»Mens Danmark er gabet og Grønland kussen, nyder færingerne rollen som kongerigets røvhul.«
Jóanes Nielsen, færøsk poet, i digtet »Et skulderklap til spotteren« i digtsamlingen Sting fra 1999
DET ER EN RÅ TONE, som færingerne ofte griber til, når de skal forklare deres forhold til Rigsfællesskabet. Danmark er det sultne rovdyr, der kun æder og aldrig giver. Grønland er det eksotiske samfund, som danskerne har en romantisk forestilling om. Færøerne er det ildelugtede folk, som danskerne nok allerhelst ville være foruden. Man mærker bitterheden over koloniherrefolket. Drømmen om at være sig selv til at blive et selvstændigt Færøerne uden et dansk overherredømme har altid eksisteret. Måske især fordi mange færinger altid har haft på fornemmelsen, at Danmark i virkeligheden er ligeglad med de små 50.000 færinger. Høgni Hoydal, den karismatiske leder af Republikanerne har forklaret, at det virker, som om danskerne har tre syn på færingerne: Enten som de gæve naturmennesker, der lever i pagt med den storslåede natur. Eller som de griske overforbrugere, der bygger tunneller for danskernes penge. Eller som den sidste og virkeligheden værste variant som nogen man er bedøvende ligeglad med.
DEN SELVSTÆNDIGHEDSPROCES, der for alvor fik ny næring på Færøerne i kølvandet på det økonomiske kollaps i 1990erne, har i høj grad været drevet af Høgni Hoydal. Hans tro på, at landet kan klare sig uden Danmark og uden det årlige danske bloktilskud på omkring en milliard kroner har som afgørende præmis, at den danske indblanding simpelthen er skadelig. Det har hindret det færøske samfund i at tage selvstændigt ansvar for udviklingen fordi der altid er kommet penge og embedsmænd fra København. Danmark har opført sig som en traditionel kolonimagt dog på en stadig mere pæn og civiliseret måde idet hovedtrækkene i opbygningen af det færøske samfund er kopieret fra det danske. Færingerne har aldrig fået lov til at prøve at stå på egne ben. Det er, ifølge Hoydal, den primære årsag til, at økonomien faldt sammen i begyndelsen af 1990erne som følge af et overforbrug, der var finansieret af uansvarlige banker og realkreditinstitutter. Udviklingen løb løbsk, ingen greb ind, og ingen tog ansvar.
MED DER ERKLÆREDE MÅL at sikre færøsk løsrivelse fra Danmark førte Hoydal sit parti, Republikanerne, til en stor valgsejr. Efterstående fik Færøerne en flertalsregering med de konservative, det lille Selvstyreparti og Republikanerne og med Hoydal som selvstyreminister var muligheden for selvstændighed pludselig reel. Meningsmålinger viste, at op imod 60 procent af færingerne gerne ville løsrives. De resterende frygtede i høj grad for, om Færøerne overhovedet kunne klare sig uden dansk støtte især den økonomiske. Den danske regering brød sig slet ikke om tanken og modarbejdede konstant det færøske ønske. Især truslen om at afvikle bloktilskuddet på blot fire år i tilfælde af selvstændighed begyndte hurtigt at få effekt med faldende tilslutning til selvstændighed. Den danske kurs var benhård, og i dag må man konstatere, at den lykkedes, idet den selvstændighed, der syntes så nærværende for bare et år eller to siden, nu er ved at forsvinde. Ved Lagtingsvalget den 30. april i år mistede selvstyreregeringen dens absolutte flertal og selv om den nu fortsætter med endnu et parti som støtte, er det åbenlyst, at tempoet i processen for frihed er sat gevaldigt ned. Det ses mest tydeligt ved, at Høgni Hoydals post som selvstyreminister er forsvundet han er nu justitsminister.
MENS CHANCEN FOR FÆRØSK selvstændighed er ved at fortabe sig, arbejder det grønlandske hjemmestyre på flere modeller frem mod stadig større selvstyre. Grønland har flere fællestræk med Færøerne, men er alligevel meget forskellig. Grønlænderne er et oprindeligt folk, der, indtil danskerne ankom, levede efter helt anderledes normer og regler end den europæiske. Men præcist som over for færingerne har danskerne konsekvent forsøgt at lave Grønland om til en kopi af Danmark. Begge steder betyder det, at man for at bestride et bare nogenlunde job skal kunne tale og tænke dansk. Der er ikke plads i de danske embedsmænds univers til at forestille sig, at det måske er selve denne danskergørelse af de færøske og grønlandske samfund, som hindrer de to lande i at styre sig selv. Tiden er inde til, at også Danmark tager del i debatten om Rigsfællesskabet og derved viser, at det rent faktisk interesserer os, hvad der sker. Et naturligt sted at begynde ville være at vise respekt for både Grønlands og Færøernes kultur.
