Analyse
Læsetid: 5 min.

En gådefuld historie

Rigsarkiv-debatten om provins kontra hovedstad er måske en afsporing i forhold til det langt vigtigere spørgsmål: Er Folketinget og befolkningen blevet vildledt?
19. juni 2002

De seneste måneder har debatten raset om Rigsarkivets flytning til Odense. Hovedemnet for denne debat er hovedstad kontra provins, men siden Berlingske Tidende for tre uger siden viste, hvordan en ’Odense-løsning’ på Ørestadsgrunden kunne koste det samme, er især Dansk Folkeparti kommet i tvivl om flytningens økonomiske berettigelse. Berlingskes beregninger var baseret på Københavns Kommunes alternative forslag om at udlægge grunden til ’tæt-lav’-boliger. Men hvis man regner på de egentlige udgifter, er det stadig en tvivlsom forretning.
Der har længe været rygter i omløb om det ’dyre prestigeprojekt’ i Ørestaden. Helt tilbage fra 1999 er det blevet sagt, at »kilder i Slots- og Ejendomsstyrelsen« (det er bygherren på projektet) fortalte, at »arkitekterne overhovedet ikke havde styr på økonomi eller tid«, og at »samarbejdet med ingeniørfirmaet Cowi forløb særdeles dårligt«. Da licitationsresultatet forelå, umiddelbart før valget i november, hørte man straks om »kollosale overskridelser«, og »et vanvittig dyrt prestigeprojekt«. Det var ganske vist.

Så det var ganske nye oplysninger, der kom frem i februar, da arkitekterne valgte at tale med tidskriftet Arkitekten og nærværende avis om sagen. Det, Stefan Behnisch og hans partner David Cook sagde, var nemlig radikalt forskelligt fra det, ministeren havde fortalt os borgere og Folketingets medlemmer. Byggeriet var ikke blevet for dyrt, tværtimod lidt billigere end forudsat i Folketingets 2. bevillingsrunde. (Men det havde været grotesk underbudgetteret i første runde).
Det var ikke forældet. Det kunne sagtens udvides fra 68.000 til 90.000 kvadratmeter. Og samarbejdet med Cowi havde været et inspirerende, kreativt forløb med udgangspunkt i Cowis store viden om stålkonstruktioner. Til gengæld havde arkitekterne, som noget helt usædvanligt, ikke haft indsigt i det samlede budget, og de havde ikke fået svar på flere henvendelser til bygherren.
Arkitekten bragte interviewet, men det vakte ikke den store opsigt i politiske kredse. Her blev og bliver det stadig opfattet som en ’kendsgerning’, at arkivet i Ørestaden ville blive for dyrt – sikkert fordi den ekspressive arkitektur ’så dyr ud’.
Da juraprofessor Ditlev Tamm indledte en værdibaseret debat i Berlingske Tidende og Weekendavisen, var det ligeledes ud fra den antagelse, at byggeprojektet i Odense ville blive billigere. Avisen fik udført beregninger, der viste, hvordan et ’Odense-projekt’ kunne opføres i Københavnsområdet, til en tilsvarende ’lav’ pris.
Mandag blev der føjet et nyt kapitel til den efterhånden gådefulde historie. Kulturministeriet udsendte en pressemeddelse som svar på en ukendt pressemeddelse fra Behnisch, Behnisch & Partners, Cowi og Birch & Krogboe, rådgiverne i sagen.
I svaret på den altså endnu ukendte skrivelse skrev kulturministeriets embedsmænd bl.a.:
»Kritikpunkterne beror på en række misforståelser og faktuelle fejl. Derfor vil Kulturministeriet og Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES) fastslå følgende:
For det første påstår Behnisch & Behnisch, at der ikke har været tale om overskridelser af budgettet i byggeriet af et nyt Rigsarkiv i Ørestaden.
Dette er ikke korrekt. Siden den tidligere regering besluttede at gennemføre byggeriet, er det blevet markant dyrere. I 1999 blev byggerammen forhøjet med 150 mio. kroner, selv om projektet blev beskåret. Og efter licitationen i oktober 2001 stod det klart, at byggeriet – trods yderligere besparelser – ville blive ca. 90 mio. kroner dyrere end forudsat i det seneste budget.
For det andet anfører Behnisch & Behnisch, at SES og Kulturministeriet selv har godkendt de arkivsystemer, der indgik i deres projekt.
Det er korrekt, at Behnisch & Behnischs projekt lever op til kravene i det oprindelige udbudsmateriale. Men siden er der udviklet nye højlagerløsninger, som bl.a. indgår i Rigsarkivets projekt i Odense. «

Nu vil de fleste vel spørge sig selv: Hvad i al verden er det, Ministeriet svarer på, og hvorfor? Og få minutter før
deadline har Information fået svar. I rådgivernes pressemeddelse angives det samlede licitationsresultat til 950 millioner kroner. Resultatet blev godkendt af bygherren. Det er jo langt fra de 1,7 milliarder, der er bevilget til projektet. Men vi ved fra pressen, at staten har betalt 225 millioner for grunden i Ørestaden og regner med 180 millioner i erstatning til rådgiverne. Efter normal praksis kan man forestille sig, at dette er ca. 80-90 procent af rådgiverhonoraret. Det vil sige, at rådgiverhonoraret har ligget på henved 200-225 millioner. I alt en byggeudgift på 1,375 -1,4 milliard. Trods den dyre grund. Og hvad sker med de resterende 300-325 millioner kroner? Er det flytteudgiften?
I Odense regner man med et hus til 1,1 milliard. Hertil skal lægges tab ved salget af grunden i Ørestaden og mindst 180 millioner i erstatning. Udgifterne til Odenseprojektet kan altså blive alt mellem 1,275 milliard og 1,4 milliarder – og så har vi stadig ikke fundet ud af, hvad de uforklarede 300-325 millioner skulle bruges til.

Er De forvirret? Så tager vi den i kort form: Odenseprojektet er ikke væsentligt billigere, hverken i relative eller absolutte tal. Til gengæld har vi mindst 300 løse millioner. Rådgiverne ved heller ikke, hvad disse penge skal bruges til.
Ministeren og de borgerlige kulturordførere har hævdet, at der er opfundet nye former for lagring og digital registrering, der gør Ørestadsprojektet forældet, allerede ved åbningen. Odenseprojektet er baseret på højlagre med digital registrering og stregkodning af samtlige arkivalier, 330.000 hyldemeter. Derfor er der sat 331 millioner kroner af til processen med at flytte og registrere arkivalierne. Det ligner det tal, vi har til overs i det gamle regnestykke, men der skulle dokumenterne jo ikke digitaliseres. Selve bygningen er sat til 713 millioner. Det er næsten dobbelt så meget pr. kvadratmeter som i København, så man forstår, at disse højlagre er meget kostbare. Og af interviewet med Behnisch og Cook i Arkitekten fremgår det, at Rigsarkivaren afviste denne løsning i forbindelse med Ørestadsprojektet både af sikkerhedsgrunde, økonomiske grunde og hensynet til datasystemernes teknologiske skrøbelighed og hurtige forældelse. En del af arkivets arkivalier er flere hundrede år gamle håndskrevne dokumenter, der ikke bare kan fragtes mekanisk rundt i et højlager. Og i pressemeddelsen understreger rådgiverne, at den nuværende løsning blev godkendt så sent som september 2001.
Rigsarkivet er allerede mindst på niveau med de mest avancerede nationalarkiver i verden, når det gælder opkobling til nettet. Den almindelige borger kan finde mange arkiver fra sin hjemme-pc, mens forskere under alle omstændigheder har brug for adgang til de originale dokumenter.
Hvor interessant er diskussionen om hovedstaden kontra provinsen, når tallene peger på en bevidst vildledning af borgere og Folketing?

*Rådgivernes pressemeddelse kan ses på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her