Læsetid: 3 min.

Irske Nice-modstandere klar til anden runde

Irske Nice-modstandere køber ikke påstanden om, at de blokerer for østeuropas EU-optagelse. Et nyt irsk nej lurer
8. juni 2002

BRUXELLES – Letlands ministerpæsident har allerede været på besøg for at sige, at irerne skal stemme ja denne gang, og snart kommer Sloveniens præsident.
Præcis et år efter, at irerne første gang stemte nej til Nice-traktaten, er de irske Nice-modstandere i fuld gang med at gøre klar til næste runde:
»Der bryder et helvede løs, det bliver en hård og bitter kamp,« siger Anthony Coughlan fra The National Platform med et stilfærdigt smil under et besøg i Bruxelles.
Meget tyder på, at næste folkeafstemning kommer i oktober, og de seneste meningsmålinger peger på, at det bestemt ikke bliver nogen leg for den netop genvalgte ministerpræsident, Bertie Ahern, at redde et ja hjem. Ved valget gik de to små modstanderpartier, De Grønne og Sinn Fein, pænt frem, mens det mest EU-entusiatiske parti, Fine Gael, blev halveret.

Mirakel i Irland
Det fik partiets medlem af Europa-Parlamentet, Mary Banotti, til komme med følgende pessimistiske spådom:
»Uden et mirakel i Irland, så er traktaten tabt.« Sagen er i hvert fald på vippen. 32 procent vil stemme for, lige så mange imod, og et ditto antal har endnu ikke bestemt sig, viser en måling i Irish Times.
Det uformelle startskud til afstemningen ventes at lyde om to uger på EU-topmødet i Sevilla.
Her vil Ahern få en skriftlig erklæring fra sine EU-kolleger om, at de øvrige EU-lande ikke vil bruge Nicetraktaten til at tvinge det neutrale Irland ind i et militært EU-samarbejde, der er under opbygning.
Selv om Coughlan indrømmer, at det måske kan flytte nogle stemmer i retning af et ja, så har han ikke tabt modet af den grund.
»Neutralitetsspørgsmålet var kun ét af mange emner, der fik irerne til at stemme nej. Og uanset, om vi får en erklæring, så er det ikke juridisk bindende. I 1992 i forbindelse med Maastricht-traktaten fik Irland en bindende protokol om abortspørgsmålet. Det får vi ikke denne gang,« siger Coughlan til Information.

Tab af indflydelse
Meget vigtigere end neutralitetsspørgsmålet er udsigten til tab af indflydelse i EU. Nice-traktaten lægger op til, at garantien for til hver en tid at have en irsk kommissær siddende i Bruxelles forsvinder.
»Det er en vigtig del af EU-Kommissionens legitimitet, der her er på spil.«
Hovedfjenden i Nice er dog princippet om nemmere adgang til et såkaldt forstærket samarbejde i EU. Det betyder, at en gruppe lande kan gå videre med et tættere samarbejde, uden at resten behøver at være med.
»Det vil skabe et EU i to klasser, hvor en avantgarde-gruppe af store EU-lande kan vedtage regler, som de øvrige senere må indordne sig under, uden de at har haft nogen indflydelse på dem.«
Han mener navnlig, at det vil interessere irerne på grund af situationen med Nordirland, der er under britisk herredømme.
Det kan give problemer for samhørigheden på den irske ø, hvis Irland som medlem af euroen går med i et tættere samarbejde om for eksempel økonomi og skat, mens Storbritannien, der ikke er med i euroen, står udenfor.
Coughlan vil ikke høre tale om, at Irland, der er blevet hjulpet op økonomisk af EU-medlemskabet, nu skulle optræde usolidarisk ved at blokere for Østueropa med et nyt nej.
»Vi var de eneste, der blev spurgt. Det irske nej var et nej for hele Europa. Ansøgerlandene er heller ikke interesserede i et EU i to hastigheder, hvor de ender som medlemmer på anden klasse. I øvrigt har Prodi jo sagt for et år siden, at Nice-traktaten ikke er nødvendig for udvidelsen fra et juridisk synspunkt. Vi kan tage fem nye lande ind med Amsterdam-traktaten. Og reglerne om stemmevægt til de nye lande står jo i en særskilt protokol til Nice, så det behøver ikke falde bort med Nice-traktaten. Der er så stor politisk vilje bag udvidelsen, at den ikke kan stoppes. Det er den politiske realitet. Alt andet er nonsens,« slutter Coughlan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her