Læsetid: 3 min.

De levende i huset

Man skal være heldig en onsdag for at kunne omgås det hvide folk i det gamle pakhus
4. juni 2002

Stikord
Københavns Havn er ikke det livligste sted i verden. Kajerne ligger øde hen, vandtrafikken er moderat, kun få spadserende ad promenaden fra Larsens Plads og videre ud mod den gamle frihavn. Inde bag glasset sidder nogle turister udstillet som de sidste ved morgenmaden i Hotel Admiral. Amaliehavens springvand er gået i gang, og træer og buske vokser og blomstrer, som de har fået besked på. Overfor er de ved at grave ud til de store stemmer, som skal løfte sig mod himlen i monumentale arier.
Det er onsdag. Den sidste onsdag i måneden. Michelangelos store David byder indenfor i Gipsafstøbingen, den eneste åbningsdag, der er sagt helle for. Sejrsgudinden Nike står i vinduet indenfor til højre, men blæser alligevel i vinden, »jungfru bland molnen i storm«, som Gunnar Ekelöf kalder hende i digtet »Samothrake«, hvor han har anbragt hende som galionsfigur. »O taktfast taktfast/trofast/ror vi det skepp i hamn.«

Der er fuldstændigt menneskeøde i det mægtige pakhusrums tre etager, bortset fra en venlig dame bag skranken, men tæt befolket er der helt forunderligt af fortidens skikkelser, hvide kloner af antikke guder og helte, mennesker og dyr, afskårne hoveder, invalider og lemmedaskere, en fastastisk stille verden at vandre rundt i mellem træstolperne. Megen krig og fromhed og megen bebudelse, men i fuldkommen tavshed.
Man kunne forestille sig, at der blev trykket på en knap og hele foretagendet gik i gang i et inferno af skrig og skrål og bønner, en lydstorm ud over havnemiljøet, anført af italienerne Colleoni og Gattamelata, de to gigantiske ryttere og krigsgeneraler, der så vendtehestene og førte flokken ud i frihed eller i en tilbagerobring af Skaane. De kunne engang købes til hvad som helst. Men kassen er slået i, de opvartes kun en gang om måneden af vores beundrende blikke. Også de har haft digternes opmærksomhed, i hvert fald Colleoni, som både Ole Wivel i sin heroiske ungdom og før ham Sophus Michaëlis har skildret, den sidste bl.a. således:
Han er langt fra de gyngende ‘
Vover,
Han rider som Torden paa
Tage,
Og Kirkerne tramper han
over.

Han staar i de bærende Bøjler.
Med det yderste Led af sin
Finger
Han Gangeren tøjler.
Men her er han nu selv kun genganger, i bronze står han tilbage i Venezia under Silvio Berlusconis kommando.
Afstøbningssamlingens hus er mentalt fuldt af sådanne ekfraser, digterne har altid elsket at overføre skulpturer og maleriet til poesi, men lad nu stemmerne hvile. Kun én replikveksling blev det til i et gisp mellem gipsen, da jeg ved et hjørne næsten kolliderede med en kvindeskikkelse, som helt forskrækket udbrød: »Vi er de to eneste levende i huset!« Hvilken eksistentiel mulighed! fik jeg fremstammet, eller måske tænkte jeg det bare.
Lidt derfra står Afrodite fra Melos, bedre kendt som Venus fra Milo. Set fra ryggen, hvor hun er værd at skue med sit klædebon halvt nedtrukket, har hun en slem plamage på højre skulder, som har nogen taget hårdt i hende, hvad der slet ikke er utænkeligt. Jeg køber et postkort af hende, hvor hun er anbragt sådan, at hun på afstand betragter den magtfulde skulptur af Poseiden, der i kastestilling står med ventre arm fremadpegende og den højre løftet til kast af et våben, som tiden har frataget ham. Han huskes fra gymnasietidens oldtidskundskab, hvor vi nøje analyserede billedet af ham og studsede lidt over den velbyggede herres blufærdigt beskedne lem. Egnet til at afstive nutidens mandlige selvfølelse. Muligvis forestiller skuplturen endda den kvindeglade Zeus.

Der er overraskelse på overraskelse, det er som en årvågen vandring på Strøget eller på Bellevue Strand, et sted endda et farvechok, hvor et kvindehoved er bemalet i stærke farver, et studieforsøg i efterligning af antikkens skik. Der har jo været livligt omkring templerne..
Ved et hjørne står en gravid, stivnet kvindeskikkelse, tror jeg. Betragtet forfra er det imidlertid selveste Gabriel i beskedent format med det særlige gotiske svaj. Et listigt, forsorent smil gør ham skræmmende nærværende.
Ved hver omdrejning nye mærkværdigheder, berømtheder og underfundige hemmeligheder. Nu ekstra godt bevogtede bag lås og slå, overladt til sig selv, befriet for forskning og spontane besøg. Man skal være heldig en onsdag i havnepromenadens mærkelige stilhed for at kunne omgås det hvide folk i det gamle pakhus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu