(2. sektion)
Kommentar
Man kan forestille sig følgende situation. Et ungt, ivrigt menneske læser klassikerne, hver og én, fra ende til anden. Derefter ser han alle de rigtige film, hører alle de rigtige operaer, tager sig et år som museumsturist: rundt til de store hovedstæder, ind og se Louvre, Uffizierne, Vatikanets samlinger.
Vel kommet hjem glæder han sig til at høste frugterne af sin nyerhvervede viden. Desværre er han en ubehøvlet petitesserytter. Som udbreder sig til gud og hver mand om alt det, han har fået indenbords. Stolpe op og stolpe ned.
Han mangler situationsfornemmelse. Han optræder bedrevidende. Bliver arrig og nedladende. Skændes højlydt med sin borddame, fordi forholdet mellem tysk og fransk romantik rager hende en høstblomst.
Er han dannet? Nej, svarer man, det er han ikke. Højst en kunstnørd, endda en af de mere irriterende. Om han er klog eller ej kommer i øvrigt ikke dén sag ved.
For dannelse er ikke en læseliste. Jojo, man skal være kulturelt orienteret, men man skal først og fremmest opføre sig ordentligt. Følges ens viden ikke til dørs af en høflig, hensynsfuld og tilbageholdende væremåde, forslår den som en skrædder i helvede i dannelsens store regnskab. Har man nogensinde hørt om en dannet, men brovtende mand, måske?
Dannelsens forhistorie
Ikke desto mindre forbinder vi dannelse med pæne billeder, PH-lamper og almen belæsthed. Man skal være alment dannet, som det hedder i gymnasiet, hvor man som bekendt læser klassikerne.
Man kunne tro, den gode opførsel var en heldig bivirkning ved omgangen med de fine kunster. At man lærer sine bordmanerer ved at læse Proust og Shakespeare, eller bliver en opmærksom samtalepartner af at se på Manet. Det er imidlertid ikke tilfældet.
Faktisk er det omvendt.
Høflighed og mådehold er dannelsens kernedyder, smagen for kunst og litteratur et tilfældigt biprodukt. Det ser man med al ønskelig tydelighed det øjeblik, man opsporer historien om den moderne dannelses fremkomst.
Det er en krøllet og indviklet historie. Den viser, blandt meget andet, at dannelsesidealet var en politisk dyd, før den blev en eksistentiel pligt. Og at begrebet dannelse bedst forstås gennem sociologiens briller.
Historien tager fart i England i starten af 1700-tallet. Efter et halvt århundrede, hvor de religiøse skismaer mellem puritanere og anglikanere havde ledt landet ud i borgergkrig og splittelse, var man efter revolutionen i 1688 endt ved begyndelsen til det første moderne, europæiske demokrati.
Ganske vist var det kun en lille elite, der havde stemmeret. Men det absolutte enevælde var brudt for altid, og i øvrigt kunne alle deltage i den offentlige, politiske debat den engelske censur faldt bort allerede i 1695.
Så vidt, så godt. Desværre var resultatet ikke en dannet, demokratisk samtale, men fuldstændigt kaos. Folk offentliggjorde med glæde perfide løgne om personlige, politiske og religiøse modstandere. Man bekræftede anonymt og på tryk sine fjenders død og begravelse, også selv om de stadig levede. Eller skrev skandaløse breve i deres navne.
Det svarer til, at en gruppe socialdemokrater i dag skrev læserbreve, specialdesignet til at fornærme såvel egne som regeringsmagtens læsere. Og fik dem trykt i aviserne under de borgerlige ministres navne. Eller at Enhedslisten fik Ritzau til at udsende nyheden om Thor Petersens død.
Det er svært at forestille sig. Men i starten af 1700-tallet var spillereglerne for, hvad det var tilladt og ikke var tilladt at gøre i den politiske debat, endnu ikke fastlagt.
Det betyder ikke, at man ikke følte behovet for dem. Det er her, dannelsen og litteraturen kommer ind i billedet.
Periodiske essays
Det vigtigste værk i det tidlige 1700-tals engelske litteratur er ikke en roman, et teaterstykke eller en samling digte. Det er derimod to langstrakte essay-serier, skrevet af makkerparret Richard Steele og Joseph Addison.
Fra 1709 til 1712 udkom The Tatler og The Spectator, som de hed, med et nyt nummer tre gange om ugen. Læst i dag minder de mest om klummer fra et livsstilsmagasin eller en søndagsavis korte, underholdende og ikke alt for svære. Emnerne var litteratur, kunst, mode, opera, regler for god opførsel, livet i Londons gader, overtro og dusinvis af andre ting.
Den røde tråd kan samles i et ord. Dannelse. Datidens politiske debat viste, at englænderne ikke var modne til demokratiets forpligtelser. De skulle opdrages. Den opgave påtog The Spectator og The Tatler sig.
Anekdoterne fra hverdagslivet og udlægningerne af kunst og litteratur skulle give læserne billeder af en god, korrekt opførsel. Som lod medmenneskelighed og fornuft mødes i det, man bedst kan kalde god, borgerlig anstændighed. Og som fastholdt denne anstændighed, også i mødet med sine politiske modstandere.
The Tatler og The Spectator ville danne læserne, ikke for deres egen skyld, men fordi de var borgere i et demokratisk samfund.
Litterær dannelse?
Det hører med til historien, at de to essay-serier blev eklatante succeer. De solgte i titusindvis på gaderne i London og blev oversat og kopieret i hele Europa.
De næste 200 år blev de genoptrykt i dusinvis af udgaver. I dag lever deres form videre i avisklummen - og i avisernes ledere, såmænd. Georg Metz, Flemming Kyed og David Trads har fine forfædre.
Dannelse opstod som en borgerdyd, en norm for god opførsel. Som et probat middel mod følelsesfulde og underlødige excesser i den politiske debat. Kunsten og litteraturen var - i det højeste - et middel til at opnå det mål.
Er det også sådan i dag? Både ja og nej. Man kan vel ikke afvise, at kulturel dannelse spiller en rolle i vores opdragelse som samfundsborgere, også selvom den spiller en stadigt mindre rolle. I dag foregår dannelsen i klasseværelset og sportsklubberne, ikke under læ-selampen.
Det kan siges på en anden måde. Den kulturelle dannelse kend din klassiker, kend dine vindistrikter, ønsk dig et hus i Kartoffelrækkerne har mistet sine politiske funktioner. I dag er det dén måde, den højere middelklasse gør sig til på. Et accepteret snobberi, uden forbindelse til dannelsens oprindelige, politiske funktion.
Skal man læse noget bestemt for at være dannet? Ja. Man skal læse sin daglige avisleder. Og derefter læserbrevene. Og man skal tage dem alvorligt, også selv om man ikke er enig.
De litterære klassikere og al den anden gode kunst og litteratur skal man derimod læse, hvis man har lyst. Dannet bliver man ikke af dem.
