Læsetid: 3 min.

Nekrologer

21. juni 2002


Greve Flemming af Rosenborg, 80
*Greve Flemming af Rosenborg er død, 80 år, i Antibes i Sydfrankrig. Under et ferieophold i Sydfrankrig fik greven en blodprop i hjertet den 29. maj, og var siden da indlagt på hospital i Antibes, hvor han efter en operation var i bedring, men dog stadig stærkt svækket.
Onsdag eftermiddag fik greve Flemming et hjertestop, hvorefter hans tilstand blev forværret, og han sov stille ind, oplyser familien.
Flemming blev født i Stockholm som søn af danske prins Axel og prinsesse Margaretha af Sverige, og voksede op i Gentofte. Hans farfar var prins Valdemar, bror til Frederik VIII.
Greve Flemming måtte dog afgive sin prinsetitel, da han giftede sig borgerligt med fru Ruth i 1949. Parret fik tre sønner, Axel, Birger og Carl John, og en datter, Desirée.
Flemming fik en uddannelse som søofficer og var orlogskaptajn, da han i stedet gik ind i sin svigerfars entreprenørfirma A/S Carl Nielsen. Her virkede han som direktør fra 1961 til 1984. Desuden havde han en række tillidshverv og bestyrelsesposter.
Greveparret flyttede for fire år siden til Sydfrankrig efter nogle års bopæl i Essex i England. Greve Flemming bisættes fra Holmens Kirke i København onsdag den 3. juli.ritzau

Eric Boyland, 97
*Boyland foreslog længe før det kunne bevises, hvordan tobaksrygning er kræftfremkaldende. Desværre for ham tog det 20 år inden teknologien var fremskeden nok til at bevise hans teori.
Boyland var med sine nyskabende idéer en af den molekylære toksikologis grundlæggere. På en konference i Madrid i 1930 foreslog han, at cancer kan forårsages ved at tilsyneladende inaktive molekyler omdannes af kroppen til aggressive kræftfremkaldende stoffer. I de tidlige 1950’ere kunne Boyland således forklare, hvorledes fabriksarbejdere indenfor farveindustrien kunne udvikle tumorer i urinblæren, langt fra det sted arbejderne havde haft kontakt med farvestofferne. Boyland undersøgte arbejderne og opdagede, at stofferne (aromatiske aminer) blev omsat af stofskiftet til over tyve forskellige nye stoffer, hvoraf flere var kræftfremkaldende hos mus.
Tobaksrygning var dengang et mysterium, fordi de kræftfremkaldende stoffer i tobakken måltes i så små mængder, at de ikke i sig selv kunne forklare tobakkens carcinogene effekt. Boyland foreslog, at visse aminer i tobakken kunne være skurkene, hvilket mange år senere blev bevist.
Eric Boyland kom fra trange kår i Manchester som søn af en lokal tekstilhandlende. Han studerede fysik, kemi og matematik og fik sin eksamen i 1926. De efterfølgende år modtog han adskillige legater og priser, men »hans personlighed hindrede formentlig både anerkendelse af The Royal Society og at han blev belønnet med en civil orden,« siger kollegaen John W. Gorrod om Boyland. »Ikke blot var han på instituttet altid utålmodig og synes ikke at bryde sig det mindste om sociale adspredelser med kollegerne, han var også fuldstændig humorforladt.«
På sit arbejde holdt Boyland kun af at arbejde, men en stor del af sin fritid tilbragte han med at vandre, sejle, male og gå i teatret og han glemte aldrig sit år i Heidelberg i 1931, hvor der var rig mulighed for at dyrke både sine hobbyer og videnskaben. Her mødte han sin kone, krystallografen Margaret Maurice.
Boylands største evne var at skabe nye idéer. rkj

Frede Ahlgreen Eriksen, 76
*Forhenværende adm. direktør for SAS i Danmark og vicepræsident i SAS-koncernen Frede Ahlgreen Eriksen er død, 76 år.
Frede Ahlgreen Eriksen begyndte sin lange karriere i SAS helt tilbage i 1946, og betragtes med rette som en af pionererne i opbyggelsen af det skandinaviske luftfartsselskab. Han satte sit store præg på udviklingen i sin tid som SAS’ danske topfigur fra 1974 til 1989, hvor han sluttede sit virke som stedfortrædende koncernchef for Jan Carlzon og som regionaldirektør for SAS Danmark.
Herefter tiltrådte han stillingen som direktør i Det Danske Luftfartsselskab (DDL), moderselskab til SAS i Danmark. En post han bestred frem til 1995. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her