Bedre kvalitet og billigere distribution.
Det har med Bladkompagniets abonnementschef Allan Munks ord været effekten af den udlicitering af avisudbringningen, som Bladkompagniet gennemførte i årene 1997-2001. I dag har Bladkompagniet, der ejes i fællesskab af Politikens Hus og det Berlingske Officin, ikke et eneste avisbud ansat.
I hovedstadsområdet er det 12 selvstændige distributører mange med en fortid som ansatte i Bladkompagniet der ansætter budene.
Allan Munk fremhæver især den enkelte distributørs nære kendskab til sine ansatte som en fordel:
»De selvstændige distributører er bedre til at holde på omdelerne,« konstaterer Allan Munk med tilfredshed.
Når distributionen er blevet billigere, betyder det vel samtidig, at budenes løn- og arbejdsvilkår er blevet ringere?
»Det aner jeg i princippet intet om,« svarer Allan Munk og henviser til, at Bladkompagniet ikke længere har bude ansat. Netop udliciteringen af Bladkompagniets avislevering er kernen i den konflikt, der har varet siden den 14. juni og været effektiv siden den 18.
Den overenskomstmæssige strejke rammer udbringningen af aviser pr. bud til storkøbenhavnske abonnenter på Berlingske Tidende, Politiken, B.T., Børsen og Information. Omkring 164.000 husstande er afskåret fra at få morgenavisen pr. bud.
Lockout
Fra og med fredagsaviserne bliver Berlingske Tidendes trykkeri i Avedøre og Politikens og Ekstra Bladets trykkeri på Rådhuspladsen i København genstand for lockout, hvilket vil ramme store dele af disse avisers oplag. Senere tidligst fra den 5. juli kan andre dagbladstrykkerier blive ramt af en sympatistrejke, som fagbevægelsen har varslet.
Budkonflikten i Storkøbenhavn vedrører omkring 1.200 bude, hvoraf anslået 2-300 er fagligt organiserede fuldtidsbude, der står for udbringningen af 70 procent af Bladkompagniets aviser i Storkøbenhavn.
Avisudbringning har i Storkøbenhavn gennem de seneste 10-15 år udviklet sig til at være et fuldtids-natarbejde for stadig flere voksne mennesker. EUs regler om børnearbejde har gjort det vanskeligere for helt unge at arbejde som bude i nat- og morgentimerne. Samtidig har mere effektiv avisproduktion betydet, at avisbundterne i dag kan leveres tidligere på natten end for få år siden. Det betyder, at et fuldtidsbud kan stykke en arbejdsdag eller altså arbejdsnat sammen af tre-fire ruter.
Da Bladkompagniet i efteråret 2000 lagde distributionen i hovedstadsområdet ud til selvstændige distributører, som frasagde sig den indgåede overenskomst, kørte fagforeningerne sag i Arbejdsretten og tabte. Derefter sendte budenes fagforeninger, Lager- og Handelsarbejdernes Forbund under SiD og Kvindeligt Arbejderforbund, første strejkevarsel.
Stadig høj timeløn
Johan Kühl, hvis firma har ansat 240 bude til at distribuere 26.000 aviser på Nørrebro, Østerbro og i Hellerup, var indtil juni 2001 ansat i Bladkompagniet. Han oplyser, at de bude, der tidligere var ansat i Bladkompagniet, fortsætter under uændrede forhold, men at lønnen for de nyansatte bude »udregnes på en anden måde«:
»Men de ligger stadigvæk på en høj timeløn,« fastholder siger Johan Kühl.
56-årige Flemming Thonesen er avisbud i Lyngby. Han har været i faget siden 1989 og har ingen planer om at forlade det.
»Vi har en fysisk hård, seks dages arbejdsuge, hvor vi farer op og ned ad trapper. For at nå en ordentlig indkomst, skal du have benene på nakken. Man løber noget, der ligner en maraton på sådan en nat i al slags vejr,« siger Flemming Thonesen.
»For os er der tale om en forsvarskamp. Det er arbejdsgiverne, der er gået til angreb fra start til slut,« siger faglig sekretær Henrik Forchhammer, Lager- og Handelsarbejdernes Forbund.
»Arbejdsgiverne vil sætte lønnen voldsomt ned for fremtidige medarbejdere og fjerne en lang række rettigheder, som vi har forhandlet op gennem 1990erne,« siger Henrik Forchhammer.
Han anslår, at et nyt avisbud kan tjene 113 kroner i timen, mens et trænet kan nå op på 130-135 kroner.
Ud over lønnen handler konflikten ifølge Henrik Forchhammer om, hvorvidt budene kan tvinges til at afhente deres aviser på såkaldte tilkøresteder for eksempel ved tankstationer i stedet for et lokale, hvor budene kan mødes og sortere deres aviser indendørs med adgang til for eksempel toilet og kaffemaskine.
Om den aktuelle situation mellem parterne siger Henrik Forchhammer, at den »ligger lidt i dødvande«.
Det indtryk bekræftes af Per B. Jørgensen, der er formand for forhandlingsudvalget i Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation (DDFF).
»Der er ikke noget nyt at meddele,« lyder den kortfattede besked fra Per B. Jørgensen.