Læsetid: 3 min.

Historien er død, men ikke for Argentina

Et Argentina midt i økonomisk depression håber, at en sejr ved VM over ærkerivalen England kan sparke bekymringerne bort
7. juni 2002

PALMA – Når Argentinas fodboldlandshold løber på banen i morgendagens VM-opgør mod det gamle imperium England, vil landets 37 millioner indbyggere forsøge at glemme den dybe økonomiske depression, der har kastet over halvdelen af befolkningen ud i fattigdom, sendt 24 procent ud i arbejdsløshed, fået landets økonomi til at gå konkurs og skabt en minusvækst på 15 procent i årets første halvår.
Præsident Eduardo Duhaldes regering synes ude af stand til at give argentinerne håb om, at den er i stand til at lede landet ud af krisen. Kun fodbolden synes at tilbyde et refugium for drømmene, for Argentina er en af storfavoritterne ved årets VM.
Da landsholdet i søndags slog Nigeria med 1-0 på et mål af Gabriel ’Batigol’ Batistuta, festede folket i Buenos Aires’ gader hele natten, og dagbladet La Nacion skrev på sin forside: »En smule glæde efter seks måneder«.
Men kampen mod England har for argentinerne langt større symbolsk betydning.
»En sejr over England er vores eneste chance for at blive nogen i verden. Vi er totalt slået som nation i øjeblikket,« som den argentinske middelklassekvinde Paula Fernandez udtalte i går til The Guardian.
Nationen vil gå i fest-stemning, som det skete under VM i 1986, hvor Argentina slog England ud i kvartinalen på to mål af den nationale helt, Diego Maradona – det ene med hånden, af ham selv kaldet ’Guds hånd’. Og som da Argentina slog England ved VM i 1998 efter, at den britiske midtbanestjerne David Beckham blev tirret så meget, at han mistede besindelsen og blev udvist.

Mere end mænd
»Denne kamp handler ikke bare om mændene på banen, den er også vigtig i en historisk kontekst,« har Argentinas midtbanedirigent, Juan Sebastian Veron, udtalt før opgøret. Veron har personligt haft et halvskidt år i den engelske topklub, Manchester United, hvis fans, ifølge Veron selv, har behandlet ham dårligt. Men bag ordene gemmer sig også en national historie.
Veron har som mange argentinere ikke glemt Falklandskrigen i 1982, hvor Argentina blev ydmyget af den britiske jernlady Margaret Thatcher – selv om den daværende militærjunta forsøgte at opildne argentinernes patriotisme ved at krydsklippe tv-billeder af nationens soldater med billeder af Argentinas guldhold fra fodbold-VM i 1978.
Målmanden Pablo Cavallero har været endnu mere direkte før fredagens skæbnekamp: »Måske skal man ikke blande fodbold og krig, men det er svært ikke at gøre det,« har han sagt.
»Det er en kamp, som enhver argentiner ønsker at spille, især hvis man mistede venner eller familie i 1982.«
Udtalelserne har fremkaldt store overskrifter i britiske sensationsaviser som Sun, men den engelske landstræner, svenskeren Sven-Göran Eriksson, har forsøgt at gyde olie på vandene.

Fodbold eller historie
»For mig at se er det bedre at tale om det som en fodboldkamp end som historie,« siger han.
Eriksson, der er selv beundrer argentinsk fodbold, har sagt, at argentinerne spiller med en meget »europæisk mentalitet«.
Den argentinske landstræner, Marcelo Bielsa, har ikke ytret sig direkte om sammenblandingen af politisk historie og fodbold, men midtbanespilleren Claudio Husain har forsikret verden om, at »det bare er en fodboldkamp. Der er intet politisk i den.«
I Buenos Aires og de andre store argentinske byer vil kampen næppe blive opfattet sådan.
»Fodbold leverer en hårdt tiltrængt ventil for økonomiske og sociale uroligheder,« som Hector–Hugo Cardozo skrev forleden i den argentinske avis Clarin.
Hvis Argentina vinder fredagens kamp kan holdet kvalificere sig til næste runde, mens England vil synke ned i dyb selvransagelse. Og det vil der uden tvivl blive festet over i Buenos Aires. Men hvis England vinder, kan der blive slået skår i en af den argentinske nations sidste desperate drømme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her