Læsetid: 5 min.

Gensyn med de vilde år

Rusland havde en forrygende avantgarde-kunst før revolutionen, der hurtigt blev knægtet. Nu tjener den penge til museerne. Det Russiske Museum i Sankt Petersborg viser nu pioneren Natalia Gontjarova i en stor og fascinerende præsentation
6. juni 2002

Udstilling
SANKT PETERSBORG – I 1960’erne opdagede vesterlandske kunsthistorikere, at russiske billedkunstnere i perioden imellem 1908 og frem til revolutionen var nået til de grænser for maleriet og skulpturen, der næsten gælder endnu. De russiske samlere købte ind en gros af Gauguin og van Gogh og avancerede derefter til Matisse og Picasso, mens den italienske futurisme fik et lydhørt publikum hos de mere rabiate kunstnere i Sankt Petersborg og Moskva. Med denne storstilede kunstimport var det naturligt for russerne at tage skridtet videre til det endnu mere ekstreme: den totalt genstandsløse kunst, det sorte maleri på sort bund og det hvide felt med et sort kvadrat.
Danmark havde i Troels Andersen, nu Silkeborg Kunstmuseums direktør, en vågen forsker, der udgav væsentlige skrifter af Kazimir Malevitj og delte ud af sin viden som medlem af Den eksperimenterende Kunstskole, også kaldet Eks-skolen.
I 1960’erne vistes også de første store udstillinger af den russiske avantgarde, i London og i Stockholm, men ikke i Danmark. Russerne selv måtte intet vide om deres egen drabelige kunstfortid, hvor man langede lussinger til den gode smag, fik billeder konfiskeret af politiet og var centrum for alle de skandaler, der udgjorde en del af meningen med provokationerne, som også blev eksporteret til udlandet, da Nijinskij og Stravinskij chokerede pariserne med Sacre du Printemps.

Kommersen styrer
Man vidste, at de russiske museer havde store samlinger af russisk kunst fra den rabiate tid, men låget var lagt forsvarligt på. I museumssalene på Tretjakov-galleriet sås de gigantiske sovjetiske fremstillinger af den gode soldat, den gode arbejder og den gode moder. Stalinismen havde sejret ad helvede til, og billedkunstnerne var i bedste fald emigrerede og i værste fald gjort tavse under desperat modstand eller knugende resignation. Efter perestrojka begyndte museerne at hente den første avantgarde frem fra magasinerne, og nu er man kommet så langt, at kommersen styrer ophængningen. For når man vil sælge tekrus og dukker-inden-i-dukker med Malevitj-motiver i souvenirshoppen, bliver man jo også nødt til at have en rimelig repræsentation af hans malerier oppe i udstillingssalene.
I den mere lødige afdeling kan man glæde sig over, at de russiske museer nu laver seriøse udstillinger – om end skiltning stadig oftest blot er med kyrilliske bogstaver og kataloger økonomisk urentable og derfor ikke-eksisterende. Det er forunderligt, hvor lidt museerne verden over tænker på, at en god del af deres ’kunder’ ikke taler det lands sprog, de gæster, men at de er voldsomt motiverede for at blive oplyst. Danske museer har sjældent noget at rose sig af, som ofte påpeget her i avisen, og russerne lader det i højden blive ved at oversætte kunstnernavn og titel, selv når det drejer sig om foretagender som Eremitagen, der tager ganske vesterlandske priser for entreen. Her vises en fortrinlig og tilsyneladende meget veldokumenteret udstilling om fyrsterne Jussopovs kunstsamling, der demonstrerer, hvor langt man kan komme med en interesse for billeder af nøgne mænd og kvinder og påklædt erotik fra italiensk barok til fransk nyklassicisme, men vægteksterne var igen på russisk, ligesom det videnskabelige katalog, der solgtes til en pris, som ingen normal russer vil have råd til at udrede.

Den stærke kvinde
Det Russiske Museums store sommerudstilling er en storstilet præsentation af Natalia Gontjarova (1881-1962), den bedst kendte blandt en hel falanks af kunstnerinder fra kunstens revolutionstid. Her har man lykkeligvis en engelsksproget vægtekst, så det er muligt at finde de relevante oplysninger om hendes karriere – om end kun til det tidspunkt, hvor hun kaster handsken i ringen og emigrerer til Frankrig via det neutrale Schweiz.
Museet fortæller, at hermed er hendes vigtigste billedkunstneriske indsats til ende, en sandhed med modifikationer, da hun som teatermaler i Vesten var blandt de mest betydningsfulde i historien om Ballets Russes og scenograferne.
Men der er stof nok i udstillingen, som det er, for Gontjarova var en umådeligt flittig og produktiv maler. Hendes store separatudstilling i Moskva i 1913 omfattede over 700 værker, hvilket må siges at være imponerende for en kunstner, der kun lige er passeret de 30 år.
De ældste malerier viser en personlig, reflekteret tilegnelse af lærdommene fra Gauguin og Cézanne i velstrukturerede, lidt gobelinagtige gengivelser af haver og parker og kraftfulde personer fra cirkusproletariatet eller caféliv inden for lavstatuslagene. Nogle meget spektakulære blomsterbilleder og et par brydere, der er røde og grønne i hovederne viser Gontjarovas højst personlige og radikale farvesans, og derefter følger en serie interessante scener fra det bondeliv, hun hang ved fra sin tidlige opvækst på landet.
Gontjarova kom fra en af Ruslands mere bemærkelsesværdige familier, faren var arkitekt, og grandtanten var digteren Pusjkins hustru, årsag til den skæbnesvangre duel, der kostede ham livet.
I billederne af livet på landet ser man, hvor mange rene farver Gontjarova kan sætte på lærredet på én gang, uden at billedet falder fra hinanden. Derefter sprænger hun alligevel sine kompositioner under indflydelse af futurismen, i følge med manden Mikhail Larionov, der også hørte til stormtropperne i den ekstremistiske kunstnerlejr – og med hvem hun levede i eksil til sin død i Paris.

Patriotisme og eksil
Tidligt gjorde Gontjarova dog op med den vestlige indflydelse for at fordybe sig i Østens kunst, såvel russisk folkekunst som orientalsk billedkunst fra de tidligste tider til 1900-tallets japanske træsnit. Hun satte sin russiskhed som et kardinalpunkt i kataloget for udstillingen i 1913, som et indlæg i den stadig bølgende russiske kulturkamp imellem slavister og internationalister.
Gontjarovas første store scenografi fra 1914, til Rimskij-Korsakovs Guldhanen er også en hyldest til den dekorative russiske kunst, det bemalede husgeråd og museernes pragtkostumer for bojarer og tsarer. Under Første Verdenskrig stillede hun sig først i patriotismens tjeneste med litografier af den russiske hær set under en apokalyptisk synsvinkel. Men snart blev det kunstneriske klima uudholdeligt for hende og Larionov, så de sluttede sig til eksil-tropperne under Diaghilev, for hvem de leverede banebrydende scenografier, lige indtil ‘Ballets Russes’ ikke længere kunne hænge sammen. Men denne historie fortælles altså ikke i Sankt Petersborg, hvorimod den er yderst veldokumenteret i Vesten.

*Natalia Gontjarova. Det Russiske Museum, Sankt Petersborg. Til 15 jul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu