede film. Efter Spider-man har jeg læst mange manuskripter, men ingen har endnu tændt den der gnist i mig, der giver mig lyst til at investere mig fuldt ud. At jeg har det sådan, gør det selvfølgelig svært at vælge nye projekter, og jeg har ellers stor lyst til være med i en ny film.«

Undgå det overflødige
– Hvordan vil du selv karakterisere din spillestil? Er den minimalistisk?
»Hmm... det ved jeg faktisk ikke. Måske. Jeg er i hvert fald opmærksom på kun at bruge de nødvendige virkemidler og undgå de overflødige. Jeg forsøger at være så tro som muligt over for den sandhed, der ligger i den person, jeg iscenesætter. I tv-serier er der tit et overdrevent spil, som irriterer mig, selv om jeg heller ikke er imod en vis overdramatisering som f.eks. hos Gary Oldman. Hans spil bygger på en konstant intensitet, men det virker stadig overbevisende på mig. Robert Duval derimod forekommer mig at være et eksempel på den minimalistiske stil, du taler om.«
– Er du stadig vegetarianer?
»Ja. Jeg føler afsky over for kød og spiser aldrig fisk. Hvis jeg skal spise et stykke kylling, forvisser jeg mig først om, at der ikke er nogle vener eller blodpletter på det. Hvis jeg spiser en hamburger og bider i noget hårdt – en stykke brusk, en knoglerest eller hvad ved jeg, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvilket åndeligt liv det dyr, som jeg er ved at spise, har haft og på de kemiske produkter, som man har givet det, der går direkte i min krop for at blive en del af mig – alt dette lort går direkte i hjernen på mig efter en enkelt mundfuld.«
»Masseproduktionen af bøffer, kyllinger på geled pumpet med hormoner for slet ikke at tale om de skader, vi udsætter miljøet for... jeg er ikke fanatiker, men jeg foretrækker at sige nej tak til kød og kun spise tofu, nødder og grøntsager.

*(c) Libération og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
*Spider-man havde premiere i onsdags

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu