Læsetid: 6 min.

Kæmper den gode kamp

Når krigsmaskinen buldrer i Hollywood, kan man være sikker på, at Pentagon har haft en finger med i spillet – i hvert fald hvis det amerikanske militær vises fra sin pæne side
21. juni 2002

(2. sektion)

Når krigsmaskinen buldrer i Hollywood, kan man være sikker på, at Pentagon har haft en finger med i spillet – i hvert fald hvis det amerikanske militær vises
fra sin pæne side

Pentagon i filmen
»Det er en studie i gensidig udnyttelse. Begge sider er interesseret i at få så meget ud af det som muligt,« sagde forfatteren Lawrence H. Suid for nylig til New York Times. Ordene faldt i en artikel om det frugtbare forhold mellem Hollywood og det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, som Suid har behandlet i sin bog, Guts & Glory. Anledningen var filmatiseringen af Tom Clancys politiske thriller The Sum of All Fears, der just har fået premiere i USA og for øjeblikket ligger på toppen af biografhitlisterne.
Både bog og film er en del af Clancys serie om CIA-agenten Jack Ryan, der i hidtil tre film er blevet spillet af Alec Baldwin (den første, Jagten på Røde Oktober) og Harrison Ford (de to næste, Patrioternes spil og Dødens karteller), men nu, i en yngre udgave, inkarneres af Ben Affleck.
Næsten som et ekko af Thomas Harris’ Sorte søndag – og John Frankenheimers film fra 1977 bygget over den bog – handler The Sum of All Fears om en gruppe terrorister, der planlægger at detonere en atombombe under Superbowl. Jack Ryan er manden, der skal stoppe dem.

Positivt billede
For at få realiseret sin historie havde filmens instruktør, Phil Alden Robinson, brug for en ordentlig omgang militært udstyr, hvorfor den amerikanske hær ganske naturligt blev kontaktet.
På listen over det materiel, som blev leveret med et smil, stod bl.a. to B2-bombefly, to F16-jagere, et luftbårent kontrolrum i en modificeret jumbojet – normalt forbeholdt præsidenten og hans rådgivere i tilfælde af atomangreb – fire helikoptere, fire landkøretøjer, adskillige marinesoldater, og, nå ja, et hangarskib af de større med plads til 80 fly og 5.000 besætningsmedlemmer.
Tilmed stillede hæren og CIA’s eksperter sig til rådighed, så hovedrolleindehaver, instruktør og manuskriptforfattere kunne få styr på fakta omkring, hvordan rigtige soldater og spioner arbejder, ligesom filmholdet fik mulighed for at filme i CIA’s hovedkvarter i Langley, Virginia og på den måde få autentiske billeder fra spionernes højborg med hjem.
Og nu de alligevel var på besøg, tog CIA’s direktør, George J. Tenet, sig tid til at vise Affleck og medspiller Morgan Freeman rundt i det ellers tophemmelige kompleks.
Hvad kostede det så filmholdet, al denne service og leverance af udstyr, der har været med til at give The Sum of All Fears en uhørt grad af realisme? Mindre end en mio. dollars ifølge New York Times.
Det forholder sig nemlig således, at en film som denne er med til at tegne et positivt billede af det amerikanske militær og på den måde måske tiltrække nye rekrutter. Som Suid udtrykker det ovenfor, det drejer sig om gensidig udnyttelse.
»Vi er interesseret i muligheden for at kommunikere direkte til den amerikanske offentlighed gennem dette magtfulde medie,« siger Phi-lip M. Strub, Pentagons ansvarlige for kontakten til underholdningsbranchen.

Damage control
Man kunne måske tro, at denne tætte forbindelse mellem Hollywood og Pentagon er et relativt nyt fænomen, som kun er blevet intensiveret efter den 11. september 2001, hvor den krigsførende præsident Bush mere end nogensinde har brug for, at hæren og ikke mindst de forskellige efterretningstjenester tager sig godt ud.
Men faktisk er udvekslingen af tjenester mellem filmbranchen og statsapparaturet næsten lige så gammel et fænomen som filmmediet selv. Filmpionéren D.W. Griffith fik assistance af det amerikanske militær, både teknisk rådgivning, materiel og personel, da han skulle iscenesætte de store slag i sine tidlige film, Birth of a Nation og America.
Siden har utallige film nydt godt af Pentagons propaganda-apparatur og udtalte ønske om at skabe sig et positivt image – en militærrådgiver på en film er langt fra ualmindeligt.
Fordelene for filmskaberne ved at benytte sig af Pentagons ekspertise er indlysende. Filmene får en høj grad af realisme og autencitet, når Hollywood for en meget billig penge får adgang til avanceret materiel og uvurderlige erfaringer, som ellers er lukket land.
Ikke så underligt betinger hæren sig, at de færdige film yder dem ikke bare retfærdighed, men faktisk stiller både militær og den militære indsats i et godt lys.
Hvad angår de amerikanske efterretningstjenester – Secret Service, CIA og FBI – er det først i løbet af de senere år, at de er begyndt at åbne sig op mod Hollywood og offentligheden. Ikke mindst efter 11. september, hvor de er blevet stærkt kritiseret for ikke at have forudset terrorangrebene, har de haft brug for en form for damage control.
»Vi bliver portrætteret mere og mere negativtÇ« siger Chase Brandon, der er CIA’s mand i Hollywood, til New York Times. »Hvis det eneste, man ser, er grimme historier og grimme skildringer, så kræver det et temmelig engageret og selvsikkert individ at gå på arbejde hver dag og kæmpe den gode kamp, når alle skider på én.«
Men Pentagon og CIA kræver manuskriptgodkendelse, hvis de skal ’investere’ i en film. I The Sum of All Fears havde manuskriptforfatterne forestillet sig, at et hangarskib blev sprængt i luften af to missiler. Men det mente Pentagon var urealistisk, ligesom de heller ikke brød sig om, at skibet blev fremstillet som værende så sårbart. Scenen blev følgeligt skrevet om – nu anretter missilerne kun moderat skade.
De fleste Vietnamfilm har ikke – og har sikkert heller ikke været interesseret i det – fået hjælp fra Pentagon, fordi de i bedste fald viser et ineffektivt militær i vildrede. Da Francis Ford Coppola skulle lave sin antikrigsfilm Dommedag nu, optog han på Filipinerne, og han måtte forlade sig på landets diktator Ferdinand Marcos, som bl.a. skulle levere den mindre flåde af kamphelikoptere, der spiller en vigtig rolle i filmen.

Ikke hvidvaskning
I nyere tid har Pentagon sørget for jagerfly og ekspertise til gungho-ungdomsfilmen Top Gun (1986), der om noget vakte teenagedrenges appetit på at melde sig til luftvåbnet. Til gengæld afviste Pentagon at hjælpe instruktøren Edward Zwick med at realisere Golfkrigsdramaet Det afgørende bevis (1996). Filmen er kritisk over for militæret, og som Philip M. Strub siger om filmens karakterer, så »er der ikke én god soldat blandt dem.«
Men to af filmene i den patriotiske bølge, der er væltet ind over verden efter 11. september, Ridley Scotts Black Hawk Down og Randall Wallaces We Were Soldiers, har fået al den opbakning og hjælp, de har haft brug for. Af både militærfolk og kritikere er filmene siden blevet rost for at være yderst realistiske krigsskildringer – derfor er det vel heller ikke så mærkeligt, at de repræsenterer et aldeles ukritisk syn på det amerikanske militærs indsats i henholdsvis Somalia i 1993 og Vietnam i 1965.
Men det handler ikke om at revidere historien eller hvidvaske militæret og efterretningstjenesten, siger Chase Brandon. »Vi håber bare, at de gode ting bliver præsenteret side om side med de dårlige.« Hvilket er let for ham at sige, når det er ham, som sammen med sine foresatte sidder med tømmerne i hånden.
Også i Danmark har militæret nægtet at medvirke ved indspilningen af en film, fordi de var bange for det indtryk, som filmen gav af dem. Aage Rais måtte tage til Estland for at lave sin kontroversielle krigsskildring På fremmed mark, der handler om et par soldater i Bosnien, som tager sig betalt for at guide turister rundt i det krigshærgede land og give dem mulighed for at skyde et menneske.

*The Sum of All Fears får dansk premiere til efteråret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu