Læsetid: 6 min.

Gud er måske blot elektricitet i hjernen

Neurologer leder efter religionens udspring i menneskehjernen
17. juni 2002

Neuroteologi
Hjerneforskningen har fejret store triumfer. Den har afklaret, hvordan lyd og synsindtryk bearbejdes i storhjernen, opdaget latterens oprindelse i basalganglierne og hukommelsens sæde i hippocampus. Ja, selv hvor i hjernen rædsel, lykkefølelse og skam opstår, har den fundet frem til. Nu har den også kastet sig over religiøsitet og gudsoplevelser, noterer nyhedsmagasinet Der Spiegel i en omfattende artikel – »Hotline zum Himmel« (21/2002).
I Philadelphia har en hjerneforsker kastet lys over, hvilke dele af hjernen, der er aktive under meditation. På universiteterne i San Diego og North Carolina studerer man, hvordan epilepsi og visse hallucinogener fremkalder religiøse syner. Og i Canada har en neurolog fremstillet en magnetisk hjelm, der kan udløse »spirituelle oplevelser«.
Et par elektroder, en monitor og en strømmåler var, hvad San-Diego-neurologen V.S. Ramachandran behøvede for at komme på sporet af ’Gud’. En epilepsipatient viste ham vejen. Alt står krystalklart for mig, fortalte den 32-årige butikschef, Paul:
»Jeg har oplevet disse glimt mange gange, siden jeg var otte år. Der er ingen tvivl i mit sind: Hver gang føler jeg, at jeg har gennemskuet universets gåde. Hver gang føler jeg mig ét med Skaberen.«

Gud-modul
Religiøse visioner – de såkaldte epifanier har formentlig ’hjemsøgt’ mennesker gennem hele homo sapiens historie. De ældste hulemalerier menes at gengive sådanne syner. Fra religiøs litteratur kendes talrige beretninger om oplevelser af et guddommeligt lys, om erfaringer af en dyb sandhed – af mystikere kaldet ’nirvana’ og af kristne ’guddommelig nåde’. Pauls epifanier vakte Ramachandrans nysgerrighed. Han fandt, at Pauls hjerne på et punkt bag tindingen med jævne mellemrum blev ramt af stærk elektrokemisk aktivitet – epileptiske anfald, der ikke var forbundet med fråde om munden eller muskelkramper, men som hans patient oplevede som øjeblikke af intense klarsyn.
To årsager kunne tænkes til Pauls ekstase. Enten var de epileptiske anfald udtryk for en pirringstilstand, som for Paul var så overvældende, at han måtte tolke den mytologisk. Eller også blev de udløst i hans hjerne af et gud-modul – en slags religiøst ’erkendeorgan’ indrettet på at erkende om ikke Gud så en forestilling om Gud.

Jagten på Gud
Ramachandran målte også den elektrokemiske aktivitet i Pauls tindingelap, idet han viste ham ekstreme billeder, som hos de fleste mennesker udløser stærke emotionelle reaktioner; scener af død og ødelæggelse, sexede pinupper osv.
Men ledeevnen i Pauls hud – en umiskendelig indikator på emotionel ophidselse – ændrede sig kun lidt. Da Ramachandran viste ham billeder af den korsfæstede Kristus og flere religiøse symboler, gav målerens pil pludselig heftige udslag.
Religionens universelle udbredelse taler for, at religiøsitet er en uudryddelig del af den menneskelige natur. Men er det virkelig den samme ’drift’, der får buddhister til at meditere og dansende dervisher til at gå i ekstase? Har hopi-indianernes religion fællestræk med jødedommen? Er der lighed mellem shiamuslimers rituelle selvpiskninger og haitianske vodoopræsters besværgelser?
Ramachandran mener ja, og et stigende antal forskere bakker ham op. De har gjort det til deres mål at efterspore religiøsiteten, hvor den må ligge gemt; i menneskehjernens små 1,5 kg tunge gråhvide substans. Deres forskningsdisciplin, der har fået betegnelsen neuroteologi, søger at identificere de hjernekredsløb, der er aktive i religiøse erfaringer.
Forskerne har endnu ret få eksperimenter at trække på for at påvise, at noget ændrer sig i et menneske, når det retter sin bevidsthed mod ’Gud’ i bøn og meditation: Åndedrætsrytmen tager mærkbart af, og iltoptagelsen mindskes med 20-30 procent, samtidig med at huden bliver mere spændt, og blodets surhedsgrad stiger. I hjernen sker markante forandringer: Cirka 50 sekunder inde i buddhisters meditation har professor i radiologi ved University of Pennsylvania Andrew Newberg aflæst alfabølger i et elektroencephalogram, hvilket er usædvanligt, når forsøgspersonen har åbne øjne. I visse tilfælde har det sågar været muligt at måle thetabølger, der normalt indikerer drømmesøvn.

Mentalt bedrag
Dette beviser, at den tranceagtige tilstand slår igennem i nerveaktiviteten. Men hvad betyder denne oplevelse? Hvad får bevidstheden til at tro, at den svæver på et åndeligt plan? Newberg bad mediterende buddhistiske forsøgsmunke om at rykke i et stykke sejlgarn, når de følte, at de var tæt på at opleve trancekulminationen, hvor »deres sjæl blev ét med kosmos«. Herved åbnede de for en ventil, hvorved et svagt radioaktiv farvestof flød ind i deres vener. Ved hjælp af en teknik kaldet SPECT (Single photon emission computed tomography) kunne Newberg nu ud fra blodgennemstrømningens intensitet i hjernen måle, hvor stor aktivitet nervecellerne udfoldede i dens regioner. ’Tomogrammet’ viste et karakteristisk farvemønster, der slående lignede det, som han ved et tilsvarende eksperiment havde påvist i hjernen hos franciskanernonnen søster Celeste, når hun var i dyb bøn.
Forudsigeligt nok var der stigende aktivitet i de områder i de forreste dele af hjernen, der bla. er involveret i koncentration. Men Newberg konstaterede også et brat fald i aktivitet i isselappen – en del af hjernen, der hjælper personen til at orientere sig i et tredimensionalt rum.
»Når folk oplever åndelige ekstaser, føler de, at de bliver ét med universet og at deres selv så at sige bliver ophævet,« siger Newberg til Washington Post.
»Vi formoder, at det er på grund af, hvad der sker i isselappen. Når forbindelsen til dette område afbrydes eller svækkes markant, mister man fornemmelsen af grænsen mellem selvet og omverdenen. Dermed ender man til sidst i »den universelle tilstand.«
Var dét glimt af guddommelig visdom, der slog ned i Siddharta Gautama – Buddha – i virkeligheden blot hans isselap, der koblede fra? Var de stemmer, som Moses og Muhammed hørte på bjergtoppe blot en antænding i nogle af deres hjernes neuronbundter – altså en illusion? Kan Jesus’ samtaler med Gud have været et mentalt bedrag?
Det mener neuroteologen Michael Persinger, der er professor ved Laurentian University i Sudbyry, Ontario. Han har udført eksperimenter med en ’magnetiserbar’ hjelm, han selv har konstrueret. Eksperimentet består i at, han sender et svagt elektromagnetisk signal gennem frivillige forsøgspersoners hjerneskal.

Teologer er skeptiske
»Fire ud af fem«, siger han, beretter om en mystisk oplevelse – en følelse af en sansende tilstedeværelse eller entitet, der står bag ved dem eller ved siden af dem. Mange bryder ud i gråd og føler, at Gud har rørt ved dem – andre bliver bange og taler om dæmoner og ånder.«
For Persing viser dette, at religion »er en egenskab ved hjernen og kun hjernen, der ikke har ret meget at gøre med, hvad der er ’derude’«.
De fleste teologer og religionspsykologer har reageret med skepsis.
»Når neuroteologer taler om religiøse erfaringer, forstår de meditative erfaringer«, siger teologiprofessor ved Georgetown University, John Haught.
»Religion er mere end det. Det handler om at besøge enker og faderløse børn, om symboler, myter og fortællinger. Neuroteologerne har isoleret et lille aspekt religiøs erfaring, som de identificerer med al religion.«
»Religion og tro er mere end summen af deres ’hjernedele’. Hjernen er den hardware, hvorigennem religionen opleves,« siger religionspsykolog Daniel Bateson fra University of Kansas.
»At sige, at hjerner skaber religion, svarer til at sige, at klaverer skaber musik.«
Uanset de tentative succeser, som forskerne har opnået i deres forsøg på at finde et biologisk grundlag for religiøse erfaringer, vil ét mysterium forblive uden for deres rækkevidde. Man vil muligvis kunne lokalisere transcendens og religiøsitet i hjernens gråhvide masse. Men det er usandsynligt, at videnskaben nogensinde vil finde svar på det store spørgsmål: Skaber vores hjernekredsløb Gud eller skaber Gud vores hjernekredsløb? Hvad man vil tro her, er stadig … et trosspørgsmål.

*Litteratur om neuroteologi: James Austin: 'Zen and the Brain (1998), V.S. Ramachandran: ’Phantoms In the Brain’ (1998), Newberg og Aquili: ’Why God Wont go Away’ (2002)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu