Læsetid: 2 min.

Mennesker mødes

Project D2 har ikke meget nyt at fortælle om sjælenes ensomhed
15. juni 2002

Teater
Han er en småpsykopatisk lemmedasker, der ikke er bleg for at lade næverne tale, når ordene slipper op. Det gør de ret hurtigt. Hun er en bundneurotisk karierrefræser, der naturligvis er en lille, skrigende pige indeni. Han savner åbenlyst nogen at være noget for, skønt han selvfølgelig ikke er i stand til at formulere det. Hun indrømmer kun i de intimeste stunder, at drømmen om mand og børn er gået hende forbi.
Project D2, der er udsprunget af performanceteatret Cantabile 2, afprøver i forestillingen Langt ude...og inde de to figurer, som før har levet et mere realistisk liv i tidligere forestillinger. Nu bringes rollerne sammen i et slags eksperimentarium, hvor instruktøren Rolf Heim har dompteret de to skuespillere gennem verbale og fysiske improvisationer i et abstrakt psykolandskab på den lille, skæve scene. Tese, antitese, syntese: Vi præsenteres først for de to væsensforskellige typer i vignetagtige mini-monologer, hvorefter en tilfældighed bringer den umage konstellation sammen. Og så følger en noget forudsigelig pendulfart mellem had og kærlighed, erotisk tiltrækning og fysisk vold. Et hallucineret parløb, som Rolf
Heim fortrinsvist lader udspille sig i noget redundante og temmelig trivielle kropslige udfoldelser.
Nej, der har aldrig været langt mellem kys og klap, sex under scenebrædderne og opslidende, gentagen løben panden mod en mur. For det sidste gør de jo, de to, skønt forestillingens afsluttende billede har tilpas med tvetydighed i sig til at skabe passende forvirring.

Svensk og stilig
Forestillingen svinger pænt underholdende mellem minutiøs afluret typefremstilling i talesekvenserne og de koreograferede afdelinger, der nærmer sig danseteatret i deres pågående fysikalitet. Jens Andersen beviser, at han kan andet end sin Polle fra Snave, med sit sikkert turnerede afsæt til et portræt af den ensomme, handlingslammede slagsbror, komplet med snublende talesæt og Brøndby-kæde om halsen. Og Anna Tulestedt er svensk, stilig og ’intens’ som den krakelerende arbejdsnarkoman, der rummer en stor erotisk frustration bag den tilknappede fernis, fra starten aflæselig i det gådefulde smil og det pågående blik. Alligevel er det så som så med overraskelserne, både hvad angår de klicheer, der kommer ud af mundene på dem, vragrester fra tidligere forestillinger, og de performanceprægede udfoldelser, Rolf Heim kaster dem ud i. Det, vi får at se, bærer tydeligt præg af at være improviseret frem. Begrænsningerne er åbenbare. For behandlingen af de gammelkendte temaer forbliver på de indlysende selvfølgeligheders plan i denne udvidede spejløvelse. Hvor meget får vi egentlig at vide om de to på scenen? Hvor langt ud og ind kommer vi egentlig?

*Project D2: Langt ude...og inde. Instruktion: Project D2 og Rolf Heim. Scenografi: Thomas Kolding. Spiller hos FÅR 302, Toldbodgade 6, København til 19. jun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her