Ny bog
»Når jeg slår øjnene op om morgenen, tænker jeg på, hvordan jeg kan tiltrække folks opmærksomhed. Jeg forestiller mig en dag, hvor jeg stiger op over byen med bulder og brag som et pragtfuldt fyrværkeri. Dette er næsten blevet min eneste ambition og grunden til, at jeg synes, livet er værd at leve.«
Indledningen på en ny roman af Bret Easton Ellis? Forkert! Linjerne stammer såmænd fra de første sider af den kinesiske skandalesucces, romanen Shanghai Baby, et usædvanlig åbenhjertigt signalement af en ung og rastløs generation af kinesere, som har antennerne helt og aldeles tunet ind på at få deres ration af sex & drugs & rocknroll.
Bog brændt offentligt
Shanghai Baby er skrevet af Weihui (f. 1972), datter af en højtstående officer og tidligere studerende ved Fudan universitetet i Shanghai.
Den unge forfatter havde forinden udgivet fire bøger, der havde placeret hende som et af sin generations mest lovende navne.
Men det blev den delvis selvbiografiske Shanghai Baby, som for alvor brød igennem muren også internationalt.
De kinesiske myndigheder var imidlertid ikke begejstrede. Da bogen udkom i Kina i 2000, blev forfatteren beskyldt for at være »dekadent og en slave af den vestlige kultur«.
Kort efter blev romanen forbudt, og 40.000 eksemplarer blev brændt offentligt. Men det pustede blot yderligere liv i Weihuis renommé som kultforfatter, og bogen solgte millioner af eksemplarer på det sorte marked. Siden er den udkommet i mere end 20 lande.
Ikea og Kundera
Hvad der faldt de kinesiske myndigheder for brystet, er beskrivelsen af et nyt Kina, som hurtigere end statsapparat og reformproces kan følge med er ved at vokse ud af skyggerne af det gamle. Et Kina, hvor de unge indretter sig med Ikea-møbler, læser Milan Kundera, chatter på internettet, ligger i sengen og ser DVDer og finder det naturligt at sammenligne et blåt neonskilt med »et af de syfilis-sår, som Henry Miller beskrev«.
Et Kina, hvor man drikker cappuccino, ryger hash eller går på martinibar og diskuterer det passende i, at Bill Clinton under afhøringen om affæren med Monica Lewinsky bærer et Zoi-slips, som hun har foræret ham.
Et Kina, som i hvert fald fra en vis vinkel til forveksling ligner det gamle fjendebillede.
Bogen er skrevet i dagbogsform, og man kan indvende, at dens fortæller, den 25-årige Coco opkaldt efter Coco Chanel færdes i et snævert miljø i Shanghai: »kredsen af ægte og uægte kunstnere, udlændinge, bohèmer, mere eller mindre talentfulde skuespillere og stjerner, ledere af fashionable private firmaer, sande og falske afvigere samt de nye ungdomsmiljøer.«
Men selv om Cocos erfaringer måske stadig ikke er repræsentative for hele Kina, er der næppe tvivl om, at de mere seriøse overvejelser omkring kvindefrigørelse og identitet, som trænger sig på under beskrivelserne af den nye overfladekultur, rammer bredt. Coco lever sammen med sin impotente kæreste, Tiantian, en ung mand, der synes at være lammet af den hastige omstillingsproces. Og da den tyske forretningsmand Mark i en sky af Calvin Klein aftershave træder ind i hendes liv, sættes en proces i gang, som ikke blot sætter spørgsmålstegn ved forholdet til Tiantian, men også til Cocos oplevelse af sig selv og sin seksualitet.
I forholdet til Mark gennemgår Cocos identitet og selvopfattelse en udvikling, der i stærkt komprimeret form opsummerer de sidste fire årtiers feministiske diskussioner i Vesten. Om sin egen generation af kinesiske kvinder konstaterer Coco eksempelvis, at de »er friere end kvinderne for halvtreds år siden, mere elegante end kvinderne for tredive år siden og kan få flere slags orgasmer end kvinderne for ti år siden.«
Og som et svar på den krise, splittelsen mellem det følelsesmæssige forhold til Tiantian og det erotiske forhold til Mark kaster hende ud i, skriver hun: »i mange kvinders øjne ville det mest perfekte privatliv kræve to mænd, én, hun kunne elske i et gensidigt kærlighedsforhold, og en anden, der tilfredsstillede hende seksuelt. Disse kvinder kan sige, at adskillelsen mellem kærlighed og sex ikke behøver at betyde, at man ikke kan have en ren og sund livsholdning.«
Frisk og forførende
Det fortællemæssige kneb med at anvende dagbogsformen understreger dels, hvad Weihui konstaterer i efterordet, nemlig at det påtrængende stof i denne roman ikke tillod hende at gemme sig bag et slør af fiktion. Og dels fungerer formen som en elegant metafor for en generation af kinesere, der på afgørende områder bryder med de eksisterende værdier og erfaringer, og som derfor er henvist til at skrive drejebogen til deres liv fra dag til dag.
Temaer som kommunisme, kulturrevolution og de seneste årtiers reformproces eksisterer i bogen stort set kun som fjerne ekkoer bag beskrivelserne af hovedpersonernes optagethed af at gribe livet her og nu. Kendetegnende er det eksempelvis, at kæresten Tiantian med mellemrum blot for at minde sig selv om, at de trods alt lever i Kina griber et eksemplar af Det nye folks aftenblad og læser om en virkelighed, der er fjernt fra hans og Cocos hverdag.
Ind imellem kan der være noget forceret over den ustandselige strøm af referencer til vestlig kultur, opremsningerne af mærkevarer, popstjerner, forfatternavne etc. Ligesom visse passager i hvert fald i den danske oversættelse nærmer sig kitsch.
Men overfladefikseringen har en klar pointe i forhold til de personer, der beskrives. Og selv om det er muligt, at Shanghai Baby om nogle år vil blegne som en banal kærlighedshistorie, stråler den lige nu som en frisk og forførende stemme fra et Kina i opbrud.
*Weihui: Shanghai Baby. Oversat fra kinesisk af Christian Svendsen. 246 s. 269 kr. Rosinante, udkommer i dag
