Hvorfor spiser man aldrig?
»Man fanger en ged af hankøn og afpelser og afhorner den. Derefter fjernes de nødvendige indvolde. Det store grillspyd føres igennem geden fra hoved til hale, hvorefter kødet pensles rigeligt med olie og krydderier.
Når grillen er godt varm hænges spyddet op i holderen. Efter 6-8 timer er dyret klar til udskæring. Hvis grillen ikke roterer automatisk, må man med jævne mellemrum bruge håndkraft for at undgå at branke stegen på udvalgte steder.
Inden udskæringen skal det rituelle overholdes. Med et rask tag afrives testiklerne og gives til festens æresgæst og den mandlige alderspræsident.
Passende grimasse
Så er det med at finde en grimasse der kan passe, for det er en lækkerbisken og en hæder at få lov til at mæske sig med dyrets ædlere dele.«
Dette er en af de opskrifter, som blev indsamlet til og trykt i Fars kogebog, som blev udgivet fredag d. 19. April 1996 på Ejgil Søholms 60-års fødselsdag. Søholm var blandt meget andet litteraturanmelder ved herværende dagblad fra 1983-95. Desværre er han ikke længere i stand til at nyde godt af de mange spøjse indslag, som bogen rummer, f.eks. Imam bayaldi (Lille præst fald om) eller den skotske opskrift på får i øl. Han døde kun 65 år gammel..
Ovenstående opskrift på helstegt ged med særligt henblik på sammes testikler er ifølge Fars Kogebog afprøvet på Samos i påsken 1989. Og mon ikke Ejgil har været den ene af de to, der skulle lægge ansigtet i de rette folder under indtagelse af delikatessen? Men ligesom Politiken kun er et vedhæng til At Tænke Sig, så er gedens testikler altså også kun et vedhæng til gedens krop.
Hvorfor spiser vi ikke det fine lyse kød, der minder om kylling? Er det fordi fattigmandsetiketten stadig klæber til dyret, som har holdt mangt et husmandshjem med mælk og kød helt op i halvtredserne? Hvor køber du gedekød, og hvordan tilbereder du det?
*Opskrifter, svar og ind- og udfald kan mailes til john@henriksen.mail.dk