Læsetid: 4 min.

I lærdommens lystgård

Litteraturhistorikeren, professor dr.phil. Frederik Janus Billeskov Jansen er død, 94 år
24. juni 2002

Litteraturhistorikeren, professor dr.phil. Frederik Julius Billeskov Jansen er død, 94 år

Nekrolog
På vej hjem i bil fra et møde på Rungstedlund sad vi Strandvejens mørke og talte om livet og vores fremskredne alder, Billeskov med et forspring på 20 år, 94 år gammel.
»Det virker lidt overdrevent!« sagde han stilfærdigt. Beskedent, som var han mæt af dage. Det mærkede man nu ellers ikke med den virkelyst og skriveenergi, som huserede i ham. Han havde stadig nyheder at fortælle om sine seneste bedrifter. Og de gamle indsatser glemte han ikke at minde om, hverken i skrift eller tale.
Under en anden transport talte han rosende om noget, jeg havde skrevet. Og sagde derefter: »Så, nu skal vi tale lidt om mig.« Hans selvværd var uskrømtet, meget bevidst brugt. Og der var virkelig noget at tale om.
Frederik Julius Billeskov Jansen havde en systematisk hjerne, en uforlignelig hukommelse og sikker præsentviden, optaget af de kortlægninger, han selv og andre havde foretaget i litteraturens historiske og æstetiske landskaber samt tilliggende humanvidenskabelige arealer. En lærdomshistoriker. En af de sidste grundlærde litterater, der også hentede nydelse ved at formidle, at dele ud af sin glade viden.
Liv og lærdom (1983) hed et af hans sene, opsamlende værker, hvor han fortalte kapitler af dansk videnskabs historie og afsluttede med en professionel selvskildring, ’Vejen ad hvilken...’, ligesom han så sent som i 1995 fandt en anden blufærdig-stolt synsvinkel på sit levned og virke med Læsefrugter, fortællinger fra et langt livs omgang med bøger. Sproget og digtningen var det objektive korrelat han brugte i personlighedsudviklingen, mens resten forblev i det private. En selvtugt ikke uden munterhed. Mødet med kærligheden hørte således ikke til hans offentlige erindringer, men ’det forløsende ord’ får man besked om i hans konfrontation som 14-årig på Herlufsholms kostskole med Meyers Fremmedordbog: Det var en udvidelse af sjælen at læse sig gennem side på side og fatte ordenes oprindelse og betydningsdannelser i stadig nye erkendelsesområder.

Nydannelser
Som lærer mødte min årgang ham som nyudnævnt professor ved Københavns Universitet 1946. Han var da forlængst doktor på sine store Holberg-afhandlinger og havde sin franske Montaigne-baggrund i orden efter lektor-årene ved Sorbonne, nu i gang med trebindsværket om Danmarks Digtekunst og sin Poetik i to bind. Begge var de nydannelser i dansk litteraturhistorie og æstetik ved deres koncentration om genre og værk, en første inspiration til den senere nykritik.
Som forelæser over yndlingsemner som Pontoppidan og Kierkegaard trænede han bevidst i fri mundtlig fremstilling, hvad vi heller ikke var forvænt med, selv om han gik for at være tør og ikke videre tilnærmelig. Var ikke just omgivet af en fanskare. Hans elever, har vi efterhånden konstateret, kom slet ikke til at ligne hinanden, men samledes senere om ham i voksende beundring og hengivenhed, ligesom han selv udviklede en evne til venskab og fortrolighed, som man nu skal savne.
I studenteroprøret og årene efter 1968 var han en uræd forkæmper for den litterære faglighed, en mand, man ikke kunne anfægte, skønt det ikke skortede på brutale forsøg. Med sin tro på faget og kunsten gik han uforfærdet gennem besværlige år, hvor andre gav op, og han tøvede efter sin pensionering i 1977 ikke med at bruge sine forelæsningsrettigheder, sin jus docendi, til at undervise i verdenslitteratur, læsningens lidt forsømte kunst. Ligesom han var såre aktiv som folkelig foredragsholder.

Muserne
Listen over hans videnskabelige værker og afhandlinger er lang, mængden nærmest tiltagende med årene, endda ad nye veje som med f.eks. Muserne er kærlige søstre (1992), hvor han indlod sig med såkaldt interartielle studier, om kunstarternes samspil, sprog og billeder, ord og toner, oplæsning og film. Dertil en munter monografi om Gustav Wied og en stor samling af hans Holbergstudier, gamle kærlighedsforhold realiseret.
Karakteristisk er hans omfattende udgivelsesvirksomhed, af Holberg naturligvis, Moralske Tanker og Epistler samt komedierne. Kierkegaard i udvalg og det uundværlige standardværk over Den danske lyrik I/V, hvor han endda læste sig ind på den nyeste poesi.
Lysten til kontakt var også på den måde stor og viste sig i de mange medarbejderskaber, f.eks. ved Politikens forlags store litteraturhistorier, og i de små genrer: artikler til Encyklopædien, til Rosinantes Dansk Fortfatterleksikon.
Hædersbevisninger manglede ikke. Een af dem, han satte særlig pris på, var udnævnelsen til Københavns City-cyklist 1985. Han levede op til traditionen af cyklende litteraturprofessorer, Vilhelm Andersen, Ejnar Thomsen og Billeskov i fuld fart ned ad Nørregade.
Billeskov Jansen – eller Billedskøn Jansen, studenternes kælenavn – blev smukkere med årene, en selskabsløve, der ikke forsømte nogen anstændig reception, en efterstræbt samtalepartner, en kultfigur også i de andre nordiske lande, som inkarnationen af havemanden i lærdommens lystgård, med visheden om at skulle dø stående. Og det virker ikke overdrevent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu