Læsetid: 5 min.

Melodisk vovemod og klanglig finesse

Selvom XTC var punkens nørder blotlægger et indbydende bokssæt hvorledes gruppen i perioden 1977-1992 skabte en ordentlig røvfuld melodiske, originale og mindeværdige sange
18. juni 2002

Bokssæt
»Too clever for their own good«, lyder den kritk, der oftest er blevet skudt den konsekvent eksperimenterende britiske gruppe XTC i skoene. Og det er hævet over enhver tvivl, at gruppen er endog særdeles »clever«, men spørgsmålet lyder så: »Too clever«? Hvis uimodsigelig originalitet, melodisk vovemod, klanglig finesse og konsekvent kunstnerisk enegang uden skelen til konjunkturer er for megen dygtighed for Deres smag, kan De passende stige af teksten her. Har De derimod lyst til at betræde et ur-britisk, excentrisk og personligt klanget parallelunivers, så kom endelig nærmere.
XTC, der i år – parallelt med den punk, bandet var en del af ved at stå i kontrast til – kan fejre 25-års jubilæum, fejres fortjent med et indbydende og velklingende, men især anderledes bokssæt med den typiske nonsenstitel Coat Of Many Cupboards. Fire fremragende cd’er dækker årene 1977-1992, hvor gruppen udsendte 10 flotte lp’er samt et hav af singler på Virgin, et af periodens mest radikale og eksklusive pladeselskaber hvad angik såvel artister som præsentation. Og få har leveret så gennemført opfindsomme pladesomslag som XTC – den gode nyhed er, at musikken er mindst lige så gennemført opfindsom og har bevaret såvel friskhed som frækhed, samt stadig udstråler den originalitet, der gør XTC til noget særligt. Det samme gælder det labert designede og smukt redigerede bokssæt, der byder på et svineri af sjældenheder og nyklassikere side om side med et underholdende og informativt noteapparat samt en stribe pix af dette gennemført ufotogene orkester!

Indædt og frenetisk
Da punken eksploderede i 1977, var det et forsøg på at etablere et rockmusikalsk år nul, en ny begyndelse, hvor det forudgående enten fortrængtes, overhørtes, destrueredes, ignoreredes ellers latterliggjordes. På papiret, i hvert fald – om f.eks. Ramones og Buzzcocks charmerende udslip havde været ladsiggørlige uden »sunshine pop« og bubblegum, eller om The Clash og The Pistols havde kunnet manifestere sig som de gjorde uden Stones og Who som på en gang foregangsmænd og hovedfjender er tvivlsomt.
Parallelt med punkbølgen dukkede en stribe eksperimenterende og radikale ensembler op, som ideologisk lå på bølgelængde med punken i dens opgør med datidens størknede og klæge rock-elite og branchen som sådan, men musikalsk var på en mere farefuld og normnedbrydende færd ...
Uden for nummer faldt Swindon-kvartetten XTC, som anført af supernørden Andy Partridge mistænkeligt nok og helt åbenlyst kunne spille... ja, endda så godt at de hæmningsløst eksperimenterede med såvel rytme som harmoni på de to albums, der i 1978 etablerede gruppen som kritikerdarlings: White Music og Go!
Til fælles med punken var lyden indædt frenetisk med et nådesløst attack, hvilket skyldtes Barry Andrews stikkende og enerverende keyboardfigurer og Partridges kantede, antagonistiske vokal, en lyd, der fik etiketten ’new wave’, da stilen ikke kunne kategoriseres som ’punk’.
Disse albums afslørede en Partridge – gruppens primære sangskriver – der havde voldlyttet Captain Beefhearts Trout Mask Replica i en sådan grad, at han var stand til at fusionere kaptajnens stilgreb – flukturerende rytmer, bizarre taktarter, overraskende overgange, foruroligende og surreelle tekster, bizarre akkordkonstellationer – med den særgne britiske tradition for melankolsk sælsomme melodikere folk som Ray Davies, Syd Barrett, John Lennon og Nick Drake repræsenterer. »This Is Pop« hed en af gruppens første singler – og det var det så også!

Pastoralt og panteistisk
Det var dog, da Andrews året efter forlod gruppen og afløstes af den mindre anmasende og mere harmonisøgende Dave Gregory, at XTC fandt sin stil – Andy Partridge skruede på sine hysterisk originale kompositioner ned for den hysterisk tænderskærende vokal og op for en stadig outreret, men mere intim og bizar charme, mens gruppens bassist Colin Moulding på sangskrivnings- og vokalfronten viste sig som en slags lomme-Paul McCartney med sange, der besad en sødme og ligefremhed Partridge ikke ejer... absurd, vred, provokerende, skør, skæg, skæv, ’quirky’, skabet, på-hovedet-vendende, irriterende, anderledes og tankevækkende, men sød og ligefrem, nej!
Det var således Moulding, der skrev gruppens gennembrudshit, »Making Plans For Nigel«, fra den overbevisende gennembruds-lp, Drums And Wires, i 1979. Herfra udvikler gruppen sig frem mod et pastoralt og panteistisk univers, smukkest og renest udfoldet på de to svimmelpsykedeliske lp’er Skylarking fra 1986 og Orange And Lemons, en dobbelt-lp fra 1988, hvor Partridge og Moulding topper som sangskrivere.
Denne udvikling modsvaredes af to andre monumentale dobbelt-lp’er, der årstalsmæssigt flankerer gruppens modne periode: English Settlement (1982) og den sidste Virgin-plade, Nonsuch (1992). Begge skarpere i tonen og klarere i sigtet, med tekster der kritisk pejler samtidsfænomener... den første især med fokus på engelske forhold, mens sidstnævnte med pessimisme og klarsyn scanner den globale situation. Med den ætsende
»Books Are Burning« – inspireret af balladen omkring De Sataniske Vers – sætter gruppen et værdigt punktum for en epoke, hvor de udviste et mod og en musikalitet, der er de færreste beskåret.

Alt på hovedet
Perverst nok – og typisk for måden Coat Of Many Cupboards er redigeret på – får vi ikke Nonsuch-versionen af »Books Are Burning« på boksen, men til gengæld en liveoptagelse fra BBC fra 1992. Næsten absurd, eftersom Patridge grundet en forkrøblende sceneskræk stort set ikke har optrådt live siden 1984 – her fik de så lokket eremitten frem! Den er dog trods et sært tv-mix herligt intens og anderledes og sådan går det slag i slag: Alle favoritterne er her, men alle som én i andre udgaver end de i forvejen kendte – med enkelte obskure albumspor som undtagelse: Som alternative mix af kendte versioner, afviste indspilninger, hjemmedemoer, sågar øvelokalebånd og op til starten af 80’erne også heftige liveoptagelser.
Det kunne nemt være blevet noget rod, thi det forventes som en selvfølge, at et bokssæt inkluderer alle pågældende kunstners »greatest hits«, men sådan spiller klaveret ikke her. Hvad der nemt kunne være blevet for søgt, er tværtimod endt uhyre forfriskende! Det er således genialt at høre banddemo-udgaven af »Dear God«, den smukke akustiske »Mayor of Simpleton« og råskitsen til »The Ballad Of Peter Pumpkinhead«, mens gruppens nok største hit, »Senses Working Overtime«, fås i en rudimentær, om end effektiv version. Også hidtil upåagtede kompositioner bringes til ære og værdighed og det siger lidt om sangenes slidstyrke, at de uden undtagelse bevarer deres skarphed og originalitet, uanset hvilken form de foreligger i.
Undertegnede tøver ikke med at anbefale hverken garvede eller nytilkomne lyttere bokssættet, thi selvom alt vendes på hovedet i forhold til markedsnormen, fungerer det upåklageligt som introduktion til et charmerende, selvstændigt og udfordrende orkester, der aldrig syntes bleg for at søge andre veje og afprøve uudforskede muligheder uden at slippe afsættet i en – godt nok særegen og vanvittig – version af den ædle sangskrivnings kunst. Inspirerende er ordet.

*XTC: Coat Of Many Cupboards (Virgin/EMI) fire cd’er i bokssæt.
*www.xtcidearecords.co.uk
*www.the-raft.com/xtc

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her