Læsetid: 4 min.

Hverdagen i stadig skælven

Første bog på dansk om Giorgio Morandi, Italiens store maler, der malede tingene i et endeløst svævende rum
14. juni 2002

(2. sektion)

Kunstbog
»Han betragter en gruppe ting på et bord med samme følelse som den, der fik hjertet til at banke hos en vandrer i det klassiske Grækenland ved synet af skove, dale og bjerge, som mentes at være opholdssted for skønne og mærkelige guddomme.«
Sådan sagde Giorgio De Chirico, det såkaldt »metafysiske maleris« foregangsmand, om sin ven og kollega Giorgio Morandi.
Det dækker meget godt den fornemmelse, mange af os har af det mærkelige rum mellem kroppen og sindet, hvor Morandi har placeret sine krukker og flasker, æsker og dunke, blomster, træer og huse.
Det er en særlig verden, hvor de står og skælver lige så stille, i et rum, der nærmest er evigt vibrerende hverdag, og der er skrevet ret mange bøger om, hvordan stort set ingenting sådan, ved billedkunstens magiske virkemidler, kan bringes til at betyde alt.
Kunsthistorikeren og kritikeren Gertrud Købke Sutton har nu skrevet den første bog om Morandi på dansk, og den er på mange måder mærkelig.
Den er skrevet i vidt forskellige stillejer, alt efter hvilket aspekt af Morandis værk den beskæftiger sig med. Dele af den har karakter af afhandling, så man kommer til at føle sig som opponent, når man læser dem.
Det gælder først og fremmest det lange afsnit om Morandis grafiske værk, der i forhold til helheden er begrænset af omfang. Det er fyldt med meget tekniske analyser af forskellige skraveringsteknikker, idet raderingen jo udelukkende arbejder med lys og mørke i mønstre af rids og streger.
»Et virvar af halse og hanke strækker og skubber sig mellem hinanden, snøret sammen af et snævert rum, hvis ramme skærer det bort, som ikke har fået presset sig ind mellem forgrundens to dåser og den nære bagvæg. Med uendelig følsomhed svøber Morandi de stridende former i sit net af masker, som mildner spændingen mellem forgrundens kuber og baggrundens bløde profiler.«
Det er svært at tale om, og man kan komme til at tale det ihjel. Men sådan tales der ikke i hele bogen.

Det personlige
Modvægten ligger i det, at bogens anliggende er stærkt personligt. Forfatteren har kendt Morandi, været i huset i Bologna og på landet omkring Grizzana i Appenninerne, hvor Morandi livet igennem boede og arbejdede med sine tre søstre i en atmosfære så gammelt italiensk, at det næsten gør ondt. Hun har læst alt, hvad der skal læses, og talt med familie, venner, bekendte, pensionatsværter og kolleger.
Det slår igennem, når hun i afsnittet om landskabsmaleriet slår over i prosalyriske toner:
»Ifølge værten i Pensione Italia kunne il professore skelne mellem 23 nuancer af grønt. Og når han på sine daglige ture havde fundet sit sted, malede han hurtigt, med få og åbne strøg, næsten som i en akvarel. Han valgte sin synsvinkel og en beskæring, som fik landskabet til at fylde lærredet, så der kun blev en smal stribe tilovers til himlen – Italiens sande himmel: bleg mættet med støv og varme.«
Eller når hun slutter det lille tætte afsnit om Morandis akvareller med at lade den italienske maler citere Cezanne: »Jeg gør intet, som jeg ikke ser, og det, jeg maler, eksisterer.«

Tiden og verden
Bogen indledes helt utraditionelt og ekstremt pædagogisk med to siders pegepind på fænomenet Nature morte, endnu før titelbladet. Før bogen egentlig starter. Læseren får med det samme at vide, hvad det handler om:
»Geometriens grundformer, navnløse farver, som spejler hinanden – et rum, som både er og ikke er – en fuldendt harmonisk balance af farve og former på et lærred – en knugende fremstilling af individuelle ting, med hver deres funktion og historie, som er blevet til én figur, der danner fælles front mod omverdenen, men hvor den enkelte er fanget.«
Et billede af maleren i tiden, der for Morandis vedkommende var tre fjerdedele af det apokalyptiske 20. århundrede – futurismen, fascismen og krigene – og en lille opskrift på den overlevelse, med fornuft og skønhedssans i behold, som måske kun kunsten kan give os.

Æventyr
Det kan man alt sammen også læse om i bogen. Den er irriterende kunsthistorisk her og der, når den docerende opremser stribevis af billeder – Picasso, Tolderen Rousseau, Derain og andre – som Morandi måske har set, men ikke giver os afbildninger af dem. Eller når den svirper lidt til andre tendenser i tiden, som forfatteren sætter knap så højt, som de russiske konstruktivister og deres ’hjemmesløjd’. Men man tilgiver den næsten alt, fordi den slutter med et afsnit om tingene. Dem Morandi stillede op på små krukkede borde og malede frit svævende i det endeløse rum. Dem han bemalede og lod støve til, så lyset kunne smutte og fanges. Oliekanden for eksempel, der må have mindet ham om futuristerne – en cylinderformet beholder med en kineserhat af en spidstragt på hovedet:
»Den har en rigt facetteret personlighed og yder gerne beskyttelse til svagere, mindre klart formulerede objekter. Den har naturligvis monumentalitet, og rummets substans synes at strømme fra tragtens spids ind i dens koniske indre. Den er aldrig tom.«

*Gertrud Købke Sutton: Morandi. Rigt illustreret. Tilrettelagt af Mette & Erik Mourier. 173 s., 275 kr. Christian
Ejlers Forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu