(2. sektion)
Engang lærte vi med rædsel om fremmede folkeslags grusomme hovedjægere.
Nu hører vi selv til slagsen
Fjernsyn
Københavns Politi driver jagt på autonome under påskud af at jagte hashhandlere. Det virker dog ret gennemskueligt, at det mere drejer sig om profylaktisk at sætte urolige hoveder ved de kommende EU-topmøder skakmat. Omtrent lige så gennemskueligt som George W. Bushs og FBIs påstand om en vellykket fangst af en terrorist, der tilfældigvis falder i forlængelse af de mange anklager for fumlerier i de amerikanske efterretningsvæsener i tiden op til 11. september sidste år.
I medierne fik den sensationelle fangst, som var en måned gammel, da den blev sluppet løs, vidt forskellige tolkninger. DR TV-avisen slog på stedet fast, at FBI havde fanget en mand, der havde været lige ved at bringe en atombombe til eksplosion i Washington. CNN mente, at manden kun var grebet i at føre samtaler med sine kumpaner om, hvorvidt en sådan aktion ville være mulig. BBC World konstaterede, at nok havde man muligvis fanget en potentiel terrorist. Men man havde jo ikke nedlagt al-Qaeda. Osama bin Laden ved man stadig ikke hvor er. Og man er langt fra at have standset truslen om en ny megaterroraktion mod den vestlige verden.
Nemme at få øje på
For at lukke af for alle informationer er arrestanten fra Washington lufthavn erklæret »krigsfange«, hvorved han befinder sig i forsvarsministerens varetægt i stedet for i justitsministerens. Med det indtryk, Donald Rumsfeld gennem tiderne har efterladt sig på skærmen, er der næppe grund til at misunde den mistænkte. Det bedste, man kan ønske for manden, er, at han slet ikke eksisterer. Hvilket sagtens kunne være tilfældet, mummespillet taget i betragtning.
Man kan jo spørge sig selv om, hvor meget der skal til, eller i hvor høj grad man skal nå til at erkende sin egen magtesløshed over for terrorismen, før det går op for såvel supermagten som dens europæiske følgesvende, at den eneste mulighed for at fjerne truslen om massemord på civilbefolkningen i vores del af verden ville være for alvor at gå i gang med at løse problemerne for den med-civilbefolkning, der er henvist til at leve i Den Tredje Verden.
Det er problemer, som på den ene side er nemme at få øje på, og som man på den anden side kunne løse, hvis ikke den del af civilisationen, vi tilhører, var en så eklatant bekræftelse på, at mennesket er den eneste skabning bortset fra lemmingerne, der handler imod sine egne interesser.
Den danske regering, der har sine egne ideer om, hvordan man bedst hjælper Den Tredje Verden, finder det vigtigere at hjælpe sin egen befolkning med de problemer, den måtte have. At der er en sammenhæng mellem ulandshjælp og indlandshjælp, ser man stort på, al den stund der ikke er stemmer i sådanne overvejelser.
Misere fra 80erne
En af de miserer, vi står over for, og som stammer fra den periode i 80erne, da den siddende regering sidst var ved roret, er manglen på læger og gode hoveder til hospitaler og forskning. I midten af 80erne hed undervisningsministeren Bertel Haarder. Med hård hånd skar han ned på de højere uddannelser og forskningen i et sådant omfang, at det forvoldte den skade på dansk sygehusvæsen og dansk forskning, vi i dag må leve med. Vi kan tilføje »den dag i dag«, for den følgende regering med det modsatte politiske fortegn formåede ikke på sine 10 år at råde bod på ødelæggelserne.
Nu hedder undervisningsministeren ikke længere Bertel Haarder. Men det gør til gengæld ministeren for flygtninge og indvandrere. Sådan set er det rimeligt nok, at han nu giver sine kolleger forskningsministeren og sundhedsministeren en håndsrækning til at få løst de problemer, han selv lagde grunden til for 15-17 år siden. Så nok skal der strammes op på indvandringen. Men hvis man kan finde nogle gode hoveder i udviklingslandene, der kunne afhjælpe manglen på kvalificerede folk i de nævnte danske sektorer, så skal det ikke komme an på ham.
Dygtige forskere og læger i fattige lande skal ikke have særligt store lønninger for at lade sig friste til at emigrere til Danmark, hvor de uden problemer får arbejdstilladelse det er jo derfor, de bliver lokket hertil. Men hvilken skade, det forvolder på de udviklingslande, man på denne måde tapper for store mængder af sin intelligentsia, kunne man se i en genudsendelse af DR-Dokumentar-Eliten fra 1999. Sten Baadsgaard havde lavet et frygtindgydende program om et ynkeligt sundhedsvæsen i det sydlige Afrika, der lider ubodelig skade, fordi den vestlige verden ikke tøver med at fralokke det dets bedste hoveder.
Engang lærte vi med rædsel om fremmede folkeslags grusomme hovedjægere. Nu hører vi selv til slagsen.
