Læsetid: 2 min.

Læsning som pligt

Hverken som roman eller essaysamling fungerer Pernille Tønnesens roman om to kvinders liv og kærlighedsliv
19. juni 2002

Ny bog
Der gives kedelige bøger, som når man læser nærmere efter, i grunden ikke er spor kedelige, eller er det på en spændende måde, f.eks. i kraft af en særlig stil. Deres fascinationskraft kan også bestå i et underliggende, akkurat antydet drama, som hos visse minimalister og postmoderne hyper-realister.
Sådanne tekster findes. Men så skrives der også bøger, der keder én så konsekvent og beslutsomt, at læsningen bliver en pligt, der hurtigst muligt skal overstås. En bog af sidstnævnte plagsomme slags er Pernille Tønnesens nye roman, en række skærm-refleksioner, hvorunder en jeg-fortæller, Karen, samvittighedsfuldt beskriver og omhyggeligt gennemtænker forholdet til sin nabo. Et venskab, som efterhånden bliver til forelskelse, efter samme opskrift som i forgængeren Tilnærmelser (1994).
Begge kvinder er i 40’erne, og begge har de levet i ungdomsoprørets og rødstrømpebevægelsens storhedstid, hvor de, som der står, lærte at tro på forandring. Nu er de mest optaget af sig selv, plus af hinanden som spejl for og kommentar til dem selv, med alt hvad en sådan stille prøvende dialog kan indebære af frygt, nysgerrighed, tålmodige spørgsmål, tøvende indlevelse.
For disse forsigtige følelser redegør Pernille Tønnesen i en overmåde omstændelig, underligt grå og forstenet stil, der indimellem antager en tone, som var det en psykologisk rapport og ikke en roman: »Her skal ikke gås i detaljer,« hedder det, hvor et nyt afsnit begynder, og et nyt kapitel indledes med følgende intenst kedsommelige fanfare: »Hvis man skal være nøjeregnende, findes der rent faktisk ikke særlig mange afskallede husmure længere i byer som vores, hvilket beklages af andre end rendyrkede nostalgikere.« Dette kunne stå som optakt til en arkitektur-artikel; men det skal åbenbart forestille såkaldt ’lavmælt’ fortællekunst.

Oplevelse som filosofi
Ind i rapportrefleksionen har forfatteren flettet redegørelser for de to kvinders barndom og opvækst, samt miniportrætter af drenge og mænd. Særligt undrer man sig som læser over Karens beskrivelser af broderen Albert, så køligt distante, at bogen bliver utroværdig, når det påstås, at deres forhold har kunnet være nært. Allermest undren vækker dog den modsigelse, at Pernille Tønnesen gang på gang betoner sanselige enkeltheders betydning uden i sin skrift at tilstræbe at skænke dem liv. Om Erikas barndomsoplevelser hedder det, at de udgjorde »En balstyrisk ikke-komposition af situationer, som gennemruskede hende på samme måde, som vinden ruskede i de sagesløse buske.«
Med bogens titel i tankerne ligner dette næsten værkets beskrivelse af sig selv. En gåde da, at forfatteren konsekvent har valgt at omtale og ind-kredse i stedet for at vise, sprogligt prægnant og sansekonkret. Balstyrig er nok det sidste, nogen vil kalde selve teksten.
Til grund for romanen ligger, fremgår det af flere passager, en oplevelse, som samtidig danner en filosofi – nemlig at vi er tidsbegrænsede væsener, at vores liv er ét med den tid, det udfoldes i. Det kunne måske have været spændende at se denne tanke konkretiseret.
Ovenstående kritik gør muligvis værket uret, al den stund Pernille Tønnesen betoner dets karakter af proces. Da jeg læste bogen for anden gang, prøvede jeg af samme grund at lægge dyb betydning i ’skæve’ detaljer og læse hvert afsnit som en slags essay. Det blev det hele kun endnu mere kedeligt af.

*Pernille Tønnesen: Dagenes rusken. 150 s., 229 kr. Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her