Læsetid: 1 min.

Klip

28. juni 2002

(2. sektion)

*Ingrid Bergman er stjernen, der skal forsøde sommeren for Cinematekets publikum. Det sker i juli og august med hele 21 film, der rækker helt fra Bergmans start i svenske film i 1930’erne (Intermezzo, Dollar, En kvindes ansigt) over de populære år i Hollywood (bl. a. Hvem ringer klokkerne for, Gaslys, Berygtet og sjældenheden Jeanne D’Arc) frem til film af ægtemanden Rossellini og Jean Renoir (Rejse i Italien, Elena og mændene) og senere højdepunkter som Indiskret med Cary Grant og Ingmar Bergmans Høstsonaten. Jo, hun nåede vidt omkring! Kändisser har valgt yndlingsfilm: Nicoals Bro Videodrome, Anders W. Berthelsen The Deer Hunter, Morten Grunwald Welles’ Othello og Peter Reichhardt Balladen om Carl-Henning, for blot at nævne nogle enkelte. Derudover byder programmet på 10 Luc Besson-film, en fin serie med spillefilm underlagt jazz og sommergys med 19 spøgelsesfilm.

*Gloria Film, der har importeret en lang række gode film
(isprængt en håndfuld dødssejlere), har oprettet en webbutik ved navn videoklassikere.dk. Her kan skaffes mange af de film, Gloria-biografen har vist gennem årene, og der tilbydes pakker med seks film af klassiker-instruktører som Truffaut, Fassbinder og Malle samt hele otte Buñuel-film.

*Europæisk film er ved at opleve en tilskuer-renæssance, oplyses det fra glad EU-hold. Ganske vist dækker fremmedfilmene (og det vil næsten udelukkende sige USA) stadig gennemsnitligt over 90 procent af markedet i de europæiske lande, men der er nye toner i Tyskland, hvor f. eks. en enkelt hjemmemarkedsfilm, Der Schuh des Manitu, er blevet set af 10 millioner og dermed alene tegner sig for 5,9 procent af det samlede publikum i 2001. Og i Frankrig har den nationale produktion i samme år tegnet sig for film nummer et, to, fire og fem på hitlisten! I Danmark gik det med 30 procent af tilskuerne strygende for det snart til banalitet velkendte succesprodukt: dansk spillefilm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her