Læsetid: 4 min.

Mere end berømte stjerner

Den hollandske fotograf Anton Corbijn har gjort det til sin metode at være en del af sine berømte motivers verden. Spørgsmålet er, om han derved hæver sig selv op til motivernes stjernehimmel, eller om han trækker dem ned til de dødeliges verden
22. juni 2002

Udstilling
Omtale af den hollandske fotograf Anton Cobijn indledes gerne med en opremsning: Bruce Springsteen, Miles Davis, Tom Waits, William S. Burroughs, Allen Ginsberg, David Bowie, Leonard Cohen, Roy Orbison, Björk, Willie Nelson, Iggy Pop, Patti Smith, Helena Christensen, Neil Young, Frank Zappa, Clint Eastwood, Dennis Hopper.
Corbijn har fotograferet dem alle. Og mange flere til. Det interessante i den forbindelse er imidlertid ikke, at han har fotograferet dem, men hvordan han har fotograferet dem. Når stjernerækken af skalpe i Corbijns bælte virker så imponerende, hænger det først og fremmest sammen med, at de fleste af hans karakteristiske grovkornede sort/hvide billeder ikke bare er snapshots i forbifarten eller konventionelle kändisportrætter. Snarere end at fremstå som professionelle udvekslinger mellem fotograf og motiv dokumenterer de bedste af billederne et møde mellem to personligheder, to temperamenter, to projekter.
Corbijn lægger ikke skjul på, at han er for sky og tilbageholdende til at fotografere folk uden at have deres tillid. Han er ikke interesseret i berømtheder som sådan. Han er interesseret i personligheder. Og han er interesseret i at fotografere dem på en måde, så det kommer til at fremgå, at de er berømte, fordi de er interessante – og ikke omvendt.
Viljen til i fællesskab med motivet at finde frem til et udtryk, en stemning, et statement, snarere end blot at repetere ikonets stråleglans, drives i flere tilfælde så langt ud, at den portrætterede end ikke er genkendelig. Et genkommende greb er at lade ansigtet i forgrunden være uskarpt, mens baggrunden og omgivelserne er i fokus. I andre tilfælde sløres genkendeligheden endnu mere. James Brown tages med ryggen til. Det samme er tilfældet med Kurt Cobain. Pete Townshend fanges i en taxa på vej gennem Londons myldretidstrafik med ansigtet i skjul bag et jakkeopslag. John Lee Hooker er kun til stede som en furet hånd. Lenny Kravitz har en sæk over hovedet. Peter Gabriel er en kontur på en øde markvej.
I alle tilfælde er det Cobijns signatur, der genkendes, før udsagnet om den portrætterede synker ind. Og i alle tilfælde lever fotografierne længere end billeder, der går efter det sikre: det genkendelige, det glatte stjerneansigt.

Stipe og Bono
Det er en udbredt opfattelse, at Anton Corbijn er dygtig, men at han stort set altid har gjort det samme. Den omfattende udstilling (360 billeder) viser noget andet. Corbijn (f. 1955) brød igennem sammen med punken i sidste halvdel af 70’erne og blev i starten af 80’erne for den britiske new wave, hvad Annie Leibovitz havde været for Rolling Stone-generationen. Nemlig en fotograf, der ikke blot gengiver stjernernes personaer, men er med til at skabe dem. Tænk blot på albumcovers som Violator (Depeche Mode), Achtung Baby (U2), Stripped (Rolling Stones) eller The Boatman’s Call (Nick Cave). Alle bærer Corbijns signatur.
Set i sammenhæng er der en verden til forskel på de berøringsangste fotografier af Elvis Costello, Ry Cooder og Johnny Rotten fra 1977 og de senere års langt mere nuancerede og meddigtende billeder: Tom Jones med cigar. En nøgen Lars von Trier på havearbejde med trillebør. Bob Dylan i skovhuggerskjorte og med armen oppe foran ansigtet. En sammenbidt og intens Luciano Pavarotti uden snert af bamset rundhed eller sydlandsk flødebollejovialitet. Længst når Corbijn imidlertid med sine to foretrukne motiver: Michael Stipe fra R.E.M. og Bono fra U2. Begge er genstand for en hel sektion, og mens afdelingen med Stipe rummer de bedste billeder, viser Bono-serien mest tydeligt udviklingen i forholdet mellem fotograf og motiv.
Bono-udvalget dokumenterer på forbilledlig vis vejen fra drengerøv til rockmillionær. Det viser en karismatisk personlighed med et naturligt talent for selviscenesættelse. Og det vidner om, hvordan både fotograf og den fotograferede har ændret sig over et kvart århundrede. Mens Corbijn har fået stadig større selvtillid og kontrol over motivet foran linsen, er Bonos uskyldige ansigt fra de tidlige billeder forsvundet og erstattet af en maske, som ikke længere kan tages af. En stjerne, for hvem søgen efter at fastholde autenticiteten er blevet både en mission og en forbandelse.

Captain Beefheart
Endelig fastslår udstillingen, at Corbijn er bedst til det, han er berømt for: at fotografere musikere, forfattere, skuespillere og andre kunstnere, så vi ser nye sider af dem. De supplerende serier af fotomodeller eller strippere er momentvis interessante, men minder i det store og hele om så meget andet.
Det samme gælder videoerne – bortset fra det lille portræt Some Yoyo Stuff, som Corbijn i 1993 optog med et af sine yndlingsmotiver, maleren og digteren Don Van
Vliet, alias den tidligere musiker Captain Beefheart. At Corbijn stadig havde foden i døren hos Van Vliet i 1993, på et tidspunkt hvor den gamle Kaptajn ellers havde trukket stikket til omverdenen ud, vidner om den tillid, han mødes med blandt sine motiver og samarbejdspartnere.
Og ingen steder skinner den dødelighed, som udstillingens titel peger på, tydeligere igennem end netop i filmen med Van Vliet. Her er enhver antydning af mytologisering skrællet bort, og forsøget på at nå ind til netop dette menneskes særlige træk og geni fylder det hele.

*Anton Corbijn: Mortals. Øksnehallen, København. Til 28. jul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu