Læsetid: 2 min.

Hash til døren

Susanne på 41 er en tilfreds kunde, der har haft glæde af at få hash leveret på privatadressen af høflige, unge bude
12. juni 2002

»Gider du kigge forbi?« skrev Susanne på sin mobiltelefon, tilføjede adressen og sendte SMS-beskeden af sted.
Allerede 20-30 minutter senere stod budet der og hev små plasticposer op af lommerne. Susanne blev præsenteret for et udvalg på fire-fem forskellige slags hash, og Susanne kunne vælge lige den type, der passede til lejligheden.
Susanne blev opmærksom på muligheden for at bestille hash til levering på privatadressen, da hun – efter anbefaling fra sin 18-årige nevø – begyndte at handle i en hashklub på hjørnet af Hedebygade og Tøndergade på Vesterbro i København.
Da hun havde været der fire-fem gange, fik hun at vide, at hun også kunne bestille varen til levering på privatadressen ved at sende en SMS-besked. Gennem det seneste halve år har hun fået hash leveret til døren 15-20 gange.
»Hvis man kan levere pizzaer, kan man vel også levere det andet,« var Susannes første reaktion. At hashhandel til forskel fra pizzahandel er ulovlig, påvirkede hende ikke:
»Jeg synes jo, at det er helt tåbeligt, at det er forbudt,« forklarer hun.
Politiet opfordrede i går i flere aviser kunderne til selv at henvende sig med henvisning til, at »ellers risikerer man, at vi dukker op på et tidspunkt, hvor det måske er mindre belejligt«.
»Det kunne da godt være, at jeg lige skulle ringe og sige, at jeg nok er en af dem,« siger Susanne.

De skal ikke blande sig
Men principielt mener hun ikke, at hendes hashforbrug kommer politiet ved:
»Jeg er en voksen pige på 41, som ellers lever et reelt liv. Jeg synes ikke, de skal blande sig i det, og jeg kan godt selv finde ud af at styre det. Det er jo ikke hårde stoffer, vi snakker om,« siger hun.
Udtrykket ’De Brune Bude’ har hun først hørt i forbindelse med politiets efterforskning af sagen. Det er ikke et navn, som hun har bemærket, at firmaet blev markedsført under. Hun kan ikke umiddelbart bekræfte indtrykket af, at det skulle være »de autonome«, der står bag hashsalget.
»Det er pæne, unge mennesker, der kommer med det. De ligner ganske almindelige, høflige unge mennesker. Så det går jeg ud fra, at de er,« siger Susanne.
Politiets teori om, at de anslået mindst halvanden million kroner, som firmaet har tjent på hashsalget, skal gå til at finansiere militante aktioner under det danske EU-formandskab, tror hun ikke på:
»Det kan jeg ikke forestille mig. Jeg tror, politiet bruger sagen til at få flere ressourcer til EU-topmødet. Jeg synes, at det er i orden, de får flere ressourcer, men jeg tror, de gør det på et forkert grundlag,« siger Susanne. Hun forventer ikke at få problemer med at købe sin hash fremover, selv om hun måske ikke længere kan få den leveret til døren.
»Så må jeg jo lette røven og gå ned ad trappen,« siger hun.

Susannes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu