Læsetid: 3 min.

Et lortejob

Sommerjobbet, der endte med et had til et helt folkefærd, indebar lort til albuerne og havde nær bragt en journalistisk karriere til ende, inden den var begyndt
25. juni 2002

Sommerjob
Jeg hader campister. Bevares, mange ser ned på dette folkefærd på grund af deres grimme joggindragter, tyske dåseøl, medbragte havenisser og mobile, transkontinentale ligusterfascisme eller bare på grund af de vanvittigt store campingvogne, der som store klumper fedt flyder rundt i de europæiske trafikårer og blot venter på at sætte sig fast som en alt ødelæggende trafikal blodprop.
Men mit had er hverken af æstetisk eller trafikmæssig karakter. Jeg har derimod studeret dem på allernærmeste hold og kan derfor – uden at blive beskyldt for snobberi eller smagsdommeri – af mine lungers fulde kraft udbasunere: Jeg hader campister.
For jeg har renset deres lokummer og ved derfor, hvordan de er, når de er alene – når deres sande natur træder frem.

En lortedag
Det var en rigtig lortedag. Helt bogstaveligt. Eller nat for at være præcis, for det møgulækre og stærkt underbetalte arbejde foregik fra klokken 11 om aftenen til klokken seks næste morgen.
De ferierende mennesker på campingpladsen – én af landets største – er rigtigt gået til den den dag. Nogle har skidt i en brusekabine, nogle på toiletbrædtet og der er sågar lort i et af askebægerne på toilettet.
En af mine kolleger, Frank, er kommet til et toilet, der er stoppet og fyldt med opkast. Iført lange gummihandsker og en toiletbørste med forlænget skaft går han i gang med at pumpe. Det bobler og gurgler, og netop som toilettet giver efter, og med et stort slurp suger indholdet ned i sin underjordiske vom, giver også Frank efter og kaster op – i håndvasken ved siden af.
Det var altså en rigtig lortedag.
En af vores få fornøjelser på arbejdet var at brokke os over campisterne og beklage vores valg af sommerferiejob.
Men denne dag er ederne en tand spydigere. Vi er forbitrede. Vi forbander vores egen eksistens og ikke mindst feriegæsternes.

Må vi tage et billede?
Men da vi er nået til det næste toilethus på ruten, er resignationen trådt ind på kraftudtrykkenes plads. Jeg er efterhånden helt apatisk og selv ikke en fin, lille pølle, der nydeligt ligger på gulvet ved siden af sit rette leje – i kummen – kan få mit sind i kog længere. Vi har tilsyneladende affundet os med vores skæbne og opbrugt vores kampgejst. Lige indtil den lille lokalavis’ udsendte kigger ind. En ung, kvindelig journalist og en ældre fotograf træder smilende ind på det rød-brune flisegulv og begynder at snakke.
»Hej – vi kommer fra Folkebladet. Må vi ikke tage et par billeder af jer, mens i arbejder?« spørger journalisten.
Jeg kigger på mine kolleger. Jesper stirrer tomt frem for sig under det fedtede hårnet og mumler noget om at tømme hygiejneposer. Frank er stadig bleg og ryster blot lidt på hovedet. Men denne gang nægter jeg at give efter. Når man ikke kan byde lorten trods, kan man måske sætte sig til modstand mod medierne.
Jeg nægter at medvirke, og de andre nikker. Med et sølle forsøg på at virke overbevisende, holder jeg i en majestætisk positur den stadig dryppende toiletbørste ud i strakt arm, og forkynder med dirrende stemme: Det er ikke sådan, vi vil huskes! – hvilket jeg også korrekt citeres for i næste dags avis.
Resten af natten er humøret højt. »Der viste vi dem fandme.« »Vi skal ikke give gratis reklame til den møgcampingplads, hell no.«

Indhentet af fortiden
Næste sommer har jeg valgt en anden metier, og har fået et sommervikariat på den lille lokalavis. Allerede første dag bliver jeg konfronteret med min uforsonlighed den nat et år forinden.
»Det kan jo være, at du så kan få fat i nogle andre historier, når du er yngre end os andre,« siger en kvindelig journalist, der virker bekendt.
»F.eks. havde jeg en underlig episode nede på campingpladsen sidste sommer, hvor…«
Jeg skammer mig og føler mig ukollegial ad helvede til. Godt nok vidste jeg ikke, at jeg ville være journalist året før, men alligevel.
Jeg tilstår: »Jeg var én af dem,« siger jeg og kigger ned i jorden.
Hun prøver at glatte ud: »Nå, men det var vist ham den langhårede, der var mest trodsig, var det ikke?«
Jeg griber instinktivt efter den hestehale, der indtil en måned forinden havde dækket mit baghoved.
Skal jeg forklare? Fortælle om lorten i brusekabinen? Om Frank? Om de lange lyse sommernætter tilbragt med hovedet i en toiletkumme?
Jeg opgiver at forklare noget som helst.
»Ja… jo, det var det vist.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu